Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Politiske partier er ubetydelige for samfundsudviklingen

Er der da ikke nogen politikere, der slås for noget? Jo, yderpartierne, men de får sjældent eller aldrig indflydelse, skriver Hans Mouritzen, DIIS, Traditionelt har partierne tilpasset sig de politiske vilkår. Derfor er det ikke overraskende, at en rød regering fører blå politik, eller at en blå statsminister bliver grøn.

Da Danmark skulle være vært for COP15, klimatopmødet i 2009, blev statsminister Anders Fogh Rasmussen pludselig »grøn«, skriver Hans Mouritzen. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Trods redningskransen til dagpengemodtagerne i folketingsårets 11. time er det store billede en rød/lilla regering, herunder et angiveligt socialistisk parti, der fører blå politik; for få år siden førte Anders Fogh Rasmussen (V) socialdemokratisk økonomisk politik. Det er ikke bare sådan, at politiske partier »mødes« på midten; de krydser undertiden over: Selskabsskatten sænkes nu, som ingen borgerlig regering havde turdet.

Dette billede er ikke så overraskende i udenrigspolitik: Den »brede enighed om dansk udenrigspolitik« har den underliggende forudsætning, at alle danskere har visse fælles interesser over for omverdenen. Partierne finder dog ofte nogle marginalområder (undskyld Mellemøsten!), hvor de kan profilere sig op til et valg (f.eks. S-SF på Palæstina).

Men som regel får det ingen betydning: da Danmark i november skulle stemme i FNs generalforsamling om Palæstinas status som observatørstat, var de borgerlige partier hurtigst til at melde ud, at Danmark burde stemme for; statsministeren tøvede på grund af et advarende brev fra Washington.

MEN HVORDAN KAN det være, at det tilsyneladende er ligesådan i indenrigspolitikken: fordelingspolitikken med et mere beskedent indslag af fælles interesser. Her burde man da holde hver på sit? Selv om tendensen har været sat på spidsen i dette folketingsår, har de politiske partier traditionelt tilpasset sig såvel givne vilkår (omstændighederne) som »tidsånden« snarere end at realisere egen ideologi.

Det er langtfra sikkert, at f.eks. en højreorienteret tidsånd giver parlamentarisk flertal til de borgerlige. Det eneste sikre er, at partierne hver især tilpasser sig den. I slutningen af 1930erne blæste højrevinden med parlamentslede. Socialdemokratiets Thorvald Stauning sejrede stort ved at gå til højre og være landsfader.

Lige efter krigen var det amerikanismen og den (berettigede) frygt for Sovjetunionen, der var afgørende. Socialdemokraterne var ikke mindre pro-NATO end de borgerlige, og de borgerlige indså hurtigt det håbløse i at slås for stationering af fremmede tropper på dansk territorium i fredstid og at bekæmpe dansk A-våbenfrihed (som Socialdemokraterne havde opnået i NATO). Indenrigspolitisk oplevede Socialdemokraterne i 1950erne og 60erne et sjældent sammenfald mellem ideologi og økonomiske muligheder som angivet af den key- nesianske sagkundskab.

»Det er dejligt at være socialdemokrat,« udtalte statsminister J.O. Krag, og det forstår man godt. Tilpasning var for en gang skyld unødvendigt.

Da de gode tider fortsatte, og vinden i den (nord)vestlige verden blæste fra venstre (tidsånd: ungdomsoprøret), forstod den i 1968 tiltrådte VKR-regering godt, at der ikke kunne føres borgerlig politik (selv om VK havde ventet i kulissen i 15 år med netop det formål). Det blev der heller ikke; de offentlige udgifter steg som aldrig før. Pornoen blev frigivet under en konservativ justitsminister, osv.

For Poul Schlüter, statsminister i 1980erne, var ideologi »noget bras«; det vedstod han endog offentligt i modsætning til tidligere og senere kolleger. Murens fald gav dog et ryk til højre: når socialisterne ikke længere selv troede på deres budskab, hvem skulle så?

Men det var ikke så markant i Danmark og da slet ikke under Anders Fogh Rasmusen i 00erne. Hans ungdomspolitiske »minimalstat« blev lagt i pejsen, og han blev en god »socialdemokratisk« statsminister på det økonomiske område; ellers var han næppe forblevet på posten så længe (så kompenserede han Venstres Ungdom på det værdipolitiske område ved at betone ytringsfriheden under Muhammed-krisen).

Da Danmark fik muligheden for at være vært ved et stort anlagt klimatopmøde i FN-regi, blev Fogh »grøn« over en nat, selv om Venstre nok var det parti i Folketinget, der havde stået klima- og miljø-engagementet fjernest.

Er der da ikke nogen politikere, der slås for noget?

Jo, yderpartierne, men de får sjældent eller aldrig indflydelse – jf. Enhedslisten i dag. Kristeligt Folkeparti gik imod en tidsånd og bekæmpede tappert pornoen og den fri abort; begge dele er der endnu, mens partiet er gået bort. Dansk Folkepartis udlændingepolitik formåede derimod at opfange en tidsånd. Når den materialiserede sig i officiel dansk politik i 00erne, var det imidlertid, fordi VK, S og endog SF sadlede om og fulgte med et langt stykke ad vejen – kort sagt tilpassede sig.

DE TONEANGIVENDE POLITISKE partier er blevet en art rekrutteringsmaskiner til udvalgsposter, partilederskab og i enkelte tilfælde regeringsposter. Det er selvfølgelig samfundsmæssigt nyttigt, at rivaliseringen om disse poster kan foregå under civiliserede former.

Her bliver de ideologisk motiverede politikere ubarmhjertigt sorteret fra – jf. en Özlem Cekic i SF eller en Søren Pind under Anders Foghs lederskab. Og langt tidligere er de unge, der idealistisk gik ind i politik for at »påvirke samfundsudviklingen«, siet fra.

Det store billede: De toneangivende politiske partier, styret af partistrategier, vugger i indbyrdes takt og i takt med såvel vilkårene som tidsånden. Med forbehold for Socialdemokraternes medvind i tiåret 1957-67, skaber de ikke selv det danske samfund. Vi har en fair konkurrence om magten og en højt udviklet politisk kultur, men – sat på spidsen –de politiske partier er ubetydelige for samfundsudviklingen. Stik imod hvad de selv siger.