Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Priser på grøn energi skal ned under fossile

COP21. Klimaforandringer kravler igen op på dagsordenen i takt med, at vi nærmer os COP21 i Paris i december. Det er godt, da der ikke kan være tvivl om, at klimaforandringer er et problem, vi bør tackle. Men hvis vi for alvor skal gøre noget ved problemet, skal vi gribe det anderledes an.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hidtil har vi insisteret på at løse klimaforandringer ved at støtte produktionen af eksempelvis sol- og vindenergi. Herhjemme kender vi eksempelvis PSO-afgiften.

Problemet med denne tilgang er, at den spænder vognen foran hesten. De grønne teknologier er endnu ikke modne og endnu ikke konkurrencedygtige, men man insisterer på at forsøge at udbrede dem. I stedet for produktionssubsidier burde vi fokusere vores støttekroner på at gøre fornybar energi billigere og konkurrencedygtig gennem forskning og udvikling. Når prisen på grøn energi er innoveret ned under prisen på fossil energi, vil alle skifte.

Dette er i virkeligheden det simple budskab, som længe er blevet afvist som kættersk, men for nyligt så vi en vigtig drejning i den rette retning.

En række fremtrædende britiske forskere og forretningsfolk foreslog et langt større fokus på grøn forskning og udvikling gennem et »Apollo-program« for fornybar energi - opkaldt efter USA’s rumfartsprojekt, der fik det første menneske på Månen. Ligesom en massiv støtte til forskning og udvikling fik os til månen, skal en massiv satsning på grøn forskning og udvikling gøre klimavenlige energiformer konkurrencedygtige.

Initiativtagerne foreslog konkret, at 0,02 pct. af BNP afsættes til grøn forskning og udvikling. Selv manden bag det berømte »Stern Review«, Nicholas Stern, der om nogen tidligere har været frontkæmper for det enøjede fokus på produktionssubsidier, er blandt initiativtagerne til forslaget.

Det er glædeligt. Og er præcis hvad Copenhagen Consensus og jeg har argumenteret for i mere end otte år.

Vi må håbe, at Sterns nye udmelding kan være med til at få andre til at indse det åbenlyse, så vi for alvor kan få gjort noget ved problemet med klimaforandringer.

DEVISEN DE SENESTE 20 år har været klar og ensporet: Vi skal subsidiere produktionen af vedvarende energikilder som vindmøller og solceller og på den måde reducere vores CO2-udledning. I dag, efter utallige klimatopmøder og gode intentioner, får vi blot 0,4 pct. af vores samlede globale energiforbrug fra sol- og vindenergi ifølge det Internationale Energiagentur (IEA). CO2-udledningen stiger og stiger.

Selv i IEAs overordentligt optimistiske scenario for 2040, hvor alle regeringer lever op til alle deres grønne målsætninger, vil sol og vind om 25 år give 2,2 pct. af verdens energi.

Enhver der kerer sig om klimaet – selv den mest forhærdede vindmøllefan og selv den mest arbejdsomme solcellelobbyist – må stoppe op og spørge, om produktionssubsidier virkelig er vejen frem. Når vi efter 20 års debat, storslåede løfter og svulstige taler kan fremvise et så pauvert resultat, må det være på tide at tænke anderledes.

Det grundlæggende problem er nemlig, at grøn energi er alt for dyr. Det gælder i Danmark, i Europa og ikke mindst i den tredje verden.

DA GLOBAL OPVARMNING er et globalt problem, skal vi skære i den globale CO2-udledning, hvis problemet skal løses. Med den tilgang, vi har haft hidtil, betyder det, at vi skal overbevise så godt som alle verdens store lande om at gå stik mod deres økonomiske interesser. Tyskland skal ofre økonomisk vækst for solceller. Kina har løftet 680 millioner mennesker ud af fattigdom ved hjælp af fossile brændsler, men den udvikling beder vi dem om at bremse. Og udviklingslande beder vi om at vælge ineffektive løsninger, der hjælper markant færre af deres fattige borgere ud af mørke og fattigdom. Når vi støtter udviklingslandene ved at opstille solceller og vindmøller får flere mennesker naturligvis adgang til energi, men hvis vi havde støttet med gaselektrificering viser studier, at vi kunne have hjulpet fire gange så mange mennesker for de samme penge.

Det burde nok ikke overraske, at klimaprojektet hidtil ikke er lykkedes.

Derfor skal vi gå den klimavej som Stern nu også peger på: Vi skal øge støtten gevaldigt til forskning og udvikling af grøn energi. Det kan lykkes og rent faktisk kan det gøre en forskel for klimaet, fordi effekten ikke afhænger af, at alle lande handler i direkte modstrid med deres økonomiske interesser:

Bruger vi vores ressourcer og kræfter på forskning og udvikling af grøn energi, viser analyser, at det vil gavne klimaet og samfundet for 11 kroner for hver krone brugt. Til sammenligning er omkostningerne ved eksempelvis vores klimapolitik i Europa langt større end gevinsterne. Et gennemsnit af økonomiske modeller peger på, at omkostningerne ved EU’s klimapolitik fra 2020 og frem mod slutningen af århundredet bliver næsten 1.500 mia. kr. årligt, mens den forhindrer klimaomkostninger for omkring 50 mia. kr. årligt.

Solcellelobbyisten vil sandsynligvis indvende, at vores subsidier skaber netop den innovation, jeg efterlyser. Han vil sige, at vi skal skabe en massiv efterspørgsel efter grønne løsninger og så kommer innovationen helt af sig selv. Det er desværre ikke tilfældet.

En tysk parlamentarisk kommission har analyseret effekterne af Tysklands store grønne satsning, den såkaldte Energiewende. Kommissionen kom entydigt frem til, at subsidierne ikke skaber grøn innovation, fordi det er meget sikrere for virksomhederne at blive ved med at satse på stærkt subsidierede vindmøller, solpaneler og biomasse i stedet for at videreudvikle de eksisterende teknologier og udvikle nye, gangbare alternativer til fossile brændsler. Subsidierne skaber simpelthen forkerte incitamenter og kommissionen »finder for ingen teknologier en positiv sammenhæng« til innovation.

VI KAN ALTSÅ bestemt ikke regne med, at vi ved at støtte havvindmølleparker og opkræve PSO-afgifter skaber den teknologiske udvikling, der er nødvendig for at bekæmpe klimaforandringer.

I stedet for at regne med, at verden pludselig vælger at føre en politik, der går stik imod alles økonomiske interesser, skal vi satse på forskning og udvikling af de næste generationer af grøn energi. Vi kan kun for alvor bekæmpe klimaforandringer, hvis vi innoverer prisen på grøn energi ned under prisen for fossile brændsler.