Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Pind er uden realitetssans

Danskerne er ved at opdage Pinds, og den politiske elites, manglende realitetssans og forældede politikforståelse, der har rod i en svunden tid med klassekamp.

Søren Hviid Pedersen. Fold sammen
Læs mere

Regeringens helt egen alvidende profet, Søren Pind, har de seneste uger diverteret de landsdækkende medier med en historie om, at det ikke står specielt slemt til i dagens Danmark. Vi er ikke på randen af en borgerkrig eller social- og samfundsmæssig ustabilitet. Nej, nej, sheriffen har styr på situationen, bedyrer han os! Imens afbrændes biler i vor hovedstad, der findes ghettoer, hvor politiet ikke kan komme uden, at man møder talstærkt op, langt de fleste ikke-vestlige indvandrere har ingen eller næsten ikke tilknytning til arbejdsmarkedet, den stigende flygtningestrøm betyder velfærdsmæssige nedskæringer i kommunerne, unge indvandrere er stærkt overrepræsenteret i volds- og voldtægtsstatistikkerne, store dele af den muslimske befolkning har det, for at sige det mildt, svært med kernedanske værdier som f.eks. ligestilling og ytringsfrihed, og sådan kunne man blive ved. Så her går det jo fremad, der er ingen problemer i horisonten der gør, at nogle bør råbe vagt i gevær. Udover at Søren Pind er løsrevet fra den almindelige danskers hverdag og virkelighed, så repræsenterer han, og sandsynligvis mange andre politikere, en overfladisk og forældet opfattelse af politik.

Søren Pind angriber højrefløjens islam-syn

Der er en underliggende forståelse blandt de politiske eliter, at politik er sådan noget, der skal manipulere samfundet og samfundets borgere. Politik er en teknik, og har man de tekniske og økonomiske ressourcer, så er alt muligt, så skal vi nok få et velfungerende multikulti-samfund uden store modsætninger, og alle konflikter kan mere eller mindre opløses, så de næsten forsvinder. Den danske befolkning har en anden politikforståelse. Her er politik skæbne, kamp, identitet og afgørelse. Basalt set er politik et spørgsmål om at fatte og beslutte sig for, om man vil være dansk eller noget andet. Dette andet kan være, om man vil være liberalist, islamist, kulturradikal, kosmopolit etc.

Over for dette står det danske, hvor man er rodfæstet i danskhed gennem opvækst, sprog, kærlighed til Danmark og alt dansk etc. Dette er et valg, et eksistentielt valg. Og når det er et eksistentielt valg, så er det ikke et valg på linje med, om man foretrækker vanilje- eller jordbæris! Så er det et valg, om man vil bevare den danske stat og nation dansk eller forandre den så meget, at vi helt afskaffer dansk identitet til fordel for f.eks. et multikulturelt samfund. Det er derfor helt i orden at stå stærkt på sin politiske identitet, ingen, heller ikke sheriffen Pind, skal fortælle danskerne, at de ikke skal bekymre sig om deres lands eller børns fremtid, ingen skal fortælle danskeren, at han eller hun ikke må kæmpe for sin danske identitet.

For politikken i dag er identitetsbåren, den gamle venstre-højre skala er forældet, den giver ikke mening for den enkelte dansker mere. Det helt afgørende spørgsmål er: På hvilket grundlag skal danskernes konkrete virkelighed baseres? På danskhed eller liberal multikulturalisme? Danskerne er ved at opdage Pinds, og den politiske elites, manglende realitetssans og forældede politikforståelse, der har rod i en svunden tid med klassekamp. I dag er kampen national, en kamp mellem to klasser, danskere og dem, som vil være noget andet. Og når danskerne føler sig svigtet af deres politiske lederskab og føler sig talt ned til, ja, så reagerer den almindelige dansker helt legitimt på det.