Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Prøv med lidt patriotisme

Tænk, hvis virksomhederne sagde til sig selv, at nu tager vi og ansætter et antal danskere med såvel indvandrerbaggrund som ren dansk baggrund, selv om det ville være lettere og kortsigtet give færre omkostninger at importere den nødvendige arbejdskraft fra Østeuropa.

Professor Peter Nedergaard: »Vi står i dag med to meget alvorlige problemer på arbejdsmarkedet. Dels er alt for mange i den erhvervsaktive alder ikke i beskæftigelse. Dels får alt for få unge en erhvervsrettet uddannelse. I begge tilfælde vil der for mange virksomheder være nogle ekstraordinære omkostninger, hvis man skulle deltage mere i afhjælpningen af de to problemer, end man allerede gør.« Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Grundlæggerne af de fleste af Danmarks helt store virksomheder var patrioter. De elskede Danmark, og de gjorde mange ting for landet, for dansk kultur og for uddannelsen af medarbejderne og potentielle ditto. Det gjorde de også, selv om der på kort sigt ikke var andet end udgifter forbundet hermed. Patriotisme var en positiv drivkraft. »Laboremus pro patria« (lad os arbejde for fædrelandet) stod der ligefrem på øletiketterne i mange år.

Patriotismen hindrede ikke disse virksomheder i at blive store, internationale og konkurrencedygtige. Det forholdt sig omvendt. Virksomhedsledernes patriotisme var en drivkraft til at gøre foretagenderne internationale, innovative og markedsledende. Til at vise omverdenen, hvad man duede til i dette lille land.

Det er måske dybest set med virksomheder, som man siger, at det er med kunst: »Al national kunst er dårlig kunst. Men al god kunst er national.« Det er, fordi man ikke er bange for at vedkende sig sine rødder, at man virkelig har noget at vise verden. Forstået på den måde er en smule patriotisme ingen skade til. Tvært imod.

I dag er patriotisme imidlertid ikke comme il faut på direktionsgangene. Det betragtes som udtryk for småborgerlig provinsialisme og indadvendthed. Nærmest lidt pinligt i det gode selskab. The business of business is business. Men kunne man forestille sig, at der igen sneg sig blot en flig af særlig hensyntagen til det danske ind i virksomhedsledernes tankegang? Det tror jeg såmænd godt, hvis det blev italesat på den rigtige måde.

Jeg vil derfor foreslå følgende patriotiske raison d’etre for dem, som har tænkt sig at gå med på ideen: Vi står i dag med to meget alvorlige problemer på arbejdsmarkedet. Dels er alt for mange i den erhvervsaktive alder ikke i beskæftigelse. Dels får alt for få unge en erhvervsrettet uddannelse. I begge tilfælde vil der for mange virksomheder være nogle ekstraordinære omkostninger, hvis man skulle deltage mere i afhjælpningen af de to problemer, end man allerede gør.

I stedet vælger mange virksomheder den kortsigtede og lette løsning, som består i at ansætte østeuropæisk arbejdskraft. Det skal man naturligvis stadig kunne, for de store virksomheder skulle kun ændre adfærd i et mindre omfang. Forudsætningen for, at virksomhederne begynder at tage visse patriotiske hensyn, er imidlertid, at f.eks. toppolitikere, fagforeningsrepræsentanter og virksomhedsrepræsentanter med pondus præsenterer det som en positiv option.

Helt konkret: Tænk, hvis virksomhederne sagde til sig selv, at nu tager vi og ansætter et antal danskere med såvel indvandrerbaggrund som ren dansk baggrund, selv om det ville være lettere og kortsigtet give færre omkostninger at importere den nødvendige arbejdskraft fra Østeuropa. Tænk også, hvis ikke mindst de store virksomheder tog ekstra mange lærlinge ind, selv om det ofte er lidt bøvlet og besværligt.

Tænk, om man ville gøre Danmark disse småtjenester. Måske var det ikke engang en ulempe for virksomhederne med et sådant anstrøg af patriotisme i stil med fortidens store virksomhedsledere.