Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Pladder-feminismens paradoks

Jeg er i byen. Jeg har en kort kjole på. Kjolen har en dyb udskæring. Jeg har makeup på, og jeg har sat mit hår. Jeg mødes af to typer: 1) den »rigtige« feminist og 2) den »lidt mere rigtige« feminist.

Jeg får at vide af type 1), at jeg er et resultat af et patriarkalsk og kvindeundertrykkende samfund, og at jeg ved at seksualisere mig selv støtter op om ulighed mellem kønnene. Det til trods for, at jeg ikke har gjort mig i stand for nogen mand eller kvinde. Jeg havde bare lyst til at føle mig lækker for en aften.

At jeg har en kort kjole på er ikke ensbetydende med, at jeg ikke formår at hive dankortet frem og købe min egen fadøl. Vel at mærke for min løn, der er fuldkommen tilsvarende mine mandlige kollegers.

Jeg møder nu type 2). Hun har nogenlunde samme outfit på som jeg. Måske en lidt dybere udskæring og høje hæle. Hun fortæller mig, at jeg er et forbillede for kampen mod det patriarkalske og kvindeundetrykkende samfund. Hun roser mig for, at give fingeren til bedsteforældrene, og for at vise, hvad Gud gav mig. Jeg er, ifølge type 2), en protest, en demonstration af kvindens magt, et bevis på, at jeg, og kun jeg, bestemmer over min krop.

Men jeg synes bare, at kjolen er pæn. Jeg vil bare danse, og jeg er ærlig talt ligeglad med, om en ung mand tror, at han kan få et knald for en drink. Jeg er ligeglad med, om rødstrømperne synes, at jeg er undertrykt. Jeg er ligeglad med, om Nikita Klæstrup synes, at jeg ikke viser nok hud. For uanset hvad jeg viser eller ikke viser, uanset hvad jeg siger eller gør, er der altid en feminist, som fornærmes af det. Hvad hvis jeg bare gerne vil være en kvinde? Hvad hvis jeg bare gerne vil være sexet på den bundtraditionelle kvindeundertrykkende – og befriende – facon?

Om jeg får det samme i løn som mine mandlige kolleger, afgøres ikke på et dansegulv. Om jeg er seksuelt undertrykt afgøres ikke af, om jeg ser en veltrænet mave eller en bagdel i en reklame. Om jeg går ind for fuldkommen lige vilkår mellem kønnene, hvilket jeg gør, afgøres ikke af, om jeg har en kort kjole på.

Jeg kan godt gå min chef på klingen vedrørende arbejds- og lønvilkår. Jeg er ikke seksuelt undertrykt. Jeg har bare lyst til at være sexet engang i mellem. Men det har unge kvinder ikke lov til længere, for vi får at vide, at vi er den forkerte slags feminist – uanset hvilken slags feminist, vi er. Dét er den moderne feminismes paradoks.

Derfor må vi simpelthen tage os sammen. Vi skal stoppe pladder-feminismen og evne at fokusere på nogle vigtigere emner, end hvad en kvinde har på i byen, og om gutten på 15. shot og fjerde vodka/redbull stod ti cm for tæt på, da han flirtede med dig.

Skal vi ikke lægge seksualiserings- debatten på hylden og i stedet hive de usexede emner, såsom øremærket barsel og ligeløn, frem? Så kan det være, at feminismen igen vil blive taget seriøst.

Line Høvik Søby er stud.scient.pol. og lokalformand, Danmarks Socialdemokratiske Ungdom.