Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Politik og uegentlighed

Eva Agnete Selsing, filosof Fold sammen
Læs mere
Foto: Katrine Krzeminiski

Der er mange gode grunde til at være træt af folketingsvalget allerede. En af disse er den generelle valghype i kommentariatet: Denne ene gang hvert fjerde år, hvor hele snakkekorpsets eksistens pludselig, i tre uger, giver mening både udad- og indadtil. Med salvelsesfulde miner udlægges forskellige scenarier, detaljer mikroskoperes, og slagord granskes. Det er, forståeligt, anstrengende for dem, der har rigelig livsmening uden for folketingsvalgene. Men der er en grund til, at antallet af »oversættere« af politikernes gerninger og tale, er vokset: Der er faktisk (og desværre) brug for det.

Hvorfor? Fordi politikere er strukturelt »uegentlige«. Der er visse sociale og kulturelle mekanismer, som er så stærke, at de får folkevalgte (in spe) til at træde ud af, hvad der måtte være af ægthed, og ind i den kunstighed, vi efterhånden har lært at kende. Dette gælder særligt under et valg.

Jeg tænker eksempelvis på det, at politikerne skal lytte andægtigt til folk, der kræver hvad som helst, næsten uanset hvilken grad af uvenlighed, de mødes med. De skal virke oprigtigt engageret i hver en sag, tilfældige vælgere konfronterer dem med. Som når Lars Løkke passes op af en hjemløs mand, der midt på gaden vil høre, hvad V-formanden har tænkt sig at gøre for ham. Løkke lover manden at tage med ham på Hvidovre Kommune og tale hans sag. Vældig pænt, selvfølgelig, men også noget, der umuligt var sket, havde der ikke været valg og rullende kameraer på. Og derfor et glimrende eksempel på uegentlighed in action.

Politikerne skal også være mere end almindeligt joviale og bruge et nøje indstuderet kropssprog. Armenes gestik er sit eget vokabular her. Der er alt fra den bløde meteorolog-forklarende viften med hænderne i mavehøjde, til den offensive »nu skærer jeg igennem«-vertikale håndstilling. Og så har jeg ikke nævnt den moralske pegefinger, der skal følges af en 100 pct. kunstig, men svulstig »j’accuse«-brandtale. Men så skal der også udstråles en småaggressiv selvsikkerhed. Tøjet skal ofte, især for mændenes vedkommende, være »afslappet« (for at imødekomme den »afslappede« – læs: ikke-ambitiøse – vælger).

OG DER SKAL tales »i øjenhøjde« (altså: ned) til folk. Helst bevidst forenklet, og i overskrifter, som selv Sø-ren og Met-te kan dechifrere. Den, talen, må heller ikke være koncis og ærlig. Der skal undviges samtidig med, at der loves guld og grønne skove til hver en potentiel vælger.

Alle ved, at det er teflon og vindfrikadeller, men sådan er ritualet og normen nu engang. Umuligt at få greb om, umuligt at forlade sig på. Det er gennemskueligt, og alligevel kryptisk. Betydningslagene er nemlig så mange, at de færreste kan overskue dem alle. Og så har vi flommen af analytikere og »oversættere« af disse kulturelle koder. TV- og radiostudierne bugner af folk, der skal forklare politikernes valgsemiotik.

DET ER MERE end bare valgflæsk, fedteri og talen-efter-munden. Det er en værensform, en måde at gå til verden, og sig selv, på. En slags indre fremmedgjorthed, der bliver til ydre uoprigtighed (eller omvendt) i et ritualiseret mummespil.

Der er noget forloren hare over hele sceneriet, og måske er det det, som er så generende. Det ligner politik, men er (også) alt muligt andet. Som mine ungers naturtro plasticfrugter. Og denne uegentlighed er, egentlig, ret trættende.