Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Personligheder og skabelonligheder og Ghita Nørbys forrygende nedsmeltning

Både medieudviklingen og samfundsudviklingen har været til gavn for alt muligt andet end de store personligheders udfoldelsesmuligheder. Det helt forrygende interview med Ghita Nørby på Radio24syv i denne uge var blandt meget andet også en påmindelse om, hvad der er gået tabt.

Tom Jensen Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

Har De nogensinde hørt Kardinalernes Middag? (Jeg er med vilje De’s i denne sammenhæng, andet føles upassende). Ellers skulle De gøre Dem den ulejlighed at opsøge programmerne. De kan vist findes på nettet et sted.

Det var en serie programmer på DR fra 1976, hvor Ole Michelsen, senere kendt fra filmmagasinet »Bogart«, inviterede fire store personligheder i studiet til at tale om forskellige emner: København, teatret og kulturlivet, tidernes gang, og hvad der nu måtte falde dem ind.

De fire »kardinaler« var skuespilleren Olaf Ussing, journalisten og forfatteren Ole Vinding, Berlingske Tidendes legendariske teateranmelder Svend Kragh-Jacobsen og tegneren Hans Bendix. Hvert øjeblik i disse udsendelser er en fryd at lytte til. De fire herrer sparer hverken på affektionen eller de verbale syrebade som oftest draperet i en yderst venlig tone. Man mærker dem virkelig. Store personligheder, der ikke er skåret til på nogen anden måde end den, de selv har formet, fornemmer man.

Ghita Nørbys frontalulykke

Jeg kom til at tænke på dem, da jeg hørte interviewet med Ghita Nørby på Radio24syv forleden. Et allerede legendarisk interview, foretaget af journalisten Iben Maria Zeuthen i Ghita Nørbys hjem, et møde, der allerede efter få minutter er løbet helt vidunderligt forfærdeligt af sporet, og hvor Ghita Nørby ikke sparer på de oratorisk veludførte giftigheder mod Zeuthen, men i og for sig heller ikke på selvudleveringen.

Der er ikke rigtigt nogen af de to, der for alvor slipper godt fra det hele – og så alligevel. Mens Iben Maria Zeuthen kommer til at fremstå som en journalist, der ganske har fejllæst den situation, hun træder ind i, og den personlighed, hun møder (hvilket kun gør det modigere af hende og Radio24syv faktisk at udsende fortrædelighederne), synes Ghita Nørby ved første ørekast at være både unødvendigt grov, ja, egentlig uordentlig. Hun giver ikke Zeuthen en chance.

Det er også rigtigt. Men ud af dette majestætiske kiks, dette frontalsammenstød af et ulykkesmøde, træder alligevel noget helt enestående: En personlighed emmer ud af æteren, bestemt ikke behagelig i alle sine facetter og udladninger, men en personlighed på niveau med de fire kardinaler i Ole Michelsens gamle udsendelsesrække.

Når jeg bringer det op her, er det kun, fordi det egentlig er alt for sjældent, det sker. Jovist, der er personligheder tilbage såvel i ind- som i udland, unikt formede skikkelser, der er så meget i pagt med sig selv, at de synes vidunderligt ligeglade. Jørgen Leth, Lars von Trier, Ulla Terkelsen. På den politiske front en Bertel Haarder (hvis egen »pis mig i øret«-nedsmeltning under et DR-interview for nogle år siden var lige så vidunderlig som Ghita Nørbys – et adelsmærke for ham efter min mening). På sin helt egen aparte bane vel også Donald Trump. Det kan man ikke tage fra ham.

»Jeg kunne tænke mig en verden redefinere sig på ny, hvor farver og mangfoldighed ikke længere er noget, man behøver korrekse sig til.«


Men ellers lever vi en tid, hvor der er færre personligheder og flere skabelonligheder. Det er en påstand, men jeg tillader mig den. Er De ikke enig?

Global afretning

Hvis præmissen er accepteret, kan vi bruge lidt plads på at besvare spørgsmålet: hvorfor?

Her er jeg nødt til først at skue indad: på medierne, på medietrykket, på medieudviklingen og også på de sociale medier.

Udfaldsrummet er ganske enkelt blevet snævrere. På de sociale medier er der således 24 timers global afretning ved kasse et: Falder nogen uden for blot ét segment af moralske krigeres definition af, hvad man bør kunne sige eller gøre, da risikerer man den voldsomste shitstorm rejse sig foran en. Det mødte også Ghita Nørby forleden: Talrige sociale mediebrugere tillod sig den fjerndiagnose, at hun måtte være begyndende dement. Sig mig, hvad bilder folk sig egentlig ind?

De sociale medier understøtter en tiltagende og lammende konformitet, som det mere traditionelle medietryk for længst havde sat i gang. Læg dertil en digital udvikling, som betyder, at der på gader og stræder og i nattelivet, selv ind i det bruneste hjørne af den mest mørktbejsede bar, er øjne i natten, kameraer i telefonerne. Er man kendt, er man 360 grader evindeligt eksponeret, og fejl takseres på et splitsekund: Det forkerte billede i den forkerte situation på det forkerte sted – måske i det forkerte selskab.

Mangfoldighedens luftspejling

Læg oven i det en grundlæggende samfundsudvikling, der over 50 år stille, men roligt har omformet det menneskelige idealbillede til et lidt goldt materialistisk væsen, hvis væsentligste værdi det er gennem livet at rejse tilstrækkelige midler til det påtvungne fællesskab, som skal sørge for, at alle behandles helt ens. Ussing, Vinding, Kragh-Jacobsen og Bendix var ikke født i sådan en pølsefabrik af et samfund.

Deres tid var på mange måder dårligere. Men var den egentlig ikke også ved eftertanke mere mangfoldig, denne luftspejling af et begreb, som vore tiders vennesæle rigtigheder konstant rækker ud efter uden at ane, hvad de skal bruge det til?

Nå. Jeg kommer muligvis til at lyde som en gammel mand. Hvilket vel, når den brutale sandhed skal frem, efterhånden heller ikke er helt løgn. Men: Jeg længes ikke tilbage til fortiden. Jeg kunne blot tænke mig en verden redefinere sig på ny, hvor farver og mangfoldighed ikke længere er noget, man behøver korrekse sig til. Men hvor de bare er der, herunder i store skønånder, uslebne individer og ja, såmænd også i uforskammede forstanderinde-manerer som hos Ghita Nørby, når det er det, der skal til ...