Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Politikersprog er en trussel mod demokratiet

I stedet for at gemme sig bag et teknokratisk sprogbrug, skal politikerne ud af busken med tydelige værdier, ærlig tale og klare alternativer. Det er vejen til en demokratisk debat.

"Politiske tiltag bør aldrig gennemtrumfes på sprog, der skjuler politikernes hensigt med dem." Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvad mener politikerne egentlig, når de taler om »karensdage« og »omprioriteringsbidrag«? Kun de færreste kan afkode disse tekniske og intetsigende termer. Alligevel kaster man om sig med dem i den politiske debat. Politikere og andre meningsdannere går som katten om den varme grød og står ikke ved hverken intentionen eller effekterne af deres politik. Man skjuler grundlæggende ideologi og forventelige konsekvenser i embedsmandssproget.

Det er netop den slags udsagn, der giver mere politikerlede og øger den demokratiske mistillid. Når politikere undlader at fortælle klart og præcist, hvorfor de gør, som de gør, og i stedet gemmer sig bag et tomt embedsmandssprog, bliver deres ærinde ofte ugennemskueligt og bidrager alene til at hælde benzin på mistillidens bål. Det avler tanker som: »De mener jo alle sammen det samme«, og »hvilken forskel gør min stemme?« Det tørre og påståede neutrale embedsmandssprog forurener debatten.

I modsætning til den teknokratiske forurening af både sprog og demokrati kan et politisk sprog, der er gennemsyret af værdier, styrke vores demokrati. En reflekteret anvendelse af framing, kan udgøre en demokratisering af den politiske kultur, fordi framingen vil kræve tale direkte fra hjertet, et afsæt i afsenderens grundlæggende værdier og en forpligtelse til altid at levere klare alternativer til borgerne.

»Framing« kan forklares som et filter, der fremhæver nogle dele af virkeligheden, mens andre dele udelades. Når vi taler om en given sag, vil den framing, vi bruger, således være styrende for, hvilke ideer og billeder, der dukker op på vores tilhøreres nethinder. Det betyder kort sagt, at der altid vil være særlige værdier og holdninger indlejret i sproget, og at framing derfor er en grundlæggende præmis – en fast bestanddel – af enhver politisk diskussion. Vi kan ikke komme uden om framingen, og selv om den ofte forbliver ubevidst for både modtager og afsender, er dens indflydelse uomgængelig.

De ord, vi sætter på virkeligheden, former vores verdenssyn og påvirker samtidig dem, vi taler med, i samme retning. Frames er ikke bare sjove ord som »cafépenge« eller »fjumreår« – de griber faktisk dybt ind i vores tanker, holdninger og adfærd, hvilket en række videnskabelige forsøg har vist gennem de seneste 20 år. Derfor har vores sprog og ordvalg meget større betydning, end vi normalt selv er opmærksom på.

Siden oplysningstiden har vi i Europa hyldet sprog- og argumentationsidealer om objektivitet og sandfærdighed. Idealet har været at lægge følelserne fra sig og tale så neutralt som muligt. Men disse idealer bliver totalt udfordret af det, som bl.a. framingforskningen har vist om, hvordan mennesker tænker og handler, og som modbeviser forestillingen om, at der skulle eksistere et »nulsprog« – altså muligheden for at udtrykke sig 100 procent frit fra værdier eller anden form for ekstern påvirkning. Det neutrale sprog findes ikke og bør derfor heller ikke efterstræbes. Desværre er det præcis, hvad man ofte tilstræber i den politiske debat.

I stedet for som strudsen at stikke hovedet i jorden, bør man med framing som redskab gå i en anden og langt mere værdibaseret retning: Fra framingforskningen ved man, at man ikke kan vinde på at negere eller gentage modstanderens synspunkter – hvis man gør det, vil det have den stik modsatte effekt.

Hjernen opfatter ikke negationer, og derfor vil sætningen, »jeg er imod skattelettelser«, kun aktivere ideen om skattelettelser. Tilhøreren vil altså sidde tilbage med en styrket opfattelse af, at skat er en byrde – noget man skal lettes fra. Derfor bør enhver udtrykke sig med en framing, en metafor, der passer med ens egen ideologiske opfattelse. For venstreorienterede f.eks. skat som en investering, et velfærdsbidrag eller fundamentet for den personlige frihed.

Pointen er, at man kun kan vinde på egne værdier og altid er forpligtet til at levere alternativer til modstanderens synspunkter. En grundregel lyder derfor: Du kan enten frame selv eller blive framet.

Politiske tiltag bør aldrig gennemtrumfes på sprog, der skjuler politikernes hensigt med dem. Den teknokratiske retorik, der har ledsaget nødvendighedens politik, er ikke bare enormt virkelighedsfjern og abstrakt, den er også helt og aldeles blind for, hvordan menneskets opfattelser og holdninger reelt dannes i hjernen.

Den undervurderer f.eks. betydningen af, at op mod 98 procent af vores hjerneaktivitet er kognitivt ubevidst og dermed uden for vores bevidste kontrol. Vi kan derfor hverken forvente 100 procent objektiv og universel rationalitet af vores politikere eller af vores samtalepartnere og vælgere. Vores subjektive opfattelser af omverdenen vil altid spille ind, hvorfor dette må regnes som et grundvilkår for al kommunikation – dette bør politikerne ikke ignorere.

Det gør de desværre ofte, hvilket den forrige regerings salg af dele af energiselskabet Dong til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs er et trist eksempel på. Med sætninger som: »Hvorfor i himlens navn skulle landets finansminister, skulle landets finansministerium (…) ikke gøre deres arbejde ordentligt? Hvorfor skulle vi have taget fejl?« og udsagn som »vi har fået det samlet set bedste tilbud«, forsvarede den daværende finansminister Dong-salget uden at levere et eneste konkret argument med afsæt i sit idépolitiske bagland eller anerkende alternativer.

Det var alene teknokratisk embedsmandssprog, der skulle overbevise borgerne. Det gik derefter. Sagen illustrerer en central pointe: Fordi Finansministeriet ikke selv framede sin beslutning, var det enormt let for andre at gøre det.

At den teknokratiske embedsmandsretorik har en skadelig indflydelse på den demokratiske debat underbygges ikke kun af framingforskningen, men også af en af Europas førende demokratitænkere, Chantal Mouffe. For Mouffe forudsætter et demokrati ganske enkelt valgmuligheder. Demokratiet er et rum, hvor der er plads til forskellige stemmer og praksisser – til forskel fra en autoritær styreform, hvor kun en enkelt stemme høres og praktiseres.

Nødvendighed, påstået neutralitet og objektivt sande svar kendetegner netop en autoritær og undertrykkende styreform. Hvis der kun er en sand og nødvendig løsning på alting, bliver de, der definerer denne løsning, samtidig til autoritære eneherskere i en ny form for teknokrati.

Den konservative statsminister Poul Schlüter tog altså fuldkommen fejl, da han sagde, at »ideologi er noget bras«, og det samme gjorde den socialdemokratiske yndlingssociolog, Anthony Giddens, da han påstod, at moderne politik var »hinsides højre og venstre«.

Interessemodsætninger, konfliktende alternativer og tydelige værdier er selve kernen i et demokratisk samfund. En kerne som politikerne forbryder sig imod, når de gemmer sig bag tørre, teknokratiske floskler.

Framing kan ikke bare styrke demokratiet, det er også en win-win-situation for de enkelte partier. Gennem tydelig brug af egne værdier og ved at frame aktivt kan man nemlig gøde jorden for konkrete politiske forslag, som man gerne vil skabe opbakning til.

Der findes en række forskningseksempler på dette, og i dansk sammenhæng har f.eks. professor Rune Slothuus belyst sammenhængen mellem framingen af modtagerne af overførselsindkomster og borgernes holdning til disse overførselsindkomster.

Han har vist, at den folkelige opbakning til reduktion af overførselsindkomster er langt større, hvis modtagerne af overførselsindkomsten frames som »uværdigt trængende«.

Af de forsøgsdeltagere, som læste en artikel, der framede kontanthjælpsmodtagere som uværdigt trængende, var 57 procent for et lovforslag om at sænke ydelsen. Af de deltagere, som læste en artikel, der framede kontanthjælpsmodtagerne som værdigt trængende, var bare 31 procent for lovforslaget.

At satse på den teknokratiske, passionsløse og idéforladte embedsmandsretorik kan groft sagt sammenlignes med at satse alle sine penge på en luset hestevogn, der skal køre om kap med en Ferrari. Ideer, værdier og ideologi må aldrig gemmes væk, men skal tværtimod trækkes helt frem i rampelyset – både fordi det er effektivt, og fordi det er det mest demokratiske.