Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Politiske præster – og en biskop

Kathrine Lilleør, Sognepræst, ph.d. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Lutherske præster må ikke forkynde politisk. Punktum. Men nogle gør det alligevel. Blander kristendom og politik. I den forgangne uge drak både en biskop og en håndfuld præster med evangeliet som påskud dybt af den politiske suppe.

Det begyndte ellers fromt. »Mission« og »omvendelse« bør indgå i folkekirkens formålsparagraf, mente Lolland-Falsters biskop, Steen Skovsgaard. Ikke overraskende, for biskop Skovsgaard udgår fra den missionske fløj i kirken. Aarhusbispen Kjeld Holm reagerede imidlertid prompte på bispekollegaens forslag, og udtalte, at »mission« ikke er et begreb, han bruger, og »omvendelse« for ham er et »tomt« ord. En voldsom udtalelse, der umiddelbart burde gribe Grundtvig-tidehvervske præster om hjertet.

Traditionelt taler man om tre retninger i dansk kirkeliv: den missionske, den grundtvigske og den tidehvervske. Tidehverv er navnet på et tidsskrift, der udkom første gang i 1926, og helt frem til 1990erne var man drevet af en lidenskabelig modstand mod alle forsøg på at sætte kristendommen på ydre formel. Man så Indre Mission som sin hovedmodstander, fordi missionsfolkene forkyndte en kristendom, der opfandt sine egne »kristelige« love, man kunne dømme andre mennesker efter. En af lovene handlede om mission, der helt konkret gik ud på at få folk til at omvende sig. Det vil sige at være enige i missionsfolkenes opfattelse af, hvem der var gudvelbehagelige – og hvem der ikke var det. Den form for omvendelse gav tidehvervsfolkene intet for. Omvendelse sker i hjertet. Det er en sag mellem Gud og menneske, og ingen andre kan dømme, om den er sket eller ej. De første tidehvervsfolk ville have elsket Kjeld Holm for hans rå afvisning af såvel mission som omvendelse.

Men i stedet for at kysse Kjeld Holm på begge kinder, tiljublede de Grundtvig-tidehvervske forleden den lollandske biskop og hånede Kjeld Holm for ikke at fatte, hvad kristendom er. Én mente ligefrem, at Kjeld Holm burde gå af. Hvorfor slår de tidehvervske sig pludselig sammen med missionsfolk og råber på mission og omvendelse? Fordi der er gået politik i den teologiske debat. For ti år siden erklærede Dansk Folkeparti, at man mente, at danske præster burde tage deres missionsopgave over for muslimer mere alvorligt. DFeren Søren Krarup har redigeret tidsskriftet Tidehverv i en menneskealder, og her har man længe ment, at islam og danskhed er uforenelige størrelser. Man har gjort kristendommen til den åndelige løftestang for indvandrernes integration. Præster skal missionere; det vil sige omvende muslimer.

Kjeld Holm har det modsatte politiske syn på integration. Han var formand for Nævnet for Etnisk Ligestilling, som Dansk Folkeparti fik nedlagt i 2002. Når Holm kalder »omvendelse« for tom, er det ikke, fordi han er blevet tidehvervsmand i gammeldags forstand. Men det er, fordi han ikke kan høre ordene »mission« og »omvendelse« uden at høre ekkoet af nedladende DF-imperialisme over for ikke-kristne danskere. Tilsyneladende en teologisk debat om kristen mission og omvendelse blandt biskopper og præster, men i virkeligheden handlede den om landspolitik og indvandrerdebat. Hvilket er synd. Bogstavelig talt.