Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Politikeres ytringsfrihed og strafansvar

Jørgen Steen Sørensen: Efter Berlingske Tidendes leder i søndags retter rigsadvokat Jørgen Steen Sørensen nogle misforståelser om racismeanklagen mod Jesper Langballe: Det er anklagemyndighedens opgave at søge at håndhæve gældende lovgivning ved at rejse tiltale ved domstolene - og ikke at begive sig ud i overvejelser om, hvorvidt lovgivningen nu også er fornuftig eller hensigtsmæssig.

»I den foreliggende sag er det anklagemyndighedens vurdering, at udtalelser om, at muslimske fædre »nøjes med at slå døtrene ihjel … og i øvrigt vender det blinde øje til onklers voldtægt«, efter gældende ret har en så generaliserende grovhed og nedværdigende karakter, at de må anses for strafbare. Og at dette gælder, selv om Jesper Langballe er folkevalgt politiker.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

I et indlæg i Berlingske Tidende den 23. januar 2010 gav folketingsmedlem Jesper Langballe bl.a. udtryk for, at muslimske fædre »nøjes med at slå døtrene ihjel og i øvrigt vender det blinde øje til onklers voldtægt«. Det har ført til tiltale for overtrædelse af straffelovens såkaldte racismeparagraf og til omfattende offentlig debat.

Berlingske Tidende har i en leder den 20. juni anført, at der skulle være tale om en skærpelse af hidtidig praksis fra anklagemyndigheden. Synspunktet er, at anklagemyndigheden tidligere har udtalt, at der er »en særligt vidtgående ytringsfrihed for politikere om kontroversielle samfundsanliggender«, men at der med Jesper Langballes sag nu »tegner sig et helt andet billede«. Det anføres også, at »timingen« er dårlig, fordi der er en tendens til, at debattører forsøger at få kriminaliseret andre debattørers ytringer, således at f.eks. racismeparagraffen bruges til, hvad der betegnes som politisk profilering.

Der er meget i lederen, der er rigtigt, men der er også nogle misforståelser. Det vil jeg gerne forklare.

Den såkaldte racismeparagraf fastsætter lidt forenklet sagt, at det er strafbart offentligt at true, forhåne eller nedværdige en gruppe af personer på grund af f.eks. dens race, hudfarve eller etniske oprindelse. Bestemmelsen stammer tilbage fra 1939 og datidens antisemitisme, og den er det grundlæggende strafferetlige værn mod grove racistiske udfald.

Der har altid været tale om en kontroversiel bestemmelse, fordi den indebærer en begrænsning af ytringsfriheden på et område, som jævnligt er genstand for intensiv politisk debat og diskussion. Det er derfor klart, at både anklagemyndighed og domstole bør anvende bestemmelsen med stor omtanke, ikke mindst i forhold til folkevalgte politikere.

Det er formentlig rigtigt, når lederen peger på en tendens til, at offentlige debattører i en vis stigende grad anmelder hinanden for overtrædelse af lovgivningen og på denne måde forsøger at føre diskussioner, som dybest set skal klares i fri debat, ind i retssystemet. Det er en tendens, som anklagemyndigheden naturligvis ikke skal understøtte.

Det er også rigtigt, at anklagemyndigheden ved forskellige lejligheder har peget på, at der er en særligt vidtgående ytringsfrihed for folkevalgte politikere, når de udtaler sig om væsentlige samfundsanliggender som f.eks. udlændingespørgsmål.

Men det er helt forkert, at anklagemyndighedens vurderinger i sagen vedrørende Jesper Langballe skulle bygge på en ny tilgang til disse vigtige problemstillinger. Anklagemyndigheden har intet ønske om at bidrage til kunstig »retliggørelse« af grundlæggende politiske diskussioner, tværtimod. Og anklagemyndigheden skal naturligvis ikke håndhæve racismebestemmelsen på en måde, der i sig selv vanskeliggør væsentlige politiske debatter om f.eks. udlændingespørgsmål.

Det er samtidig vigtigt at forstå, at der gennem retspraksis efterhånden har dannet sig en ramme for, hvilke former for udtryk og ordvalg mv. der er så grove og nedværdigende, at de må anses for strafbare. Denne ramme skal anklagemyndigheden naturligvis holde sig inden for, og det er derfor anklagemyndighedens opgave at rejse tiltale i tilfælde, hvor udtalelser klart må anses for at være strafbare. Det er et simpelt spørgsmål om at respektere gældende ret, og det er i sagens natur ikke op til anklagemyndigheden i stedet at anlægge mere frie og politisk prægede forestillinger om, hvorvidt det er rigtigt eller forkert overhovedet at have en bestemmelse som racismeparagraffen. Det er heller ikke op til anklagemyndigheden at time sine sager, således som lederen synes at forudsætte. Sådan fungerer vores retssystem ikke.

Noget andet er, at det ved fastlæggelsen af gældende ret utvivlsomt må indgå, at der skal tilkomme f.eks. folkevalgte politikere en meget vidtgående ytringsfrihed. Det er ikke kun fastslået af anklagemyndigheden, men også af domstolene. Højesteret har således i en principiel dom af 23. august 2000 udtalt, at anvendelsesområdet for racismeparagraffen »skal fastlægges under hensyn til ytringsfriheden . idet tolerance over for andres meninger er en nødvendig forudsætning for den frie debat«.

Det er imidlertid vigtigt at være opmærksom på, at Højesteret i samme sag fastslog, at ytringsfriheden skal »udøves med fornøden respekt for andre menneskerettigheder, herunder retten til beskyttelse mod trosdiskriminerende forhånelse og nedværdigelse«. Og Højesteret fastslog også, at det må tillægges betydning, om strafansvar i realiteten afskærer en politisk debat om det pågældende spørgsmål.

Problemstillingen om folkevalgte politikeres ytringsfrihed er altså noget mere nuanceret, end Berlingske Tidendes leder kan give indtryk af.

I den foreliggende sag er det anklagemyndighedens vurdering, at udtalelser om, at muslimske fædre »nøjes med at slå døtrene ihjel og i øvrigt vender det blinde øje til onklers voldtægt«, efter gældende ret har en så generaliserende grovhed og nedværdigende karakter, at de må anses for strafbare. Og at dette gælder, selv om Jesper Langballe er folkevalgt politiker.

Det er også anklagemyndighedens opfattelse, at strafansvar for udtalelser af denne karakter på ingen måde kan siges at afskære en offentlig debat om vigtige udlændingepolitiske spørgsmål.

Under de omstændigheder er det anklagemyndighedens opgave at søge at håndhæve gældende lovgivning ved at rejse tiltale ved domstolene - og ikke at begive sig ud i overvejelser om, hvorvidt lovgivningen nu også er fornuftig eller hensigtsmæssig.

Lederen i Berlingske Tidende slutter af med at anføre, at det ville »sende et uheldigt signal« helt at ophæve racismeparagraffen, men at bestemmelsen på den anden side ikke må bruges som »politisk redskab til at få modstandere til at holde mund«.

Det første er grundlæggende et politisk spørgsmål. Det sidste er indlysende rigtigt. Men som det forhåbentlig er fremgået, har det intet som helst at gøre med anklagemyndighedens vurdering af sagen vedrørende Jesper Langballe.