Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Planlægger ministeriet en paladsrevolution på universiteterne?

Det er ikke den type universiteter, vi har brug for. Vi har brug for frie og uafhængige universiteter, også til at beskytte forskningsfriheden.

Lars Qvistgaard. Fold sammen
Læs mere

Hvilke universiteter retter man blikket mod, hvis man vil hente inspiration til et styringseftersyn af universitetssektoren? Kigger man mod vest mod excellente universiteter som Cambridge, Harvard og Stanford? Eller skuer man tilbage i tiden, mod østeuropæiske universiteter fra før Murens fald? Indrømmet, det er et retorisk spørgsmål, hvor svaret (burde) give sig selv.

Men læser man konsulentfirmaet Nextpuzzles rapport, der er lavet på bestilling af Uddannelsesministeriet som grundlag for et bebudet styringseftersyn af universiteterne, er svaret alligevel overraskende. Og dybt foruroligende.

I rapporten kan man læse, at »der er behov for at styrke statens ejer-rolle for at sikre, at bestyrelserne tager ansvar for institutionernes samfundsmæssige forpligtelser i forhold til de politiske målsætninger«. Rapporten anbefaler altså et opgør med universiteternes selvstyre for i stedet at gøre dem til statsinstitutioner med ministerudpegede bestyrelser.

Hvorfor dette ministerielle korstog mod landets universiteter? Nextpuzzles rapport giver ikke en klar indikation. Svaret skal nok findes i de senere års slagsmål med universiteterne om blandt andet dimensionering af uddannelserne og fremdriftsreformen. Modstanden fra universitetssektoren lader til at have skabt stor irritation i Finansministeriet og Uddannelsesministeriet.

At bestyrelserne har varetaget institutionsinteresser, synes blot at have pustet til de gløder, der har ligget og ulmet i de to ministerier. Rationalet er tilsyneladende, at når universiteterne er for svære at få til at rette ind, må løsningen være at placere ministerloyale personer i bestyrelserne.

Men hvad bliver resultatet af en sådan markant ændring af universiteternes styreform? For mig at se, er der overhængende risiko for, at danske universiteter mister prestige med konsekvens for det internationale samarbejde og evne til at tiltrække dygtige udenlandske forskningstalenter. Forhold, der er afgørende for universiteternes bidrag til den samfundsmæssige værdiskabelse.

Alene det, at ministerudpegede bestyrelser kan skabe tvivl om på hvilket grundlag, bestyrelsesmedlemmerne er udpeget, vil kunne skade danske universiteters omdømme. Det må aldrig blive sådan, at der kan herske tvivl om, hvorvidt bestyrelsesmedlemmer er fundet ud fra deres faglige og personlige kompetencer, eller om hensynet til partibogen eller en udstrakt forståelse for Finansministeriets interesser også har spillet ind.

Og modellen er faktisk mere vidtgående end som så. For i og med at det er bestyrelsen, der ansætter rektor, der ansætter dekaner, der ansætter institutledere, kan styreformen understøtte en subtil disciplinering gennem hele den faglige styringssøjle, helt ud til yderste videnskabelige led. Det er ikke den type universiteter, vi har brug for. Vi har brug for frie og uafhængige universiteter, også til at beskytte forskningsfriheden.

Jeg er for så vidt enig i, at institutionshensyn ikke altid flugter samfundshensyn. Eksempelvis når et universitet lukker en urentabel uddannelse, selv om uddannelsen i et overordnet samfundshensyn vurderes vigtig. Eller når konkurrencehensyn skygger for nationalt samarbejde mellem universiteterne. Men det handler i høj grad om de styringsinstrumenter, som universiteterne jo netop agerer efter.

For at opnå bedre balance mellem institutionshensyn og overordnede samfundshensyn har Akademikerne tidligere foreslået en mere forpligtende national koordinering mellem universiteterne på områder, hvor det vurderes hensigtsmæssigt og i samarbejde med ministeriet. Særligt uddannelsesudbud, herunder ikke mindst småfagene, kan tale for en større national koordination.

Akademikerne bidrager gerne til en reel dialog om udviklingskontrakter og andre styringsinstrumenter, men ikke til ministerielle paladsrevolutioner på universiteterne. Ja, det kan være besværligt med vidende bestyrelsesformænd og rektorer, der siger deres mening om et politisk styringsønske. Men en åben dialog er en del af beslutningsprocessen og bør ikke kortsluttes politisk ved ministerudpegede bestyrelser på universiteterne.

Det er her passende at minde om kritikken fra det internationale panel, der evaluerede den danske universitetssektor i 2009. Evalueringspanelet kritiserede politikere og ministerium for manglende tillid til universiteternes evne og villighed til at indfri overordnede nationale mål for sektoren. Den politiske mistillid blev fremhævet som problematisk, fordi den medfører en overregulering og uhensigtsmæssig finansiel styring, der hæmmer universiteternes autonomi. Også uddannelsesområdet blev fremhævet som et område præget – og plaget – af overregulering.

Min anbefaling til uddannelsesminister Ulla Tørnæs er derfor: Husk at universiteterne er samfundets vigtigste vidensinstitutioner, og at de agerer i en international forskningsverden. Løft blikket, og lad dig inspirere af de styringsmæssige rammer for verdens førende universiteter.