Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Politiken føler sig hævet over domstolene

Ifølge denne publicistiske selvforståelse kan Politiken tillade sig at agere med en autoritet, der ikke står tilbage for statsmagtens.

Michael Böss. Fold sammen
Læs mere

Da Christian Jensen blev chefredaktør på Politiken i april i år, blev det anset som et stort plus for bladets journalistik. Mange forudså, at Politiken nu ville blive mere avis og mindre bedrevidende kampagnemaskine. Som en læser af fagbladet Journalisten skrev i en kommentartråd i bladets netudgave: »Første journalist i spidsen for Politiken i mere end halvtreds år.« Da Jensen i sin tid blev spurgt om, hvorfor han valgte at sige ja til at indtage hjørnekontoret, svarede han: »Der er kun én grund til at skifte fra Information: At jeg er blevet tilbudt den – efter min mening – vigtigste og mest ærefulde post i danske medier. Politiken har en helt særlig position og et enestående potentiale i det danske samfund som kvalitetsmedie og kulturinstitution« (Journalisten 28/4). Med den bemærkning i baghovedet burde det ikke overraske, at han i sidste uge i optrådte i værste Seidenfaden-stil, da han trykte en særudgave af Scharf-bogen.

Ifølge denne publicistiske selvforståelse kan Politiken tillade sig at agere med en autoritet, der ikke står tilbage for statsmagtens. Det retfærdiggør man ud fra det klassiske dogme om, at pressens opgave i et demokrati er at kontrollere staten på folkets vegne. Det er ikke i sig selv forkert. Vi bruger derfor ofte udtrykket »den fjerde statsmagt« om pressen i en positiv betydning: En fri presse er en forudsætning for, at der kan blive holdt øje med de tre egentlige statsmagter: den lovgivende, udøvende og dømmende magt, og det er pressens pligt at være kritisk og gøre eventuelt magtmisbrug kendt i offentligheden. Men som Lene Andersen gør opmærksom på i sin lille, fortræffelige Demokratihåndbog (2010), kan betegnelsen også bruges i en negativ betydning: Pressen kan komme til at påtage sig en politisk rolle i enkeltsager, og det er ikke alt, hvad pressen foretager sig, som er gavnligt for demokratiet eller retssikkerheden.

Det har vi fået bekræftet i dette tilfælde. For her har Politiken optrådt, som om avisen var hævet over domstolene. Det problematiske ved denne holdning blev sammenfattet af direktøren for Institut for Menneskerettigheder, Jonas Christoffersen: »Nu har medierne gjort sig til dommer over domstolene, inden domstolene har fået tid til at gøre deres arbejde« (Fyens.dk, 9/10). Han mente, at Politikens beslutning om at se bort fra fogedrettens kendelse var med til at undergrave befolkningens tillid til domstolene. Man kunne tilføje, at den efterfølgende reaktion i befolkningen tyder på, at beslutningen også er med til at undergrave offentlighedens tillid til medierne. Og den er i forvejen skræmmende lav. Den selvovervurdering, som også andre stemmer i medierne har lagt for dagen, står i grel kontrast til den vurdering, jeg selv møder, når jeg er ude at holde foredrag om det danske folkestyres tilstand. Derfor er jeg da også taknemmelig over at skrive i et dagblad, der har et andet syn på sagen og overlader det til læserne at bedømme dets kvalitet.