Det er egentligt ret vildt. At man kan opleve så stærke reaktioner, som jeg har, på at sige noget, som burde være åbenlyst for enhver: Der er en risiko for, at Danmark knækker over.

Ikke, at jeg er overrasket. Det er jeg faktisk ikke. For pointen er netop, at der er en del, som har det vældig godt med globaliseringen og udviklingen i det hele taget. For dem betyder udviklingen bare nye muligheder, og de har åbenbart meget svært ved at kunne se, at der er mange, for hvem udviklingen tager sig helt anderledes ud.

Der er ikke en rivende udvikling der, hvor de bor. Der er ikke sket en himmelflugt i boligpriserne. Der lukker industriarbejdspladser. Der lukker den lokale folkeskole, så ens børn pludselig har langt til skole. Debatten om dette har haft svært kår. For som et gammelt ordsprog, som museumsinspektør René Rasmussen også har brugt om denne situation, siger: »Nu sidder vi alle vel, sagde katten, den sad paa flæsket.«

Der er simpelthen nogle i det, som man vel kan kalde eliten, som selv har det glimrende med tingenes tilstand og udviklingen, og som er blinde for, at der faktisk er nogle, som betaler en pris for denne udvikling. Der er nogle, som mister eller ikke kan få arbejde på grund af indvandringen. Der er nogle, som må bo i ghetto-områder, som vel dårligt nok kan kaldes danske. Der er nogle, der oplever, at de får langt til alting på grund af centraliseringen. Og så videre og så videre, og det kan jeg i hvert fald se.

Men det må jeg åbenbart helst ikke se eller bekymre mig om, hvis det står til den tidligere Venstre-politiker, Britta Schall Holberg. Her i Berlingske 18. august skriver hun, at jeg som formand for Folketinget slet ikke burde indgå i den debat.

Hun ser, som mange andre vil jeg tro, helst, at jeg bare agerer paradefigur. Men det kommer ikke til at ske. Jeg gør tingene på min måde. Det har jeg altid gjort. At der er dem, som står klar til at kritisere mig nærmest uanset, hvad jeg gør, kommer virkelig ikke bag på mig. Britta Schall Holberg forstår heller ikke, hvorfor jeg mener, at jeg er bedre til at vurdere folkets temperatur end magteliten.

Det er enkelt nok. Jeg har gennem de sidste mange, mange år talt med jeg ved ikke hvor mange mennesker der, hvor de bor. Jeg har igen og igen været rundt i Danmark, talt med og, ikke mindst, lyttet til danskerne. Jeg har fået MANGE breve, ja, dem med frimærker på, som vel snart ikke findes mere, og jeg har, det er sandt, læst dem alle.

Britta Schall Holberg skyder så efter mig i forhold til svar på udfordringerne. At jeg rejser en væsentlig debat, er åbenbart ikke nok for hende.

Man bør måske ikke ytre sig offentligt, hvis ikke man sørger for at skitsere hele problemstillingen grundigt og detaljeret først og dernæst lige så grundigt og detaljeret adresserer alle aspekter i problemstillingen? Man skal måske ikke ytre sig offentligt i andre former end ved bøger, hvor man selv stiller spørgsmålene og giver svarene?

Svaret er jo, at man gennem politik må sørge for at trække udviklingen i den rigtige retning. Det har jeg gjort i mange år, men jeg må så også sige, at det ikke kommer bag på mig, hvis Britta Schall Holberg ikke har opdaget dette. I øvrigt burde de fleste være klar over, at når et parti ikke har 90 mandater, et flertal i Folketinget, bag sig, ja, så må man indgå aftaler på kryds og tværs med de andre partier.