Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Privathospitalerne kan blive valgets joker

Vi kan komme til at se en opdeling i sundhedsvæsenet, hvor pengene flyder frit til de sygdomme, hvor patienterne er omfattet af garantiordninger, og hvor privathospitalerne tilbyder behandling. Men samtidig vil der være et loft over, hvor mange penge sundhedsvæsenet som helhed må bruge.

»Om undersøgelser og behandlinger foregår på et offentligt sygehus eller et privathospital er ikke i sig selv afgørende.« Modelfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Efter fire år med stram styring af sygehusenes økonomi er der nu ingen ende på politikernes løfter om bedre forhold for patienterne. Sygehusene skal have råd til den dyre medicin, overbelægning skal fjernes, så patienterne kommer væk fra gangene, og lægemangelen i udkantsområderne skal afskaffes.

Jo, løfterne flyver hastigt gennem valgkampen. Man glemmer næsten, at der ikke er penge nok til at indfri dem alle efter valget. De omtalte 15 milliarder kr. ekstra til sundhedsvæsenet vil kun lige dække de stigende udgifter til ny, dyr medicin.

I virkeligheden er udfordringen for patienterne og de ansatte meget større. For der er en joker i valgkampen, som ingen taler om, nemlig privathospitalernes rolle i sundhedsvæsenet. Det er en joker, som kan gøre det endnu sværere at sikre patienterne den bedst mulige behandling.

Vi har set en dramatisk udvikling med store bølgedale for den private del af sundhedsvæsenet. Frem til 2001 klarede privathospitalerne sig med et beskedent antal patienter, som selv betalte regningen. Det ændrede sig under den borgerlige regering, der satte det udvidede frie valg på dagsordenen.

Der kom fuld fart på, da VK-regeringen ændrede behandlingsgarantien til at gælde efter en måned, og i 2008 nåede privathospitalerne en omsætning på ikke mindre end 1,3 milliard kr. – alene for offentlige patienter henvist via behandlingsgarantien.

De seneste fire år har privathospitalerne igen levet en tilbagetrukket rolle, hvor de primært har været en slags »buffer«, som regionerne kan trække på. Det har været en logisk konsekvens af, at SRSF-regeringen ændrede det udvidede frie sygehusvalg til først at træde i kraft efter to måneder.

Nu står vi her så igen. Hvis rød blok vinder valget, vil privathospitalerne sandsynligvis fortsat fungere som et mindre, men godt supplement til de offentlige sygehuse. Hvis blå blok vinder, tyder meget på, at privathospitalerne kommer til at spille en mere fremtrædende rolle.

Om undersøgelser og behandlinger foregår på et offentligt sygehus eller et privathospital er ikke i sig selv afgørende. Begge er underlagt kontrol, og vi har en lang tradition for, at private kan levere sundhedsydelser af høj kvalitet, både i praksis- og sygehussektoren.

Som den aktuelle debat om ny, dyr medicin viser, er sygehusene i en situation, hvor der aldrig vil være penge nok til alle behandlinger. Derfor skal politikerne og sygehusene træffe svære valg.

De seneste år er der blevet prioriteret ved, at nogle patienter skal vente lidt længere på behandling. Og retten til udredning – den såkaldte diagnosegaranti – er ikke blevet udbygget med en adgang til at tage på privathospital, hvis de offentlige sygehuse ikke kan leve op til kravene.

Beslutningen om at lade nogle patienter vente op til to måneder, før de får adgang til privat behandling, er udtryk for en fornuftig prioritering. Ikke mindst fordi for hurtige operationer kan føre til overbehandling.

Til gengæld kan man diskutere, om det er hensigtsmæssigt, at diagnosegarantien kun er et løfte, der ikke er knyttet mere håndfaste rettigheder til. En af konsekvenserne er jo, at næsten fire ud af ti patienter stadig ikke får tilbudt diagnostik eller en plan for udredningen inden for tidsfristerne,

Hvis politikerne beslutter, at der skal indføres behandlingsgaranti allerede efter en måned og adgang til udredning og diagnostik på privathospitaler, vil det øge udgifterne. Men hvis det blot handler om at øge kapaciteten en smule for at forkorte ventelister til udredning og behandling, er det sikkert en udfordring, som sundhedsvæsenet og politikerne kan løse.

Når privathospitalerne alligevel er en joker i spillet, skyldes det noget mere grundlæggende, nemlig hvilken slags styring af sygehusene vi skal have fremover. Hvis man vælger at fortsætte som hidtil, vil sygehusene være underkastet ret faste økonomiske rammer, som de skal holde sig indenfor. Det giver en hel stribe problemer som f.eks. at få råd til ny, dyr medicin, indførelse af nye behandlingsformer og at holde kvaliteten i de øvrige behandlinger.

Men hvis man vender tilbage til et system, hvor patienterne får flere rettigheder med fri adgang til privathospitalerne, bliver det svært at fastholde et loft over de samlede udgifter til sundhed. For så bliver det jo patienternes behov, der afgør, hvor mange penge der skal bruges.

Hvem kan være imod det, vil nogle måske spørge. Men virkeligheden er, at den model rummer store udfordringer. For der er ikke uendeligt mange penge til sundhedsvæsenet, og der er et stærkt behov for prioritering af ressourcerne.

Faren er derfor, at vi vil komme til at se en opdeling i sundhedsvæsenet, hvor pengene flyder frit til de sygdomme, hvor patienterne er omfattet af garantiordninger, og hvor privathospitalerne vælger at tilbyde undersøgelse og behandling. Men samtidig vil der stadig være et loft over, hvor mange penge sundhedsvæsenet som helhed må bruge.

Derfor vil konsekvensen blive, at der flyttes penge og personale fra de sygdomme, der ikke er omfattet af garantier, til de områder, hvor der er garantier, og hvor privathospitalerne vælger at gå på banen.

Vi har tidligere set, hvordan denne mekanisme har kunnet påvirke prioriteringerne f.eks. i form af en kraftig stigning i antallet af operationer af knæ og skuldre og fedmekirurgi, mens der samtidig var stilstand for de ældre medicinske patienter og psykisk syge.

Det understreger, at der ikke er nogen nemme løsninger. Og det understreger, at vi har et stort behov for, at vi får en åben debat om, hvordan vi skal styre sundhedsvæsenet fremover.

Lad os få nogle klare meldinger fra politikerne om, hvordan balancen mellem de offentlige og de private sygehuse skal være, og hvor højt vi skal prioritere faste patientrettigheder. Det mangler i valgkampen lige nu, og det kan hverken vælgerne, patienterne eller personalet på sygehusene være tjent med.