Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Presset mod Europas bløde fede bug

Vi har kun set begyndelsen af det pres, vi vil opleve fra mennesker, der synes, at Europa er det bedste sted at slå sig ned. Det bliver dyrt. Men det kan blive endnu dyrere at lade stå til.

Flygtninge netop ankommet til Grækenland. EU vil nu fordele 120.000 flygtninge. Foto: Iakovos Hatzistavrou Fold sammen
Læs mere
Foto: IAKOVOS HATZISTAVROU

Billederne varierer: En mor med sine børn i favnen, en far, der bærer sin lille datter, politimanden, der leger med den lille pige – eller vrede unge mænd. Strømmen af mennesker på vej gennem Europa har mange ansigter. Og de forskellige billeder illustrerer også den splittelse, der er i Europas befolkning, når det gælder holdningerne til det, der sker. Kun ét billede fik alle til at tie og bøje hovedet: Billedet af den lille druknede dreng i vandkanten ved Tyrkiets kyst.

Men hvad enten man opfatter menneskestrømmen som forældre med småbørn, der søger fred og tryghed, eller som vrede unge mænd med mindre klare ønsker, så er der nogle kendsgerninger, det er vigtigt at holde fast i: Først og fremmest at situationen ikke kan håndteres ved, at hvert enkelt land opfører mure og pigtrådshegn for at holde menneskestrømmen ude. Desperationen er så stor, at menneskene vil finde vej, uanset hvad, når de først er sat i bevægelse.

Håndteringen af situationen kræver en indsats der, hvor menneskene starter deres rejse mod det Europa, der for så mange står som det mest ønskværdige sted at leve. Det er en banal kendsgerning, at mennesker drives på flugt af krig, katastrofer og armod. Men menneskestrømmene bevæger sig også derhen, hvor der ser ud til at være en vej. Når Tyskland erklærer, at dørene står åbne for mange flere, end der hidtil er modtaget – eller når en svensk minister siger, at Sverige har plads til millioner af flygtninge og indvandrere – så søger menneskestrømmene naturligvis dertil, og det udvikler sig så hurtigt, at alle diger og sluser brister.

Vi lever i den globale landsby, hvor internet og mobiltelefoner sørger for, at informationer spredes med lynets hast over meget store afstande. Informationer om, hvor det giver mest mening at søge hen – og informationer om, hvor man har det godt. Og samtidig er mulighederne for, at mennesker kan transporteres fra den ene verdensdel til den anden, eksploderet i vores levetid. Vi lever med det paradoks, at i takt med, at velstanden breder sig hos Europas fattige naboer, vokser også deres bevidsthed om, hvor meget bedre vi har det i Europa, og deres muligheder for at rejse hertil.

Det er ikke en udvikling, der burde være kommet som den store overraskelse.

Jeg gravede forleden i gamle taler og fandt en tale, jeg holdt ved Venstres landsmøde i september 1990 – altså i denne uge for nøjagtigt 25 år siden – og selv om det kan være lidt ulideligt for andre, skal man ikke skånes for, at jeg citerer mig selv.

Talen blev holdt på det tidspunkt, hvor den tyske genforening var en kendsgerning, hvor demokratiet var på vej i Øst- og Centraleuropa, og vi håbede på noget lignende i Sovjetunionen, som endnu eksisterede. På landsmødet blev min daværende kollega, den tyske udenrigsminister Hans-Dietrich Genscher, udnævnt til æresmedlem af Venstre – og med ham som hovedtaler var landsmødet helliget en fremadskuende debat om det nye Europa, der tegnede sig.

I mit oplæg til debatten tegnede jeg et – syntes jeg selv – vildt optimistisk billede af, hvor det europæiske fællesskab ville befinde sig ved begyndelsen af det næste århundrede (en optimisme, der blev overhalet af virkeligheden). Og her kommer citatet: »Det er et fredens og samarbejdets Europa, jeg her beskriver – og et velstandens Europa, som vil være i stand til at yde sit vægtige bidrag til en indsats overfor fattigdommen og håbløsheden i den del af Verden, som er mindre heldigt stillet. Og vi vil gøre det i egen interesse – for fremtidens trusler kommer ikke fra øst-vest-konflikten, men fra nord-syd-konflikten mellem Verdens rige og fattige. Og lige under Europas bløde fede bug tikker en befolkningsbombe, hvor nye generationer kun har udsigt til fattigdom og nød, og hvor mange søger tilflugt enten i religiøs fundamentalisme eller i et forsøg på at smutte indenfor bag det forjættede Europas fælles ydre grænser.«

Det er den befolkningsbombe, der er begyndt at eksplodere – under Europas bløde fede bug….

Og det fortæller os, at selv om Europa er rystet af, at formentlig en million mennesker i år vil søge asyl i Europa, så har vi kun set begyndelsen på et langt større pres. Der kan hurtigt blive tale om, at snesevis af millioner mennesker fra Afrikas fattige lande søger mod Europa, hvis der tegner sig en mulighed for, at de vil blive modtaget. Ikke nødvendigvis som flygtninge, men som migranter. Hvilket ikke giver dem de samme rettigheder, som hvis de var flygtninge i FN-konventionens forstand.

Den store udfordring for Europa bliver at håndtere denne situation på en måde, som tager hensyn til alle de moralske, politiske og praktiske problemer, vi bliver stillet over for:

Moralske – fordi Europa bygger på nogle fælles værdier, som vi ikke bare kan skubbe til side, fordi nogle vanskelige problemer kræver stillingtagen. Og fordi europæerne ikke kan lukke øjnene for det medansvar, vi har for at sikre flygtninge asyl, når der altså er tale om flygtninge.

Politiske – fordi Europas befolkninger ikke er rede til så stor indvandring af fremmede, at det undergraver den måde, de har indrettet sig på. Især i de »nye demokratier« i Central- og Østeuropa ser vi, at disse ofte meget homogene samfund slet ikke er gearet til at håndtere indvandring af andre religioner og kulturer.

Og praktiske – fordi Europa slet ikke vil kunne rumme de mange mennesker, der ønsker at komme hertil.

Fordeling af flygtningekvoter er kun et her-og-nu plaster på problemerne. Derfor er det den rigtige vej, EU-lederne nu er slået ind på: Øget bistand til nærområderne, der bærer de tungeste byrder ved især den aktuelle flygtningestrøm fra Syrien, øget støtte til de EU-lande, der står med ansvaret for at beskytte de fælles ydre grænser, og hurtig hjemsendelse af dem, der ikke er flygtninge.

Men der skal meget mere til. Meget mere: FN mangler i den grad penge til fødevareprogrammer, sundhedsprogrammer og genhusningsprogrammer. Der er brug for meget store beløb. Og vist er det let at få øje på, hvem der smyger sig uden om – først og fremmest de rige arabiske oliestater. Men Europa må af med mange flere penge, hvis det hele skal give en mening.

Det bliver dyrt. Men det kan blive endnu dyrere at lade stå til.