Statsministeren minder mere om teknokraten, den tidligere regeringsleder Monti i Italien, der gennemførte svære men nødvendige reformer. Man kan mene, hvad man vil, om regeringens vækstpakke og reformpolitikken. Men må anerkende regeringens – og ikke mindst Socialdemokraternes og SFs – politiske mod. Partierne har vist sig parate til at gå imod kernevælgerenes interesse, uanset om det er kontant- og dagpengemodtagere, uddannelsessøgende, mv.

Hvor jeg dog savner et tilsvarende politisk mod i Europapolitikken. EU står i dag over for store reformer, men regeringen håber, at det hele driver over. På de store spørgsmål om bankunionen og den vigtige patentdomstol går ja-partierne som katten om den varme grød.

Der er en sørgelig mangel på visioner og opfindsomhed, når det gælder de virkelige problemer i dagens Europa: Ungdomsarbejdsløsheden, konkurrencepresset fra BRIK-ladene, der ikke alene råder over en billig, men også en dygtig, effektiv og hårdtarbejdende arbejdskraft, og udfordringen fra USA, som vi bestandig halser bagefter i forhold til innovation, kreativitet, nytænkning og udvikling.

Mest graverende er den manglende villighed til at diskutere Europapolitikken med baggrund i voksende EU-skepsis. Her er det SF, der har sejret ad helvede til – tidligere stod S og ikke mindst R tidligere for en fremadrettet Europapolitik.

Der udvikler sig i disse måneder og år et EU i flere hastigheder centreret omkring euro-gruppen – først med bank­unionen, siden med en finanspolitisk union og så med en egentlig politisk union med baggrund i den traktat, som allerede nu forberedes ude i Europa.

Her bør regeringen træde i karakter og melde klart ud, at den ser Danmark som en del af en indre kerne – og ikke blafrende som et B-medlem ude på sidelinjen.

Danmark skal genfinde selvtilliden og se i øjnene, at vi på mange måder er et foregangsland, når det gælder kort afstand mellem beslutningstager og borger, brug af vedvarende energi, velfærd og ligestilling.

Det er glædeligt, at statsministeren nu har taget initiativ til en bred forhandling om et nyt nationalt kompromis om Danmarks fremtidige europapolitik. Men det er afgørende, at den høringsfase, der bør gå forud for en aftale om et nationalt kompromis, ikke alene inddrager de politiske partier, som er skræmt fra vid og sans af en stadig mere EU-skeptisk befolkning. Erhvervslivet, fagbevægelsen og organisationer bør alle have mulighed for at øve indflydelse i en sådan EU-høring.

Forhåbentlig vil kompromis’et samtidig være en anledning til at bringe Europapolitisk orden i eget hus. Såvel blå som rød blok har begået eklatante løftebrud, når det gælder deres forsikringer og tilsagn om folkeafstemninger om afskaffelse af EU-forbeholdene. Skaden kan nu gøres god igen. Ud fra den elementære betragtning, at det kun er ved at deltage helt og fuldt i det europæiske samarbejde, at Danmark kan genvinde suveræniteten- dvs. indflydelsen på vor egen hverdag – i en globaliseret verden.