Tilliden til de folkevalgte er dalende. Det er ikke kun et dansk fænomen, men noget vi ser overalt i den vestlige verden. Den kendte amerikanske politolog Francis Fukuyama advarede for nylig om, at demokratiet, som vi kender det, er i fare for at holde op med at virke til gunst for borgerne på grund af ufrugtbare kampe og taktiske spilfægterier, der lammer de folkevalgte i at gøre, hvad der egentlig skal til.

»Utroværdige«, »populisme«, »levebrødspolitikere« er blot nogle af danskernes betegnelser om det politiske system, som det fremgår af Berlingskes nye serie, »Hvem skal styre Danmark«. Fukuyama peger i bogen »Political Order And Political Decay« på Danmark som billedet af det velfungerende demokrati. Når det netop er et billede, og ikke en faktisk beskrivelse af tingenes tilstand, er det fordi Fukuyama godt ved, at heller ikke hos os, er alting godt.

For eksempel kan man sagligt argumentere for, at særinteresser fylder for meget, så der er for meget fokus på omfordeling. Eller at folkevalgte er for uerfarne og med for lidt arbejdsmarkedstilknytning. Eller at kortsigtede hensyn til at vinde regeringsmagt fylder så meget, at begrebet »løftebrud« nu indgår i dagligsproget. Og sikkert også at medier er så fokuserede på konflikt og personsager, at den laveste fællesnævner til tider bliver dominerende.

Når jeg alligevel er optimist, er det fordi vi herhjemme har de strukturelle forudsætninger, der skal til for at genetablere tilliden.

For det første har vi en fri og åben debatkultur, hvor tingene ikke bliver pakket særlig meget ind. Det gør selvfølgelig, at der bliver sagt tåbelige ting, men at tingene kommer ud i det åbne. De fleste deler den antagelse, at demokratiets styrke er dets selvkorrigerende mekanisme: At hvis fejl eller magtmisbrug kommer for en dag, bliver der også gjort noget ved det. Før eller siden. Og nogen gange går der selvfølgelig alt for lang tid fra et problem konstateres til det bliver løst: Tag blot de 800.000 der er permanent parkeret på overførsler, eller de store områder hvor integrationen mildt sagt er fejlslagen med radikalisering og ekstremisme til følge. Den udfordring er kæmpestor - og uløst.

FOR DET ANDET har vi en stat og samfund med høj sammenhængskraft. Vi har tillid til, at myndighederne optræder med saglighed i forvaltningen. Vi har verdensrekord i fravær af korruption - så meget at andre lande vil studere os - uanset vores aktuelle diskussioner om pengestrømme til partierne. Tillige er der høj grad af nærhed til de folkevalgte - vi har så mange af dem, og de er nemme at nå - at de beslutninger, der træffes, opleves som fair. Når EU har problemer, hænger det i høj grad sammen med, at der opleves en enorm magtdistance, uanset at de beslutninger der træffes, rent faktisk er robuste.

For det tredje er vi stadig et demokrati med en rig forenings- og partikultur, hvor snart ethvert synspunkt er repræsenteret. Spærregrænsen er lav, og det er nemt at komme til orde - også i medierne.

DET ER ET faresignal, at så mange danskere ifølge Berlingskes målinger har faldende tillid til det politiske system. Forudsætningerne er på plads for et løft i tilliden. Særligt hvis det politiske system turde vise danskerne tillid. Sig lige ud, hvor alvorligt udfordret vores velfærdssamfund er, og så vil danskerne kvittere med reformvilje frem for reformangst.