Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Politikernes magtfuldkommenhed

Peter Kurrild-Klitgaard : Politikerne opfører sig, som om intet har negative konsekvenser, og politik er blevet en konkurrence om uansvarlige paradeforslag. Som når Julie Rademacher (S) vil tvangsopløse børsnoterede virksomheder, der ikke har mindst 40 procent kvinder i bestyrelserne. Eller når SFs ekskommunistiske Mattias Tesfaye vil forbyde, at danskere tjener mere end 50.000 om måneden.

»Ville vi, med en sådan lov, i Danmark have haft en mand som Lars Larsen, der har arbejdet sig op fra ingenting til nu at være en milliardær, der nu vil åbne 1.000 nye butikker i Kina? Ville vi have haft en restaurant som Noma, der lige er kåret til verdens bedste? Ville vi have haft noget som helst?« Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

Alle mennesker har en sfære, som andre bør afholde sig fra at gribe ind i - eller hvor der i hvert fald skal tvingende årsager til at gøre det. Det bør alt andet lige kræve den største omtanke, inden man med forbud og påbud i hånd regulerer, hvad mennesker gør frivilligt og deres handlinger ikke har direkte, negative konsekvenser for andre. Eller inden man tager deres penge eller ejendom og giver den til andre.

Men hvordan praktiseres dansk politik efterhånden? De seneste år tegner et billede af, at politikerne for at trænge igennem mediemuren, så de kan få fem sekunders opmærksomhed i rampelyset, er villige til at foreslå stort set hvad som helst. Uden bindinger i forhold til partiprogram eller valgløfter, og uden forudgående at have gjort sig så grundige overvejelser og forarbejder, at de kan være sikre på, at de negative konsekvenser af at gøre noget ikke er værre end at lade være. Forslag, der kan vække opmærksomhed og måske endog tiltrække stemmer, prioriteres over rettidig omhu og omtanke - og når de først er fremsat, står ofte 80-90 procent af alle politikere klar til at hoppe med på vognen, af frygt for at blive glemt. Resultatet er et cirkus af uansvarlige hovsa-forslag, der er lige så gennemtænkt, som hvis man lod børnehavebørn bestemmer egen mad.

Man behøver desværre ikke at spejde langt efter eksempler. I forrige uge foreslog Socialdemokraternes unge ligestillingsordfører, Julie Rademacher, at børsnoterede virksomheder, der ikke opfylder et foreslået lovkrav om kvoter på mindst 40 procent kvinder i bestyrelsen, skulle tvangsopløses.

Men hvorfor præcis 40 procent? Hvorfor ikke 39 procent, 41 procent eller måske netop 50 procent? Hvorfor kun børsnoterede selskaber? Intet tyder på, at Socialdemokraterne har svar. Og hvad med konsekvenserne?

Videnskabelige undersøgelser, omtalt for nylig i Berlingske Business, dokumenterer, at de norske virksomheder, der med en lignende lov blev påtvunget bestyrelsessammensætninger, efterfølgende klarede sig markant dårligere, ligesom andre undersøgelser har sået tvivl ved den ofte fremførte påstand om, at det er en fordel med stor »mangfoldighed« i selskabsbestyrelser.

Men den slags betyder ikke noget, hvis det ikke er de langsigtede konsekvenser, man er interesseret i.

Da Socialdemokraterne blev konfronteret med, at det med de nuværende bestyrelsessammensætninger ville indebære en tvangsopløsning af f.eks. Danmarks største private virksomhed, verdens største rederi, A.P. Mærsk-Møller, var svaret, at det mente man så måske alligevel ikke. Men gjorde man nu ikke det? Rademachers partiformand, statsministerkandidat Helle Thorning-Schmidt, og flere andre på venstrefløjen har tidligere foreslået præcist det samme. Og hør blot, hvorledes Rademacher ræsonnerer: »Jeg er ret overbevist om, at Mærsk vil rette ind, hvis vi gennemfører forslaget. Ellers synes jeg, at vi skal have en debat om, hvem der bestemmer og tager beslutningerne i Danmark. Jeg mener, vi lever i et demokrati Det er os, der definerer lovene «.

Denne udtalelse fra et af Folketingets yngste medlemmer, som med sine forslag og sit mandat rent faktisk kan være herre over titusinder af danskeres arbejdspladser og formuer, bør få det til at løbe koldt ned af ryggen på de fleste. For hvilket syn på grundlovens magtdeling og borgernes frihedsrettigheder afspejler en sådan indstilling reelt?

Få dage senere var venstrefløjen på banen med et forslag om at tvangsopsplitte de seks største banker i Danmark, så de ikke var 'too big to fail' - altså så store, at hvis én går ned, vil det trække mange og meget med sig.

Hvor antallet seks kom fra, var slet ikke klart - hvorfor ikke færre eller flere? Hvorfor lige denne metode? Hvordan kan man være sikker på, at lige præcis dét indgreb vil sikre banksektoren mod en international krise? Igen syntes der ikke at være nogen bagvedliggende undersøgelser, der gik ud over klip-og-klister. Forslaget var vistnok blot inspireret af, hvad der p.t. verserer i amerikansk politisk debat ovenpå finanskrisen. Og her er vi måske ved problemets kerne: Et forslag, der - uanset hvad man i øvrigt ellers måtte synes om det - måske kan have en vis logik på forbundsplan i USA, har med stor sikkerhed slet ikke samme virkning i et Danmark, der som EU-medlem både er underlagt nogle fælles EU-regler og en lille del af et meget større indre marked. Dette paradeforslag - der reelt ikke har nogen gang på Jorden, men dog blev emne for stribevis af journalistiske behandlinger - ville, hvis det blev gennemført, med sikkerhed betyde en øjeblikkelig »udflagning« af en række store finansvirksomheder, der så bare ville operere gennem danske filialer af udenlandske selskaber.

Som prikken over i'et kan man tage murersvend Mattias Tesfaye, ugens topscorer ved valget til hovedbestyrelsen i Socialistisk Folkeparti, der meget vel kan blive regeringsparti efter næste valg. Tesfaye var nyligt medlem af det kommunistisk/venstresocialistiske Enhedslisten og sad indtil 2005 i ledelsen for det venstreekstremistiske kultparti, Danmarks Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister. Partiet, der indtil det blev fusioneret med nogle ligesindede, hyldede det kommunistiske Albanien som sit forbillede, plæderede væbnet revolution og fejrede massemorderen Stalins fødselsdag.

Nu optræder han i DR2s Deadline som kommentator og skriver for Politiken, og han har netop foreslået, at det skal være en forbrydelse at tjene mere end 50.000 kr. om måneden - altså det samme som en 100 procents indkomstskat på indkomster over denne grænse. Det er mange penge for mange mennesker -men så mange penge er det heller ikke, og det vil reelt være det samme som et forbud mod at være produktiv. Ville vi, med en sådan lov, i Danmark have haft en mand som Lars Larsen, der har arbejdet sig op fra ingenting til at være en milliardær, der nu vil åbne 1.000 nye butikker i Kina? Ville vi have haft en restaurant som Noma, der lige er kåret til verdens bedste? Ville vi have haft noget som helst?

Det er såmænd ikke kun venstrefløjen, der kan lancere uigennemtænkte, impulsive forslag, hvor de dybere konsekvenser er uovervejet. Burkaforbud, knivforbud, tvangsudflytning af offentlige institutioner til provinsen, viser, at VKO sagtens kan være med, når det gælder populistiske parade-forslag med uigennemtænkte konsekvenser.

Men er det for meget at bede om, at den politiske klasse udviser en smule mådehold, en smule eftertanke og en smule ydmyghed overfor egen magtanvendelse?