Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Politiken skader medierne med sin selviscenesættelse

»Med sin handling har Politiken ikke akkurat skabt større respekt for pressen eller tillid til journalister. Man gør det tværtimod lettere at affærdige kritik af de reelle begrænsninger, som medierne i disse år bliver underlagt. Folk som kalder dette fogedforbud for et angreb på »basale frihedsrettigheder«, bliver svære at tage alvorligt i debatten.«

Uffe Gardel, journalist og tidligere medlem af Dansk Journalistforbunds hovedbestyrelse og forretningsudvalg, mener, Politikens beslutning om at offentliggøre hele den omdiskuterede bog »Syv år for PET« skader medierne. Fold sammen
Læs mere

Journalisters og avisers opgave er ind imellem at bringe oplysninger, som myndighederne ikke vil have frem, og derfor er det også nærliggende, at journalister rejser børster, når en efterretningstjeneste ved et natligt retsmøde vil forhindre offentliggørelse af en hel bog – om efterretningstjenesten selv. Helt instinktivt må man som journalist, som mediemenneske, føle ytringsfriheden krænket, og demokratiet truet.

Men i samfundslivet er instinkter sjældent en god rettesnor.

I søndags offentliggjorde dagbladet Politiken hele den bog, »Syv år for PET«, som PET forinden havde fået nedlagt ikke mindre end to fogedforbud mod, og avisens chefredaktør, Christian Jensen, handlede tilsyneladende på spontan forargelse.

»(Fogedforbuddet griber) direkte ind i de basale frihedsrettigheder, som vores åbne samfund og en fri presse hviler på,« skrev han i en kommentar i sin avis, og mandag morgen gav han den yderligere gas i Radio 24syv, da han blandt andet sagde, at »vi, som står på vagt for en fri presse (…) skal have mulighed for at være kritisk over for alle i det her samfund (…) Der er ikke andre end den frie presse, der skal være bestemmende for, hvad vi udgiver.«

Det var akkurat her, Christian Jensen burde have tænkt sig om.

For han tager fejl. Lovgivningen begrænser faktisk ytringsfriheden, også for journalister. Heller ikke medier må bringe oplysninger, som kan skade landets sikkerhed eller politiets arbejde. Gør de det alligevel, skal de have en meget, meget god grund, hvis de vil undgå straf.

Helt ok med en læsepause til PET

Vi har således ingen principper på spil her. Vi har derimod et forlag, som i sin markedsføring antyder, at en ny bog vil rumme hemmeligheder om PET’s arbejde. PET beder så om at måtte læse bogen før udgivelsen. Det siger forlaget nej til. Hvorefter PET beder en domstol om et fogedforbud, så PET får tid til at undersøge, om bogen faktisk bringer afsløringer, som kan skade Danmarks sikkerhed.

Det er jeg såmænd ret sikker på, at bogen ikke gør, og man kan også godt mene, at PET kunne have håndteret sagen mere elegant. Men PET er alligevel i sin gode ret til at bede om en læsepause, og en domstol, en dansk uafhængig domstol, har vurderet, at der er god grund til at give PET denne pause. Og det er kun en pause. Kapitlet i Retsplejeloven om fogedforbud hedder slet og ret »Midlertidige afgørelser om forbud og påbud i en borgerlig sag«.

Fogedforbuddet står altså ikke i vejen for fri debat, det kan højst udskyde debatten.

En sag som denne kunne alligevel blive principiel, hvis læsepausen blev misbrugt. Det kunne tænkes, at PET trak sagen i langdrag med det formål at hindre omtale af forhold, som nok var belastende for PET, men som ikke kunne true landets sikkerhed. Dét ville være et demokratisk problem. Men dér er vi jo slet ikke.

Alligevel er der et princip på spil her, nemlig princippet om domstolenes suverænitet. Dette princip er grundlaget for retssamfundet, og Politiken angriber det på to fronter. Jeg er ikke jurist og vil ikke tage stilling til, om avisen har gjort noget ulovligt. Men Christian Jensen lægger jo ikke skjul på, at hans formål er at omgå en domstolsafgørelse – her et fogedforbud – som han finder urimelig.

For det andet går han ind i sagens substans ved at sige, at PET-bogen ikke rummer oplysninger, der kan skade landets sikkerhed. Det tror jeg som sagt heller ikke, at den gør, men det er jo ikke op til os at vurdere. Det er i sidste ende noget, en domstol skal tage stilling til. Hverken Christian Jensen eller jeg står over domstolen. Er vi utilfredse med dens afgørelser, kan vi anke. Ønsker vi loven ændret, kan vi bruge vores stemmeret.

Langsigtede skadevirkninger

Man kan godt tænke sig situationer, hvor journalister af moralske grunde bør bryde loven eller trodse en domstol, nemlig hvis grundlæggende ret og moral er krænket. Lad os for eksempel antage, at bogen fortalte, at PET brugte tortur, og den oplysning ville PET nu forhindre slap ud. Men ingen har antydet, at bogen rummer den slags afsløringer.

Reelt har Politiken altså kun omgået domstolen for at vise, at man har ret til det – hvilket man netop ikke har.

Det værste er de langsigtede skadevirkninger – ikke for PET, men for pressen. Med sin handling har Politiken ikke akkurat skabt større respekt for pressen eller tillid til journalister. Man gør det tværtimod lettere at affærdige kritik af de reelle begrænsninger, som medierne i disse år bliver underlagt. Folk som kalder dette fogedforbud for et angreb på »basale frihedsrettigheder«, bliver svære at tage alvorligt i debatten.

Og det er skidt, for der er kræfter i samfundet, som ikke vil medierne det godt. Vi har fået en ny og dybt problematisk offentlighedslov, og Se og Hør-sagen søges misbrugt til at stramme anden lovgivning. Der er altså intet behov for at opfinde nye principielle problemer for at kunne iscenesætte sig selv som frihedsrettighedernes forsvarer.

LÆS MERE