Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Pest over Vesten

Mure er i sig selv feje. Når kampen først står ved muren, er faldet sandsynligt. For det fællesskab, der er blevet så angst at det gemmer sig, kan ikke vinde.

Læs mere
Fold sammen

Den frihedsorienterede borgerlighed er udfordret af sin grimme fætter verden over. Alt, hvad der engang gjaldt som udtryk for borgerligheden, er under angreb. Ikke udefra. Men indefra.

Ytringsfriheden gælder. Men kun for os.

Trosfriheden gælder. Men kun for dem som os.

Principperne gælder. Men ikke hvis de selv på den korte bane forvolder noget som helst ubehag.

Søren Pind. Tegning: Kate Copeland Fold sammen
Læs mere

Vi ser det i USA med præsident Trump. Vi ser det i Storbritannien. Og vi ser det herhjemme. Overalt i Vesten angribes de institutioner og den ramme, vi har bygget over de sidste 70 år.

Frihedsrettigheder. Forfatninger. Dommere. Pressen. Udlændinge. De legitime myndigheder.

Hver for sig er der ofte forklaringer på, hvorfor lige. Men tilsammen tegnes et billede af et samlet, voldsomt angreb. På det, der har skabt den frieste og rigeste livsform på kloden.

Det står skrevet, at man skal kende træet på dets frugter. Matthæus skriver: »Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. På deres frugter kan I kende dem. Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler? Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter.«

Det startede med fejheden. En krigstræt opinion, der samtidig bildte sig selv ind, at krig kun var af det onde og behændigt glemte USA i Anden Verdenskrig. Den påstod, at det intet ville betyde at trække sig tilbage »behind the wall«. Det efterlod et sårbart Syrien. Hvorefter opinionen igen fremturede, og sagde, at det skulle vi ikke blande os i – lad dem slå sig selv ihjel dernede. Efter det kom syndfloden. I bogstaveligste forstand flød lig, mennesker og gods ind over det europæiske kontinent. Hvorpå selvsamme opinion angreb den Europæiske Union for svaghed og inkompetence. De enkelte stater for ikke at kunne håndtere motorvejsvandringerne. Grænsekontrol, mere politi, build a wall. En selvopfyldende profeti med frygtelig konsekvens.

Men mure er i sig selv feje. Når kampen først står ved muren, er faldet sandsynligt. For det fællesskab, der er blevet så angst, at det gemmer sig, kan ikke vinde.

Ånd og kultur

Eksistenskampen skal føres langt borte fra muren. Den skal føres med kultur. Den skal føres med ånd. Og den skal om nødvendigt kæmpes med våben. Åndelige og fysiske.

Det kræver mod. Udsyn. Og blod, sved og tårer. Vi har i de seneste år bildt hinanden ind, at der var beslutninger, som var gratis. For eksempel intet at foretage sig i Syrien. Den beslutning var medvirkende til det, FN i dag kalder den største humanitære katastrofe ikke bare i det 21. århundrede, men siden Anden Verdenskrig.

»Vi har set, hvad feje, populistiske bevægelser har at byde på. En mageløs afstumpethed. Utryghed og opsplitning. Et mørke der føder på angst.«


Vi har set, hvad feje, populistiske bevægelser har at byde på. En mageløs afstumpethed. Utryghed og opsplitning. Et mørke der føder på angst.

Over hele verden støder de legitime myndigheder sammen med de ledende kræfter bag. I USA, hvor en række undersøgelser sætter kriminelle bag tremmer og afdækker dybt kriminelle forhold. I Storbritannien, hvor svindel med valgmidler i forbindelse med EU-afstemningen har været manifest. Ja, vi ser endda noget lignende i Danmark, hvor myndighederne er ved at undersøge misbrug af EU-midler i Dansk Folkeparti.

Det er tid at forsvare den eksisterende samfundsorden, som den afspejles i vores grundlov, i den europæiske grundtanke, i den amerikanske uafhængighedserklæring og de frihedsrettigheder, der har skabt de enestående samfund, vi lever i. I modsat fald vil det gå, som det gik med Syrien. Den, der gemmer sig bag en mur, taber.

Danmark prøvede i mange år neutralitetstanken. Det medførte Besættelsen og de fem mørke år. Det brød samtidig med landets selvforståelse efter Slaget på Reden og Dybbøl – et modigt lille land, der skønt mødt af overmagt, kæmpede for sin eksistens. 9. april trak mange ar år efter – selv til i dag.

Når man i dag hører ordet suverænitet brugt i den danske debat, sker det ud fra forestillingen om, at vi kan det hele selv. Det er usandt og pilrådden frugt. Tænk sig at være uden for NATO og EU? Se til Ukraine, hvordan det går selv store lande i den situation.

Og se, hvordan disse institutioner angribes. Ikke kun udefra. Også fra uventet hold. John F. Kennedy sagde berømmeligt: »Lad enhver nation vide, om den ønsker os godt eller ondt, at vi vil betale enhver pris, bære enhver byrde, imødegå enhver udfordring, støtte enhver ven, bekæmpe enhver fjende for at sikre frihedens overlevelse og sejr. Dette sværger vi – og mere til: Til de gamle allierede, hvis kulturelle og åndelige oprindelse, vi deler, sværger vi trofaste venners loyalitet.«

I dag kaldes vi, fra selvsamme talerstol, »fjender«.

Disse bevægelser og holdninger er en surdej. Og det samfund og de partier, der bygger på det, bygger på sand. For det er en pest over Vesten. Hvor vi vil ende med ikke at kunne genkende os selv. Det er tid at sige fra. Man kunne symbolsk starte med at afskaffe den unyttige og ressourcekrævende grænsekontrol. Der står jo alligevel snart et vildsvinehegn.