Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Pragmatisk underkastelse

Sørine Gotfredsen: De fleste har nok opdaget, at værdikampen for tiden foregår lidt lavmælt. For mens mange danskere i denne krisetid mest frygter for den næste skiferie og græder over den døde hval i Vejle Fjord, er der fremvokset en uheldig fortrængning.

Sørine Gotfredsen, præst og journalist Fold sammen
Læs mere

Eller forglemmelse, om man vil, af de store temaer i værdidebatten, der ellers fortsat åbenbarer uhyrligheder. Således også i Dansk Boldspil-Union, hvor kommunika­tionschef Lars Berendt forleden kommenterede, hvorfor muslimske piger gerne må spille med tørklæde i landets fodboldklubber, alt imens unionen ikke tolererer religiøse symboler. Lars Berendt udtalte: »De muslimske piger kan ikke spille fodbold, hvis de nægtes retten til at dække deres hår. De brasilianske spillere kan sagtens gå på banen uden at have en Jesus-T-shirt under fodboldtrøjen«. Såre rigtigt set, og konsekvensen af dette kvindeundertrykkende princip er altså, at DBU underlægger sig muslimske skikke for ikke at nægte pigerne lov til at spille. Dette ville nemlig være i strid med ønsket om at bidrage til integrationen, der altså vejer tungere end DBUs regler angående religionsfri fodboldbaner.

Bortset fra at man kan diskutere fornuften i dette klinisk antireligiøse princip, er pointen her, at DBUs holdning til islam er særdeles fej. Den pakkes selvsagt ind i pæne ord om hensyn til pigerne, men det er desværre ikke pæne fraser, der er mest brug for i kulturkampen. Det er derimod klar tænkning og konsekvens, og DBUs svigt udgør et trist eksempel på, hvordan vi i Vesten taber terræn. Vi kalder det for pragmatisme og ser os selv som svært overlegne i oplyst tænkning, men på bundlinien handler det om ren underkastelse. DBU udviser netop den blanding af frygt og luftig ideologi, der gør, at vi knap opdager alle de kampe, vi taber. Men lad os sande, at hvis man gør undtagelser, hver gang muslimske skikke står i vejen, kan man lige så godt officielt meddele, at islam som eneste religion har særstatus. På yderst kontant vis har den krævet særlig respekt og omsorg i en udstrækning, der gør, at den nu har fået det. For sådan går det i et samfund, hvor urbefolkningen hviler så passivt i egen eksistens, at den blot forlader sig på, at pragmatismen vil sejre.

Det vil den ikke, og de muslimske piger bliver ofre for vildfarelsen. I første omgang glæder de sig naturligvis over at kunne spille fodbold, men reelt lades de jo i stikken. For hvis DBU virkelig ønskede integration og ikke bare et politisk korrekt image samt nye betalende medlemmer, ville man ikke knæle så dybt for at få pigerne på banen. Man ville kæmpe for at få dem derud uden tørklæde, idet deres forældre omsider havde accepteret unionens regler. Men nej. DBU har underlagt sig islam, og Lars Berendts ord beskriver det sært naive hovmod, der driver dette land fra det ene nederlag til det næste. Vi hylder sekularismen og ligeværdet, men når muslimer nægter at anerkende diverse normer, meddeles det høfligt i integrationens følgagtige navn, at det behøver de heller ikke. Det er muligt, at det for tiden behager flere sjæle at slås for døende hvaler og fire år på dagpenge uden at bestille noget, men en helt central kamp eksisterer fortsat. Den er trængt lige nu, hvor danskerne mest af alt frygter for deres overflod, men den skal nok lade høre fra sig.