Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Politikkens grænseløshed

Tom Jensen: Et valg er forestående, og landets fremtid er på dagsordenen. I den forbindelse kunne man ønske sig, at et deltema blev mere fremtrædende, end tilfældet er. Det handler dybest set om, hvor grænserne for politik skal gå. I hvor høj grad det er sundt, at politikerne tiltager sig retten til at blande sig i stort og småt med lovgivning om detaljer i forhold til menneskers liv og færden.

Tom Jensen, chefredaktør Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En aktuel sag belyser problemstillingen, som ikke alene handler om den enkelte borgers frihed til gøre, som man vil. Men også om, hvor mange fælles ressourcer det er sundt at bruge i et samfund for at opstille regler om de mindste detaljer – og bagefter tilsikre, at disse regler overholdes, og at folk stilles til ansvar, hvis de ikke overholder dem.

Den aktuelle sag stammer fra Aarhus, hvor Dansk Handicap Forbund netop har meldt en gruppe private boligejere i Malling til Aarhus Kommune. Boligejernes brøde er, at de har bygget deres egne, private terrasser i forbindelse med deres egne boliger nogle centimeter under husenes gulvniveau. Og det er ulovligt. Som det hedder i TV2 Østjyllands skildring af sagen, så fremgår det af nogle tre år gamle paragraffer i bygningsreglementet for nybyggeri, at forskellen mellem niveauet inde og ude maksimum må være 2,5 centimeter.

»Foran døren skal etableres et område på mindst 1,5 x 1,5 meter så man kan vende med en kørestol, og så skal der være en rampe med en maksimal stigning på fem procent«. En husejer, Rasmus Jensen fra Malling, giver over for TV2 Østjylland udtryk for stor forståelse for, at byggeri i det offentlige rum skal tage hensyn til handicappedes forhold, men – som han udtrykker det:

»Når det kommer til min private have vil jeg gerne selv have lov til at bestemme hvordan jeg vil udforme min terrasse«.

Hvor har han ret. Vi har her at gøre med eksemplet på en centralmagt, der tilsyneladende har det fint med en politik, som er grænseløs. Som i årevis under skiftende regeringer har kombineret besværgelser om, at der nu skulle ryddes op i lov- og regeljunglen med en stejlt stigende tendens til at strø om sig med love og regler. Herunder lovpligtige handicapforanstaltninger ved anlæggelsen af private terasser. Når der er grund til at rejse emnet her, er det også fordi en fremtrædende Venstre-politiker, Karsten Lauritzen, i sin blog på jp.dk forleden tog fat på det. Med afsæt i temaet om grænser for politik kastede Lauritzen sig ud i et fuldt berettiget angreb på SFs forebyggelsesudspil, der er én lang opvisning i politikkens grænseløshed og trangen til via forbud og påbud at detailregulere folks liv ud fra princippet om, at »vi kan som samfund ikke tillade os at reducere den enkeltes sundhedstilstand til et resultat af den enkeltes frie valg«, som det hedder i udspillet. Karsten Lauritzen har bestemt en pointe, der blot svækkes af, at den regering, som hans eget parti nu i ti år har været en del af, har slået alle rekorder i regeltyranni og reguleringstrang. Det er med andre ord ikke et problem, man kan isolere til SF. Det optræder i stort set alle partier, hvorfor det da også er værd at minde om, at bygningsreglementet om private terrassers obligatoriske handicapfaciliteter er skabt i den borgerlige regerings tid. Resultatet er i sidste ende et samfund, som bliver dyrt og dårligt – og fratager mennesker et personligt ansvar. At det er kommet dertil, kan VK-regeringen ikke frasige sig en del af skylden for.