Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Per Stig Møller: Islamisme, Rusland, globalisering – hvor skal Danmark stå i fremtiden?

I juni måned offentliggjorde regeringen sin udenrigspolitiske strategi. Den er i pressen blevet fremstillet som om, det er første gang, at en regering fremlægger en sådan. Det er det naturligvis ikke. VK-regeringen fremlagde for eksempel i 2003, 2006 og 2008 sine udenrigspolitiske prioriteter og strategier.

Enhver regering må selvfølgelig gennemtænke sin udenrigspolitik i lyset af verden, som den er, og i lyset af hvordan man helst ser verden udvikle sig, og hvilken rolle, Danmark kan spille i den forbindelse. Det helt nye skulle ifølge regeringen være, at den er »interessebaseret«. Det er nu ikke nyt, for al udenrigspolitik er interessebaseret.

Udenrigspolitikkens formål er grundlæggende at sikre, at landet kan føre den indenrigspolitik, det selv vil. Det betyder, at man skal indstille sig på, hvilke trusler, der er nu, og hvilke trusler, man kan forudse i fremtiden.

De mest åbenlyse trusler er de militære, som man skal søge at forhindre. Det gør man ved både at have et forsvar, der kan afværge et angreb, og ved at have allierede, så man ikke står alene den dag, angrebet måtte komme.

Ved at gå med i NATO sikrede vi os mod et angreb, der kun rettede sig mod Danmark. Det rettede sig i så fald også mod USA, vores afgørende allierede. I den nærmeste fremtid kan der foreligge en trussel mod Østersølandene fra et revanchistisk Rusland, der ikke har glemt, at det indtil 1991 beherskede hele Østersøkysten fra Sankt Petersborg til Oder-Neisse.

Truslen fra Nordafrika

Lidt senere kan den militære trussel komme fra Nordafrika, i fald islamismen får regeringsmagten i et arabisk land, hvorpå dette vil søge at destabilisere de ikke-islamistiske, muslimske lande, og Nordafrika vil blive sårbart.

Herfra vil islamistiske kræfter søge konflikt med Europa. De bølger af terror, vi oplever nu, vil være intet i forhold til, hvad vi i så fald vil komme ud for. Derfor må en udenrigspolitisk strategi inddrage truslerne fra islamismen, konflikterne i Mellemøsten og nødvendigheden af at stabilisere Nordafrika.

Men truslen fra Nordafrika vil først opstå, hvis Nordafrika bryder sammen og overtages af islamister på grund af befolkningspresset fra Afrika syd for Sahel. Nordafrika befinder sig mellem hammer og ambolt, eftersom det strømmer ind med illegale indvandrere, der vil til Europa, som bare ikke vil have dem. Så sidder de fast i Nordafrika, der vil blive præget af konflikter, uro og sammenbrud.

Folkevandringen fra syd mod nord er altså en sikkerhedspolitisk urofaktor, som Europa skal forholde sig til. Risikoen for et nordafrikansk sammenbrud vokser tilmed, hvis klimaproblemet vokser. Det går i så fald meget kraftigt ud over Afrika syd for Sahel, hvor landbrugsjorden forsvinder, og levemulighederne følgelig forringes med større udvandring til følge.

Underleverandør til Kina

Demografien og økologien er sikkerhedspolitiske faktorer, der må inddrages i en fremtidsrettet udenrigspolitik.

Der er tillige religionsproblematikken, eftersom religionen spiller en motiverende rolle i konflikterne i Mellemøsten, dele af Afrika, i Afghanistan, Pakistan og Indonesien samt for terroren i Europa.

Det er islamisternes forståelse af Koranen, der får dem til at fordømme demokratiet og vores vestlige kultur. Det er deres forståelse af Koranen, der får dem til at dræbe vantro, hvad enten disse er muslimer eller ikke-muslimer.

Man kan bekæmpe denne trussel med politi og militær, men man kan ikke udrydde den, før end deres udlægning af Koranen afvises og nedkæmpes af muslimerne selv. Vores kamp mod dem bestyrker dem kun i, at kampen mod os er den endelige kamp mellem Allah og hans vantro fjender. Det betyder, at sikkerhedspolitikken også skal inddrage religionen både som en trusselsfaktor, og som en faktor, der kan afværge truslen.

Udenrigspolitik skal ydermere forholde sig til globaliseringen og verdenshandelen for at fremme frihandel og fredeligt samvirke på kryds og tværs af kloden og herunder forholde sig til Kinas rolle i fremtiden. Med den fart, udviklingen af de nye teknologier skyder i Kina, risikerer Europa på sigt at blive underleverandør til Kina, som Kina i en snes år var det til Europa. Det betyder, at den europæiske handlefrihed formindskes, med mindre vi i tide forstærker vores indsats indenfor vidensudviklingen og innovationen i bredeste forstand.

Og se, intet af alt dette, kan Danmark mestre alene. Vi europæere kan kun mestre fremtidens udfordringer i fællesskab, og vi kan kun klare de militære udfordringer sammen med USA, som risikerer at glide fra os for at sejle sin egen sø.

Men heller ikke USA kan klare alt dette alene, har Joseph S. Nye Jr., Henry Kissinger og den nyligt afdøde Zbigniew Brzezinski påpeget. Mon præsident Trump har læst deres advarsler?