Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Per Stig Møller: Så hentes høtyvene frem

Fordi økonomien kom i højsædet, reageres der nu fra bagsædet.

Per Stig Møller Fold sammen
Læs mere

Året efter den store bankkrise i 2008 inviterede præsident Barack Obama erhvervslivets spidser til en sammenkomst i Det Hvide Hus. Her gjorde han dem pænt opmærksom på, at det kun var hans administration, som stod mellem dem og »høtyvene«. Med ordet »høtyvene« mindede han dem om Den Franske Revolution, hvor bønderne og byernes fattige (»bukseløse«) satte ild til godserne og kappede hovederne af adelsmændene, kongen og dronningen. Obamas advarsel blev ignoreret, og i 2016 gjorde »de ynkelige«, som Hillary Clinton kaldte Trumps tilhængere, netop Donald Trump til præsident.

I Frankrig har »de gule veste« tvunget præsident Emmanuel Macron til at trække sin nye bølge af økonomiske reformer tilbage. Af hensyn til statsfinanserne ville han ellers ramme pensionerne og af hensyn til klimaet gøre det dyrere at køre bil. Eftersom busruterne i landdistrikterne var nedlagt, betød dette imidlertid en ekstra skat til dem, der må køre til arbejde i de byer, hvori kun de velbjærgede har råd til at bo.

»I Moskva og Beijing gnider de sig i øjnene ved synet af det ellers så rige Vesten i opløsning.«


I mange, vestlige samfund reageres mod »den herskende klasse« bestående af politikere, erhvervsfolk, djøf'ere og EU-bureaukrater. Ligesom de gamle, græske guder synes disse at leve deres liv i overflod oven over skyerne, og Macron ønskede netop at regere som Jupiter. Vi har set reaktionen i USA og Frankrig. Men også i Storbritannien med Brexit, i Italien med en regering bestående af to populist-bevægelser, i Tyskland med Alternative für Deutschland, i Sverige med Sverigedemokraterne, i Polen og Ungarn med deres »illiberale regeringer«. Alle steder rettes vreden desuden mod EU. I Moskva og Beijing gnider de sig i øjnene ved synet af det ellers så rige Vesten i opløsning.

Sådan er det jo

Det er bare ikke nok at konstatere, at sådan forholder det sig. Vi må se på, hvorfor det forholder sig sådan. En af forklaringerne er den stigende forskel mellem dem, der får mere, og dem, der ikke gør. Her springer de store bonusser, gyldne håndtryk og faldskærme samt givtige aktieoptioner i øjnene, selv om vi alle vel ville tage imod disse ordninger, hvis vi fik dem tilbudt. For at imødekomme kritikken vil Mette Frederiksen (S) forhøje skatten på de største indkomster, hvilket er at rette bager for smed. Det er jo ikke alle med store indkomster, der hvidvasker og unddrager sig skatten, og Mette Frederiksens metode ophæver ikke disse vredesfremkaldende ordninger. Sikkert tværtimod, men det er dem, der skal sættes ind imod, og kan erhvervslivets aktører ikke selv gøre det, må politikerne. Sådan er det jo.

En dybere forklaring er, at de vestlige lande gennem de sidste 30 år har styret efter rent økonomiske modeller. »Økonomismen« tilsagde at deregulere, privatisere, liberalisere, maksimere og effektivisere uden at tage fornødent hensyn til, hvordan det påvirkede hverdagen for dem, der lever under skyerne. Denne ideologi gøres der nu op med. I Storbritannien vil Jeremy Corbin renationalisere. I Polen og Ungarn angribes det liberale demokrati. I Italien gennemføres borgerløn og ufinansierede skattelettelser. I Danmark vil Socialdemokratiet rulle reformerne tilbage, og rundt omkring opgives det at ændre pensionsalderen.

Opgøret tager form af populisme, identitetspolitik og en »nynationalisme«. »America first«, »italienere først«, »tag kontrollen tilbage«, væk med internationale aftaler og domstole. Ned med de andre og ud med de fremmede. Det er alt sammen tegn på, at »junglen vender tilbage«. I den sørger enhver for sig og sine, og alle andre udgør en trussel. Vi kan sagtens ramme »de rige« og skabe et lighedssamfund. Vi kan begynde med at få aktiekurserne til at falde og boligboblen til at briste, men det får ingen det bedre af.

Svaret på »økonomismen« er ikke en ny »gruppe-egoisme«, men en fornyet helhedstænkning, hvori økonomien afvejes politisk. Dette er just meningen med demokratiet, hvori kapitalismen ikke kun tjener sig selv, men samfundet som helhed. Ellers kunne man bare overdrage magten til teknokraterne og oligarkerne.

Efter at have overlevet mistillidsafstemningen i sit parti sagde Theresa May, at der nu skal føres en politik, der gavner alle i samfundet. Det mest tankevækkende ved den bemærkning er, at det altså er nyt. Men netop fordi det er nyt at tænke på helheden, forklarer det, hvorfor helheden er gået tabt.

Måske skulle vi fejre jul hele året rundt, for i julen understøtter økonomien »hjerternes fest«.