Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Politisk merkantilisme

Peter Kurrild-Klitgaard, Professor, ph.d. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Moderne økonomisk teori opstod i 1700-tallet i kølvandet på dårlige erfaringer med den slags økonomisk politik, der benævnes »merkantilisme«. Overalt i Europa henvendte hjemlige producenter sig til konger og politikere og bad om fordele for dem selv: Afgifter på konkurrerende varer. Forbud og påbud der ramte konkurrenterne. Tilskud til egen produktion. Den nye økonomiske videnskab viste i både teori og praksis, at sådanne politikker udover at begrænse forbrugernes frihed gjorde landene fattigere.

Hvilket bringer os til Mogens Lykketoft, formand for Folketinget og tidligere formand for Socialdemokraterne, som har kastet sig ind i debatten om finansiering af de politiske partier. Han vil tvinge partierne til at offentliggøre mere detaljeret, hvem der støtter dem, og samtidig vil han tredoble de millioner af skattekroner, som partierne får via statskassen i forhold til deres størrelser – og modregne de private bidrag.

Man skal altid passe på med motivfortolkninger – mennesker kan jo gøre og sige ting af mange forskellige grunde, og ingen andre ved med sikkerhed, hvorfor de gør, hvad de gør. Alligevel er det svært ikke at tænke på timingen af Lykketofts forslag: Et tidspunkt, hvor hans eget parti ikke længere er fast nyder af enorme bidrag fra fagbevægelsen, hvorimod de borgerlige partier er blevet dygtigere til at rejse bidrag. Og et tidspunkt, hvor netop Socialdemokraterne ikke blot ligger skidt i meningsmålingerne, men så lavt, at man skal slås med Dansk Folkeparti om at være næststørst – og dermed står til en voldsom økonomisk øretæve efter det kommende valg. En, der så med garanti vil betyde et blodbad i partisekretariatet, netop som man ikke længere vil have ministeriernes medarbejdere at trække på.

Men udover at det aldrig er kønt, når politiske aktører bruger lovgivning til egen fordel, så er det heller ikke nødvendigvis en god idé. Statstilskuddene til partierne blev indført i 1986 og 1995 – bl.a. med henvisning til, at partiernes medlemstal var faldende, og at man havde brug for at udbygge ekspertisen i partiernes sekretariater. Udover støtte direkte til sidstnævnte får hvert parti i dag 30 kr. per stemme fra skatteborgerne. En åbenlys konsekvens er, at det i dag koster partierne penge, hvis de vælger det upopulære (men måske rigtige) standpunkt fremfor det populære (men måske kortsigtede). Jo mere statsstøtten til partierne øges, desto større er incitamentet til at lefle for folkestemningen. Og mens de betydelige statstilskud til sekretariaterne nok har styrket partiernes ekspertise, har de også pakket partierne ind i spin og teknokrati.

At gennemtvinge åbenhed om private bidrag lyder på papiret godt, men af mindst to grunde er det mere kompliceret. Dels vil det uden tvivl afholde mennesker fra at støtte af frygt form at det ville kunne blive brugt imod dem.Dels fordi det er med private bidrag til partierne ligesom med vand, der løber ned ad bakke: At blokere et sted, øger bare presset andetsteds. At tvangsåbne partiregnskaberne vil blot betyde, at støtten i stedet gives til det, der i USA hedder »political action committees« – altså private foreninger og fonde, der ikke er identiske med partierne, men fører kampagne parallelt med disse, helt gedulgt. Dette har i USA været en kraftig medvirkende faktor for fremkomsten af såkaldte »negative kampagner«, der ikke er på vegne af bestemte partier, men imod deres modstandere.

Her, som så mange andre steder, taler meget for, at politikerne blander sig så lidt som muligt.