Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

»Politikere må finde sig i en særlig bevågenhed«

»Det er helt indlysende, at en toppolitiker, der står foran flere snese journalister og for rullende kameraer kækt forkynder, at han med ministerløn ikke har haft råd til at købe tøj, selv åbner en ladeport for at få endevendt sin økonomi.«

Birthe Rønn Hornbech. Foto: Jens Nørgaard Larsen Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er klart, at politikere må finde sig i en særlig bevågenhed. Vi er jo valgt, fordi borgerne har tillid til os. Naturligvis skal medierne løbende interessere sig for, om vi lever op til den tillid.

Mediernes historier om kendte menneskers privatliv har i den senere tid været livligt diskuteret.

Mig bekendt har ingen redaktør af noget dagblad eller nogen TV-station givet udtryk for den holdning, at medierne bør vade ind i kendte menneskers privatliv uden grund.

Og grundene kan være mange. Da jeg for mange år siden som offentlighedens repræsentant var medlem af Pressenævnet, tilsluttede jeg mig den praksis, der den gang var fastlagt, nemlig at den, der selv benytter medierne til at udbasunere sit privatliv, må finde sig i at medierne uanmodet møder op når det er ubekvemt.

Læs også: Giv os politikken tilbage

Jeg husker en kendt forretningsmand i en lille by, der havde klaget til nævnet, fordi avisen havde nævnt, at han var sigtet for en lovovertrædelse. I den lille by nævnte man ikke navne på personer, der alene var sigtet, medmindre der var særlige grunde. Det mente det lokale dagblad, at der var tale om, idet den pågældende igen og igen havde benyttet medierne til at promovere sig selv ved at invitere pressen til receptioner og i tide og utide at stille sig foran kameraerne. Vi afviste enstemmigt klagen.

Til gengæld tog nævnet ved en anden lejlighed af egen drift en sag op, som vi fandt krænkende for privatlivet. Sagen drejede sig om en person, der beklædte en meget høj og betydningsfuld post, der aflønnes af skatteborgerne. Den pågældende havde aldrig lukket medierne ind i sit privatliv, og mediehistorien havde intet med den pågældendes embede at gøre. Nævnet gav derfor det pågældende medie en påtale.

Det er klart, at politikere må finde sig i en særlig bevågenhed. Vi er jo valgt, fordi borgerne har tillid til os. Naturligvis skal medierne løbende interessere sig for, om vi lever op til den tillid. Grundloven bestemmer ligefrem, at et folketingsmedlem kan fortabe sin valgbarhed, hvis den pågældende er straffet for en handling, der i almindeligt omdømme gør ham uværdig til at være medlem af Folketinget.

Grundloven opererer altså med et værdighedskriterium, der afhænger af det almindelige omdømme.

Spørgsmålet for mig er, hvor meget vi politikere skal finde os i at få afdækket vort privatliv. Her gælder den grundsætning, jeg som nævnt lærte i min tid i Pressenævnet. Inviterer man selv pressen til bryllup, må man finde sig i at de stiller ved skilsmissen. Og da langt de fleste politikere elsker at invitere pressen hjem og selv deltager i alle mulige stunts for at blive mere kendt, er det klart, at man selv gør sig sårbar.

Læs også: Partiledere vil droppe mudderkast

DE SOCIALE MEDIER har forrykket grænserne, og det er politikerne selv, der har forrykket grænserne til det grænseløse, når det gælder meddelelse til offentligheden af private ligegyldigheder. At de pågældende naturligvis må finde sig i mere medieinteresse end de politikere, som ikke fortæller så meget om sig selv, er indlysende. Det er da også mit indtryk, at medierne tager hensyn til dem, der ikke selv igen og igen udleverer deres privatliv.

På samme måde er det helt indlysende, at en toppolitiker, der står foran flere snese journalister og for rullende kameraer kækt forkynder, at han med ministerløn ikke har haft råd til at købe tøj, selv åbner en ladeport for at få endevendt sin økonomi.

MEST RELEVANT er det dog at se på den værdighed og det omdømme, som Grundloven forudsætter. Det rager naturligvis ikke medierne, at en kvindelig politiker har fået en provokeret abort, medmindre hun netop er kendt som aktiv modstander af abort. Det drejer sig om vælgernes tillid og politikernes troværdighed. Vælgerne må have lov at forvente, at der er en overensstemmelse mellem det, man siger, og det, man gør, og politikerne må finde sig i, at medierne, når det er relevant, afprøver vor troværdighed.

Læs også: Løkke: Vi er ikke i mål

Den politiker, der missionerer for offentligt mådehold må naturligvis, hvis han selv skaber en mistanke om rod i privatøkonomien, finde sig i, at pressen tester om den pågældende lever op til det krav om mådehold, som han stiller til andre. Jo højere stilling, jo mere bliver man afprøvet.

I min tid i politiet kaldte politifolkene i spøg vejskilte for »præster«. Vejskiltet »Roskilde 35«, »viser vejen, men går den ikke selv,« som de muntre politifolk forklarede.

Det går muligvis for præster at være som vejskiltet. Men det går ikke for politikere.