Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Politisk leg med ilden

Herhjemme leger Blå Blok så lystigt med tændstikker, at den er ved at sætte bygningen i brand. Når de blå partier efter det før eller siden kommende valg ser betuttet på brandtomten, kan de hygge sig med at give hinanden skylden for brandstiftelsen.

26DEBPerStigMoeller-7200770.jpg
Per Stig Møller. Fold sammen
Læs mere

Som barn fik man altid at vide, at man ikke måtte lege med tændstikker. Den børnelærdom synes at være glemt. For ikke siden 1930erne er der blevet leget så meget med ilden som i dag.

Herhjemme leger Blå Blok så lystigt med tændstikker, at den er ved at sætte bygningen i brand. Når de blå partier efter det før eller siden kommende valg ser betuttet på brandtomten, kan de hygge sig med at give hinanden skylden for brandstiftelsen. Årsagen til branden kender vi imidlertid allerede i dag. Den skyldes lysten til ramasjang-politik i stedet for den kedeligere resultatpolitik.

Forskellen mellem ramasjangpolitikeren og resultatpolitikeren består i, at den første går efter overskrifter, mens den sidste går efter resultater. Ramasjangpolitikeren får langt mere omtale end resultatpolitikeren, men vedkommende får ingen resultater, for hans eller hendes højlydte krav er skudt ned, inden man overhovedet når til forhandlingsbordet, således som Dansk Folkeparti allerede har nedskudt Liberal Alliances krav om topskattelettelser på fem procentpoint hele vejen op. Resultatpolitikeren derimod går stille med dørene og forhandler diskret undervejs for at finde en løsning, der tilfredsstiller alle parter, uden at nogen får alt opfyldt, thi det er ikke muligt i et land med mindretalsregeringer. Her kan kun regeres gennem kompromiser. Når der i stedet for forhandlinger har været tilstrækkeligt megen ramasjang, ender det hele med at bryde sammen, med mindre en af parterne vælger at give efter. Det kan bare ingen af ramasjangpartierne, for derved står de afklædt tilbage. Derfor kan de kun satse på enten at få det hele eller via ramasjangen at vinde valget. Udløses dette af ramasjang, står resultatpolitikeren dårligere, fordi denne ikke har taget overskrifterne og ikke været i TV-nyhederne dagligt.

Under valgkampens kakofoni er resultatpolitikeren derfor ikke nær så morsom som ramasjangpolitikeren, som kan få en stor vælgerfremgang uden bagefter at kunne bruge den til noget! Som det skete for Villy Søvndal efter valget i 2011.

Resultatet er intet resultat

Ramasjangpolitikeren vinder valget, uden at få resultater hjem, mens resultatpolitikeren taber valget og derfor heller ikke får noget resultat med hjem. Slutresultatet bliver, at der slet ikke kommer noget politisk resultat, hvorved de problemer, landet står over for, fortsat står uløst tilbage.

Men det er ikke kun i Danmark, det foregår på denne måde.

I Storbritannien legede ramasjangpolitikerne så lystigt med ilden, at det endte med Brexit, hvorefter de løb skrigende bort fra ansvaret. Det overlod de til resultatpolitikerne med det mulige slutresultat, at Skotland forlader UK, som dermed ligger i ruiner.

I EU leges der også med ilden. Det er symptomatisk, at statschefernes sejltur på Donau blev afkortet, fordi bundforholdene forhindrede båden i at tilbagelægge den planlagte rute. Det kan EU tilsyneladende heller ikke. Derfor samler EU stadig migranter op ud for Libyens kyst og sejler dem til Sicilien, hvorfra de fleste egentlig skal sejles tilbage igen, men det kan man ikke, for ingen vil have dem tilbage. Og dem, man skal aftale tilbagetagelsen med, kan eller vil ikke forhandle. Altså står man uden en løsning. Så tager ilden fat i de hjemlige bygninger, sådan som vi netop har set det med valgene i Tyskland, der risikerer en langvarig, politisk krise efter næste Forbundsdagsvalg.

Sandheden er ilde hørt

I USA udsteder Donald Trump løfter, han ikke kan indfri, med mindre han vil sætte ild i en masse huse. Det ene hus er NATO, som ikke er meget værd, hvis han sætter spørgsmålstegn ved NATOs musketered. Det andet er verdensøkonomien, som kan få et gevaldigt stød ned, hvis han realiserer sin anti-frihandelspolitik. Det tredje er Europa, som kommer ind i en sikkerhedspolitisk meget usikker tid, hvis han lever op til sin beundring for Putin.

Og hvorfor er vi så kommet derhen, hvor ramasjangpolitikken har afløst resultatpolitikken? Der er flere grunde. Medierne finder ramasjang mere fornøjeligt end resultater. Det fragmenterede mediebillede bevirker, at vi i stadigt stigende grad får vore oplysninger fra de mange sociale medier, hvoraf vi foretrækker dem, vi er enige med, og dermed udelukker os selv fra at møde en modsigende oplysning og lytte til et modsat synspunkt. Derfor kan ramasjangpolitikeren slippe af sted med at sige hvad som helst. Fra historien ved vi, at enhver revolution inden for kommunikationsteknologien ændrer vore styreformer. Det er en sådan ændringsproces, der netop er i gang i vore demokratier.

Goddag til det post-faktuelle samfund, som i USA kaldes »samfundet efter sandheden«. For den er som bekendt ilde hørt, og derfor leges der videre med tændstikkerne.