Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

»Politiets optræden i disse dage er helt og aldeles bestemt af frygten for TV.«

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Har jeg været uopmærksom et stykke tid? Har jeg ikke været klar over, at vi har fået en helt ny forfatning, en ny grundlov, her i landet? En forfatning, der indsætter redaktører og journalister på TV-stationernes nyhedsredaktioner som landets øverste politiske myndighed? Lad os lige genopfriske lidt elementær samfundslære, som en hel del mennesker ser ud til at have glemt under indtryk af det stormløb på EU-landene,  som er iværksat af flygtninge og migranter, og som med stadigt voksende intensitet har præget nyhedsstrømmen i de sidste måneder og uger: Det, der karakteriserer en stat, er, at den har monopol, ikke alene på at inddrive skatter, men også monopol på magtanvendelse – som ikke kun er at slå folk i hovedet, men at bruge de fornødne lovlige midler til at forsvare lov og orden. Hitlers vej til magten i sin tid var ved hjælp af SA, brunskjorterne, og andre at underminere statens voldsmonopol og derefter sætte sig selv i scene som den, der kunne genoprette lov og orden. I øjeblikket er vi vidne til, at politiet undlader at bruge det monopol, som det er politiets pligt at varetage. Det sker, vil mange mennesker sige, i en god sags tjeneste.

Det karakteriserer også en stat, at den – i overensstemmelse med de internationale aftaler, den har tilsluttet sig – bestemmer, hvem der kan komme ind i landet og under hvilke omstændigheder. I øjeblikket ser vi, at politiet undlader at udøve den myndighed, det er dets hovedopgave at varetage. Vi ved i dag ikke, hvem der er kommet ind i landet, selv om politiet ved at gå ind i togvognene og spørge, hvad folk hedder, og hvorfra de kommer, søger at opretholde et skin af politimyndighed. Det er ren formalisme ligesom rigspolitichef Jens Henrik Højbjergs påstand – under et meget kort pressemøde torsdag formiddag – om, at alle internationale og nationale bestemmelser er overholdt til punkt og prikke. Udleveringsaftalen med Tyskland fra 1954 er ikke fulgt. Og der står intet i Schengen-aftalen eller Dublin-forordningen om »frit lejde« til Sverige. Jeg tager ikke her stilling til, om politiets handlinger er medmenneskelig fornuft. Jeg konstaterer bare, at rigspolitichefen ikke har sandheden på sin side.

Hellige grundprincipper i retsstaten er bl.a., at alle er lige for loven, og at loven er forudsigelig; hvis A overtræder en lov og bliver straffet for det, skal B vide, at hvis han gør det samme under de samme omstændigheder, vil han også blive straffet. Onsdag sigtede Østjyllands Politi korrekt en mand efter udlændingelovens paragraf 59  med krav om bødestraf. Manden havde i sin bil hjulpet en flygtning eller migrant til Sverigesfærgen i Grenaa og havde købt billet til ham. Siden har politiet set velvilligt til, når forskellige danske borgere har hjulpet flygtninge/migranter med at komme videre til Sverige fra Rødby eller Padborg. Man må nu gå ud fra, at Østjyllands Politi frafalder sin sigtelse mod manden fra Grenaa. I tirsdags blev to unge mænd idømt 40 dages ubetinget fængsel ved retten i Nykøbing Falster for at have overtrådt samme paragraf i udlændingeloven. Man må nu antage, at de får en undskyldning og en erstatning af den danske stat, alternativt, at de mennesker, der – nærmest triumferende – er stået frem på TV eller i aviser og har fortalt, at de har hjulpet flygtninge og migranter til Sverige, bliver sigtet efter samme lov.

Men det sker næppe, skønt der ikke er nogen god undskyldning for at begå netop denne civile ulydighed. Danmark vil jo ikke de mange, der strømmer over grænsen, noget ondt. Og sammenligningerne med jødeforfølgelsen i 1930erne og under Anden Verdenskrig eller med flygtningesituationen lige efter krigen trodser enhver rimelighed. Der er ingen i Europa, der vil nogen til livs. Men vi kan notere os, at der  ikke skulle mere end nogle få hundrede flygtninge og migranter til at undergrave den danske stats retsprincipper, og vi kan notere os, at der ikke skulle mere end nogle snese tusinde mennesker, der satte sig i bevægelse mod EU fra de mellemøstlige flygtningelejre, fra Balkan og nogle i sig selv fredelige afrikanske stater, til at få hele EU-systemet til at stå på sammenbruddets rand.

Grundlæggende er situationen naturligvis ikke skabt af TVs nyhedsredaktioner, men de forstærker dramatikken i den, og reportagebilledet kan vække folkestemninger. Derved bliver TV en selvstændig politisk aktør. Politiets optræden i disse dage er helt og aldeles bestemt af frygten for TV. Politiet ved udmærket, at et billede, hvor en politibetjent trækker en grædende kvinde med et barn på armen ud af toget, straks vil gå verden rundt. Politikerne ved det også, og derfor lurepasser de, samtidig med at justitsministeren som den Søren Pind, han også er, kammer over af ros til et politi, der ikke løser sine opgaver. Om jeg da slet ikke magter at leve mig ind i disse flygtninges og migranters håb og frygt? Jo, det tror jeg nok, jeg gør. Men jeg kender historien godt nok til at vide, at hvis man vil være sikker på ikke at løse et problem, men forstærke det, så skal man bare lade folkestemninger regere. Eller, som Angela Merkel gør, lade opgøret med en fjern fortid styre.