Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Præsten skal missionere, ikke give op!

Marie Krarup. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når man læser kronikken med overskriften: »jøder, kristne og muslimer« 16. december, kan man komme til at tro, at det er et fedt, om man tror på Allah, Gud eller Jahve. Derfor er det også dybt deprimerende, at en præst fra den danske folkekirke er medskribent på kronikken. For det er jo ikke et fedt. De tre kronikører, der repræsenterer hver sin tro, påstår, at de tre religioner har næstekærlighedsbudet til fælles. På baggrund af denne påstand, - som er forkert - konkluderer de, at religion ikke må blive til et »stridens æble«, men at de troende i stedet skal holde fred med hinanden.

Jeg vil gerne gå med til, at de troende skal holde fred med hinanden. Men jeg vil ikke bede de kristne om at holde op med at forkynde deres egen religion. Mission er en indbygget del af kristendommen, der anser sig selv for en universel religion. Som islam for øvrigt også gør. Det giver ikke mening for kristne og muslimer at give op og sige, at det er da også lige meget, om der er flere, der kommer til tro på mit evangelium. Og for de kristne er det jo netop kristen næstekærlighed at forkynde det livgivende og befriende budskab for sine nærmeste!

Og her er vi ved kronikkens kerne-misforståelse. Næstekærlighed i de tre religioner er tre forskellige ting. I kristendommen er næstekærlighed et bud om at møde de folk, der krydser din vej, med kærlighed. Uanset deres baggrund, religion, køn, hudfarve osv. Men der er ingen opskift på, hvordan man gør det. Man skal selv finde ud af det.

I ISLAM ER DER givet en opskrift på frelsen, der er vigtigere end alt andet - nemlig loven (shariaen). At overholde den anses for næstekærlighed, selvom de fleste andre religioner ikke vil kalde det næstekærlighed. Der indgår regler i shariaen, som de færreste vil kalde næstekærlige, såsom udstødelse af folk, der forlader islam, eller regler om at kvinder rangerer lavere end mænd. Der er samtidig et meget skarpt skel mellem de troende og de vantro, der har helt forskellig værdi. Derfor er kristne og jøder også traditionelt blevet behandlet som andenrangsborgere i muslimske lande. Det er dog et stort fremskridt i forhold til hinduer, buddhister og andre polyteister, der er blevet dræbt eller fordrevet.

Jødedommen ligner i højere grad kristendommen, hvad angår næstekærlighed, men har dog også lovforeskrifter, der ikke må brydes, og som gør det svært at praktisere næstekærlighed så kompromisløst som kristendommen lægger op til.

Der er simpelthen tale om tre meget forskellige opfattelser af et fælles ord. Hvis ikke man gør opmærksom på det, når man opfordrer folk til at lade være med at rive hovedet af hinanden, så undertrykker man en utrolig vigtig del af de tre religioner.

LAD GERNE MUSLIMEN gå ud og forkynde kristen næstekærlighed i sin menighed, og jøden i sin. Men lad for Guds skyld ikke de kristne forkynde muslimsk næstekærlighed blandt kristne. Og lad ikke de kristne tro, at den kristne næstekærlighed er den samme som den muslimske og den jødiske. For det er simpelthen forkert. Det bør en præst fra den danske folkekirke ikke skrive. Han bør i stedet gøre, hvad han kan for at vise muslimen og jøden, at Gud også er til for dem, og at også de kan finde fred i det kristne evangelium. Præsten skal missionere, ikke give op!