Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Prinsen og mørkets fyrste slår til igen

20debMikaelBusch.jpg

Kronikken »Reformiver eller bedre studenter?« (Berlingske 12. januar) er forfattet af tre personer, der har haft et langt arbejdsliv i gymnasieverdenen: Ægteparret Kirsten Jakobsen og Erik Prinds præsenteres som forhenværende gymnasielærere og Jarl Damgaard som forhenværende uddannelsesdirektør i Undervisningsministeriet.

De skrivende pensionister ser ikke rigtigt nødvendigheden af den aktuelle reformiver på gymnasieområdet. Det såkaldte serviceeftersyn, der gennem længere tid har været genstand for intense forhandlinger blandt de uddannelsespolitiske ordførere i Folketinget, er – ifølge trioen – helt overflødigt, hvis der bare kommer fokus på det, der sker i klasseværelset. I stedet for en overdreven optagethed af strukturer og måleredskaber. Sådan lyder kronikørernes budskab i kortform.

Kronikken bør give anledning til stor opmærksomhed. Ikke så meget på grund af budskabet, som jo er ganske banalt og trivielt. Det opsigtsvækkende – ja, næsten sensationelle – er selve budbringerne.

Her taler nemlig et par af de helt centrale arkitekter bag gymnasiereformen af 2005. Den reform, som nu skal reformeres.

I sin tid støbte Erik Prinds som medlem af Undervisningsministeriets referencegruppe i processen frem mod reformen de afgørende kugler: Tværfaglighed i stedets for faglighed, kompetencer i stedet for pensum og projektarbejde i stedet for undervisning. Og som ministeriets grå eminence og mørkets fyrste omsatte Jarl Damgaard prinsens ideer og visioner til virkelighed.

Gymnasiereformen af 2005 blev med pauker og basuner lanceret som intet mindre end »århundredets gymnasiereform«. Lige siden har de to store reformatorer imidlertid forholdt sig forbløffende tavse. De har på intet tidspunkt forholdt sig til den sønderlemmende kritik, der har lydt fra de menige gymnasielærere gennem de sidste ti år:

Fagligt kvalitetsfald, manglende mulighed for fordybelse osv. Især er gymnasiereformens kronjuvel, AT (»almen tidsspilde«) blevet gjort til genstand for nådesløs kritik.

Men nu, hvor reformen omsider skal reformeres, føler prinsen og fyrsten sig pludselig kaldet til at give deres besyv med igen.

Og hvad er det så, de vil? De vil tilsyneladende fortsætte bevægelsen bort fra klassen som fælles rum for fordybelse, kritik og internationalt udsyn. De vil Gud hjælpe os have mere af det, der ikke har fungeret. Endnu mere individualisering. Endnu mere projektorientering. De vil kort sagt slukke brandene med benzin.