Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

»Præmieperker, kokosnød og husneger«

Debatten skal tilbage på sporet. Ord som »kokosnød« og »husneger« skal på trods af den sproglige kreativitet ikke tage opmærksomheden og taletiden medmindre hensigten er at finde årsagsforklaringer, som kan føre os konstruktivt videre.

Ahmad Mahmoud Ahmad Mahmoud har skrevet bogen »Sort land« Fold sammen
Læs mere

Præmieperker, kokosnød og husneger er nogle af de prædikater, der i debatten bliver sat på min person. Ophavsretten til disse kreative og metaforiske skældsord kan ikke placeres hos en enkel gruppe eller i et bestemt medie. Flere mener, at dele af venstrefløjen er afsendere af den hadefulde retorik, men venstrefløjen kan ikke alene tage »æren«, da vreden mod debattører som jeg eksisterer i mange lejre. Blandt andet gror racismen i egen baghave, hvor den blomstrer som aldrig før.

Med denne beskyldning for øje vil jeg også vise min bekymring ved, at man i debatten fokuserer på ord alene uden at se på kontekster og årsager. Dette ordknepperi er ved at tage overhånd, og ord og sætninger uden substans flyver rundt og fungerer kun som sproglige øretæver og beskyldninger. Det forurener dialogen på mange lag og ødelægger det, som burde være en substantiel meningsudveksling til gavn for demokratiet og her konkret kampen for den individuelle frihed. Man kan synes, at jeg med denne kommentar gør det samme, men mit ærinde er at invitere til et distanceret blik på dels ordenes betydning, dels debatformen.

Du er for dansk: Allerede i den spæde pubertet blev jeg mødt med nedsættende gloser omkring min glæde ved det danske. Sproget har altid interesseret mig, og jeg elskede nye ord, ordsprog og sågar lyriske konstellationer.

Dette kom naturligvis engang imellem til udtryk i familiens skød, når jeg ikke lige var opmærksom på at censurere mig selv. Det udløste ingen anerkendende opmærksomhed, og det skete tit, at jeg fik at vide, at jeg var »en fucking wannabe dansker«. Hvis jeg på Statoil forhindrede mine naboer fra Askerød i at stjæle sprut, var jeg en »lortedansker«. Dette tegner faktisk et billede af en dansker som et veltalende og ærligt menneske, men som jeg under ingen omstændigheder måtte identificere mig med.

Det er angsten for det fremmede, som ikke passer ind i vores verdensforståelse, som skaber uorden, og truer vores værdier og identitet, der gør sig gældende her.

Kokosnød: Når ordet »kokosnød« bliver brugt om folk som jeg og andre med samme mission, er det en metaforisk tilsvining, der sammenligner os med en frugt, som er brun udenpå og hvid indeni. Altså en falsk forræder, der udleverer sine egne. Det er en reaktion, som kan sammenlignes med »wannabe dansker«, og den placerer os i en position, hvor man fremstår amoralsk i forhold til de moralsæt, man er født med.

Et andet perspektiv på ordene er, at du ved at sætte spørgsmålstegn ved egen kultur, slipper offerrollen. Du tager ansvar for eget liv, hvor du før har tildelt omgivelserne skylden for din elendighed. Det er en farlig situation, og mange ønsker at forblive i rollen med de fordele, den tilskriver.

De moderate muslimer: De samme beskyldninger kommer fra den gruppe, som egentlig på mange måder har brudt med gamle normsæt og tilegnet sig demokratiske frihedsværdier. Her kommer ordene blot i en anden indpakning. »Populist« og »medieluder« er nogle af dem. Her er det frygten for at blive placeret i en middelalderlig- og kvindeundertrykkende kultur, som man ikke vil identificeres med.

Venstrefløjen: Vi har alle dage været bekendt med den ydre højrefløjs racisme, derfor er det bekymrende, at vi fra dele af venstrefløjen møder modstand, når debatten går på at slå ned i en kultur, der på alle måder distancerer sig fra den danske med værdier som demokrati og frihed. Her fremstår debattører som jeg også som personer, der vil promovere os selv på bekostning af en anden etnisk gruppe, som ifølge dem, skal bevare sin oprindelige kultur. Problemet er, at venstrefløjen orienterer sig mod det særlige smukke ved kulturen og glorificerer den ved at anskue den ud fra et 1001 nats eventyrlige univers. Venstrefløjens grundværdier om mangfoldighed, tolerance og religionsfrihed bliver truet af en tendens til nationalisme og autoritet, når det bliver sagt højt i debatten, at man skal indordne sig under det danske regelsæt.

Der vil altid opstå en modreaktion, og det er den, som vi skal fokusere på, og ikke hvilke skældsord, det medfører.

Debattørernes interne strid: Det mest komiske, ja, nærmest tragisk-komiske er, at debattørerne indbyrdes tilsviner hinanden på trods af den fælles sag. Hvis man, som jeg, er maskinmester og mand, kan jeg ifølge dem ikke udtale mig om f.eks. kvindernes forhold i den patriarkalske familie. Her er jeg også medieluder. I virkeligheden er det en form for jantelov, der er på færde, og der er løbende etableret konkurrence-lignende tilstande i debatten.

Fælles kurs: Debatten skal tilbage på sporet og afspejle demokratisk dialog, accept af anderledestænkende og ligeværdighed. Ord som »kokosnød« og »husneger« skal på trods af den sproglige kreativitet ikke tage opmærksomheden og taletiden medmindre hensigten er at finde årsagsforklaringer, som kan føre os konstruktivt videre. Som debattører må vi tænke på vores position som rollemodeller, droppe den hadefulde tone og fokusere på det egentlige formål om at fremme retten til eget liv.