Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Politikere er som alle andre

Visse journalister har på det seneste været ude i et forsvar for politikernes ry og rygte. De er ikke sådanne mennesker, som står op hver morgen med tanke på, hvor meget de kan rage til sig med henblik på at sikre sig særlige fordele, som ingen andre kan få.

Baggrunden er naturligvis en række sager fra Københavns Rådhus og andre steder, som andre journalister har berettet om, og hvor antagelser om denne adfærd kunne ligge indlejret. I stedet mener den første gruppe af pressefolk, at politikere nærmest er en slags demokratiets bannerførere.

Problemet er imidlertid, at begge parter tager fejl. Dette synspunkt ligger også i forlængelse af mange års forskning i statskundskaben. Opfattelsen er heri, at politikere fundamentalt set er indrettet som alle andre mennesker. De er hverken mere egoistiske eller idealistiske, og som helhed er de mere egoistiske end idealistiske. Det gælder dog også for mig og dig, og derfor er den særlige udskamning, som visse politikere til tider udsættes for, helt malplaceret. Kun på et sådant realistisk grundlag er det muligt at få løst de problemer, som uvægerligt opstår i politiske systemer med politikere i spidsen.

Hvad gør man så, hvis der i befolkningen opstår en mere eller mindre velbegrundet fornemmelse af, at politikere udnytter deres privilegier?

For det første skal man gøre sig klart, at der sagtens kan være basis for en sådan fornemmelse. Det, som adskiller egoistisk adfærd på et marked, fra egoistisk adfærd i det politiske system, er, at på markedet fremmer egoismen (via den usynlige hånd) alles velstand, og den, som står bag adfærden, er den, der direkte eller indirekte bærer risikoen for tab. Omvendt vil egoistisk adfærd i det offentlige dræne samfundet for velstand, og egoismen sker som regel for penge, som andre har tjent.

For det andet skal man gøre sig klart, at vi har gode midler til at hindre skadevirkningerne af egoistisk adfærd i det offentlige. Ét middel hedder gode normer om mådehold i omgangen med betroede midler, som især tidligere havde en betydelig virkning, da de blev holdt oppe af den nu så forkætrede jantelov. En af pressens opgaver er stadig at holde alle aktører i det offentlige (og ikke kun politikerne) i ørerne, således at de opfører sig ordentligt.

Et andet – og nok i længden stærkere middel – hedder gode kontrolinstanser, som kan bestå af mange ting, bl.a. en stærk magtdeling med gode muligheder for kontrol af politikere og andre offentligt ansatte (som f.eks. kendes fra USA), en åben offentlighedslov med muligheder for indsigt (som Sverige er berømt for), anonymitets-garanterede whistleblower-ordninger (som findes i mange lande) og klare regler for kontakt med lobbyister (hvor de fleste lande er længere end Danmark).

Alt i alt kunne politikerne gøre meget selv for at undgå uberettiget udhængning. Den bedste vej går via sikringen af gode kontrolinstanser. Som nævnt er der nok at tage fat på i Danmark.

Peter Nedergaard er professor i statskundskab på Københavns Universitet.