Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Pia Allerslev: Thyra Franks forseelse er, at hun ikke er en dreven politiker

»Det er ældreministerens ansvar at fjerne de barrierer, der måtte være inden for ældreplejen. Det ved hun faktisk godt.«

Pia Allerslev, børne- og ungeborgmester København (V) Fold sammen
Læs mere

Ældreminister Thyra Frank (LA) fik ikke en hårdere medfart end andre nybagte ministre eller borgmestre har fået i tidens løb, da hun søndag aften blev interviewet af TV 2 om jammerlige forhold på plejehjem for de ældre.

Journalisten fra TV 2 behandlede Thyra Frank på fuldstændig samme måde, som enhver anden nybagt minister eller borgmester er blevet behandlet de sidste mange, mange år. Derfor er dette hverken en kritik af journalisten, som jeg ikke kender, eller kan huske navnet på, ej heller af TV 2.

Jeg skriver, fordi jeg hverken personligt eller politisk kunne holde ud at se interviewet.

For det første har Thyra Frank uden tvivl det største engagement og den største erfaring på ældreområdet i forhold til nogen andre medlemmer af Folketinget. Måske lige undtagen den tidligere sundhedsminister. Thyra Frank har faktisk haft et rigtigt job og endda inden for den sektor, som hun nu står i spidsen for.

For det andet – ja, det er utroligt man skal skrive det – har den nye ældreminister ret i, at det er ude i den enkelte kommune, at man tilrettelægger den kommunale service herunder ældreplejen. Vi har kommunalt selvstyre. Derfor er det kommunalbestyrelsen, der står til ansvar. Også for de ældre.

Thyra Franks forseelse bestod i, at hun ikke er en dreven politiker, der fandt på et ligegyldigt svar, der lukkede munden på journalisten.

Vi kan udrette noget kommunalt

I Københavns Kommune ligger ældreplejen hos min kollega Ninna Thomsen. Ninna er folkesocialist, og derfor kan det måske forekomme lidt mærkeligt, at jeg roser hende, men det var faktisk Ninna – og ikke sundhedsminister Astrid Krag – der fik stoppet registreringen af, hvad hjemmeplejerne laver i hjemmet, når de besøger de ældre i København.

Tidligere skulle hjemmehjælperne følge en stram tidsplan, men nu har vi besøgsblokke, hvor det er hjemmehjælperen, der vurderer, hvad borgeren har brug for. En stor kommunal sejr, der satte mennesket før systemet helt på linje med mit eget partis politik, men også et initiativ, der sætter debatten om Thyra Franks udtalelser i perspektiv.

Mit eget område koordinerer og planlægger den samlede indsats for børn og unge mellem 0 og 18 år.

Jeg har altså ansvaret for vuggestuerne, børnehaverne, folkeskolerne, fritidsinstitutionerne, klubberne og specialinstitutionerne m.v.

Som tidligere folkeskolelærer ligger børnenes trivsel mig meget nær. Ikke mindst i folkeskolen, som er afgørende for, hvordan de klarer sig videre i livet.

Nogle skoler i København har mange udfordringer og mange gange skal der utraditionelle løsninger på bordet, før vi inden for de kommunale rammer kan hjælpe dem. Et af de bedste eksempler er Skolen på Amagerbro. Skolen hed oprindeligt Sønderbro, og det er der ikke noget galt i, men skolen ligger i et social og sprogligt sammensat område, og trængte til en ny begyndelse. Et navn gør ikke alt, men kan signalere en ny begyndelse.

Efter at skolen havde vedtaget en ny faglig handleplan og fået ny ledelse opfordrede skolebestyrelsen borgerne i lokalområdet til at komme med forslag til et nyt navn. Bestyrelsen valgte navnet »Skolen på Amagerbro«.

Begivenheden fyldte mig ikke blot med stolthed og glæde, men illustrerer også, hvor meget vi kan udrette kommunalt. Skolen på Amagerbro har på forbilledlig vis vist, at det kommunale selvstyre virker.

Med til historien hører, at vores Vejnavnenævn i København afgav en vejledende udtalelse, hvor de fortalte mig, at fordi der er tradition for at navngive skoler efter beliggenheden, og området kaldes både Sønderbro og Amagerbro, mente nævnet, at skolens nuværende navn passede godt til området. Heldigvis blev det ikke, som nævnet anbefalede, men det viser, at det ikke altid er så let at være borgmester, som det måske ser ud fra Christiansborg.

Hun skulle bringes på glatis

Regeringen og Folketinget har også en rolle. Folketinget kan presse på. Regeringen kan give en hjælpende hånd med at fjerne de regler, som er en barriere for den gode opgaveløsning. Fordi der er masser af barrierer. Også kontroversielle, som ingen tør pille ved, men som ødelægger opgaveløsningen for kommunerne. Det ved vi, fordi der findes vuggestuer, børnehaver, folkeskoler, plejehjem, som fungerer langt bedre end andre, selv om de får fuldstændig samme midler, men som ikke får det til at fungere på tilfredsstillende vis.

Det er ældreministerens ansvar at fjerne de barrierer, der måtte være inden for ældreplejen. Det ved hun faktisk godt. Ældreminister Thyra Frank svarede igen på kritikken, der kom efter interviewet, allerede dagen derpå. Hun bemærkede, at når hun engang er færdig med at være ældreminister, er hun overbevist om, at de pårørende, beboerne, personalet og ledelsen vil kunne mærke, at det er blevet bedre.

Mål hende på den udtalelse. Ikke på et interview, der var iscenesat til at få hende på glatis.