Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Politik og/eller penge?

Jeg skriver dette – bare til skræk og advarsel – fordi egoisme desværre kan være en bivirkning af den vederlagsreform, som et folketingsflertal nu er blevet enige om. Reform? Nej, lappeløsning er nok det rigtige ord.

John Wagner. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Med en 31,4 procent forhøjelse af borgmesterlønnen kan det blive både festligt og stærkt provokerende at følge konstitueringsforhandlingerne i de nyvalgte byråd efter kommunalvalget 21. november 2017. Her skal politikerleden nok nå nye højder – desværre!

Måske bliver det lettere at rekruttere gode borgmestre, men lur mig om vi ikke kommer til at opleve en masse uhellige alliancer for at opnå borgmesterposten – og hvad værre er: En masse partihoppere og løsgængere, der pludselig svigter parti og vælgere for at få den vellønnede borgmesterpost de efterfølgende fire år.

Jeg under i den grad borgmestrene en pæn lønstigning, som folketingsflertallet nu vedtager – og som folketingsmedlemmerne også selv havde fortjent! – men »prisen« kommunalt burde så også være en eller anden form for »loyalitets-forpligtelse« i forhold til det parti, der har opstillet det valgte byrådsmedlem, og måske også de valgforbund, som kan være indgået.

Jeg skal ikke kloge mig på, hvordan den slags konkret kan lovfæstes i kommunalbestyrelsesloven og/eller i partivedtægter, men det bliver en pestilens for folkestyret, hvis udsigten til ussel mammon bliver endnu mere bestemmende for et stigende antal byrådsmedlemmers ageren på valgnatten.

Som partisekretær ved kommunalvalget i 1989 – dengang hed det i Det konservative Folkepart det meget mere inciterende »generalsekretær« – oplevede jeg en række uskønne konstitueringer, hvor partier i valgforbund løb fra aftaler, og der var også dengang »afhoppere«, men det bliver meget, meget værre om halvandet år. Dels har den politiske kulturs udvikling – også på Christiansborg – gjort det mere comme il faut at blive løsgænger eller skifte parti, dels vil den pekuniære gulerod gøre en forskel.

Derfor bliver de forberedelser til kandidatopstillinger, som partierne snart indleder med henblik på vinterens opstillingsmøder, ekstraordinært vigtige. Som udgangspunkt skal/bør kandidaterne kunne forlige sig med det politiske program, som vælgerforeningen fastlægger. Men vælgerforeningen bør også have for øje, hvad der får kandidaten til at opstille – ønsket om at udøve politisk indflydelse og/eller gøre karriere (og det er ikke nødvendigvis det samme) – og om der synes at være en passende respekt for evt. spidskandidat og loyalitet over for vælgerforeningens bestyrelse.

Jeg skriver dette – bare til skræk og advarsel – fordi egoisme desværre kan være en bivirkning af den vederlagsreform, som et folketingsflertal nu er blevet enige om. Reform? Nej, lappeløsning er nok det rigtige ord, for heller ikke denne gang havde partierne modet til den nødvendige reform, som burde have omfattet en pæn lønstigning til folketingsmedlemmerne – ikke mindst gruppeformænd, politiske ordførere og udvalgsformænd – en afskaffelse af det skattefrie tillæg og normal arbejdsmarkedspension.

Måske vil det en dag åbenbare sig, hvem der i virkeligheden stod bag, at reformtankerne blev skrinlagt. Måske ikke. Under alle omstændigheder vil det næppe vare længere end til det kommende kommunalvalg, før vi igen kommer til at drøfte politiker-lønningerne. På baggrund af nye, måske triste erfaringer.