Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Pensionsfixet

Per Bremer Rasmussen: Regeringens fredning af boligskatterne giver ikke mange muligheder for at rejse de nødvendige midler til de bebudede skattelettelser til det arbejdende folk. Risikoen er, at den farlige regning atter ender hos pensionsopsparerne.

Det skal kunne betale sig at arbejde, lyder det fra regeringen. Og det er der ikke noget galt i. Men det skal også kunne betale sig at spare op til sin pension, og den side af sagen kan det komme til at knibe med i lyset af, at de bebudede skattelettelser på arbejde skal gå hånd i hånd med en fredning af boligskatterne. En farlig cocktail for den roste danske pensionsmodel. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Skatteminister Thor Möger Pedersen varmer i disse måneder op til en skattereform. Ambitionen er fin og klar: Det skal kunne betale sig at arbejde frem for at være på offentlig forsørgelse. Derfor skal fremtidige skattelettelser komme de beskæftigede til gode, siger ministeren. Det bliver en både dyr og vanskelig manøvre!

For regeringen har - frem til næste valg - besluttet at frede boligskatterne. Det giver ikke mange muligheder for at rejse de nødvendige penge, der skal finansiere skattelettelserne. Risikoen er, at regeringen i afmagt ender med at smide regningen på pensionsopsparernes bord. Det vil være kortsynet og gå ud over vores børn og børnebørn. Dette pensionsfix er en farlig fristelse.

De seneste år har Folketinget i stigende grad ladet de danske pensionsopsparere holde for. I forbindelse med finansloven for 2012 vedtog Folketinget, at danskerne fra i år skal betale mere i skat af deres pensionsafkast. De skal også betale skat, hvis de betaler mere end 50.000 ind til deres ratepension. I forvejen gjaldt en skat på indbetalinger over 100.000 kroner indført i 2009. Samme år gennemtrumfede Folketinget også en særskat på store pensioner.

Det har en pris, hvis danskernes pensionsformue er i spil hver gang, riget fattes penge. Konsekvensen vil være, at danskerne får sparet mindre op. Det rammer først og fremmest den enkelte - i det omfang at hun/han ikke har nok penge til at forsørge sig selv som pensionist. Det skader de offentlige kasser, der må træde til med mere folkepension og flere sociale ydelser, hvis danskerne har sparet for lidt op. Det skader også samfundsøkonomien, ligesom pensionsopsparingen er nødvendig for at finansiere de nødvendige investeringer i dansk erhvervsliv.

I Danmark kan vi rose os af en god og høj pensionsopsparing - noget mange andre lande misunder os. Det er ikke sket af sig selv, men lykkedes, fordi klarsynede politikere og arbejdsmarkedets parter har evnet at skabe og værne om et system, der sikrer denne langsigtede opsparing. Ja faktisk var den meget store udbygning af pensionssystemet, som man enedes om ved trepartsforhandlingerne sidst i 80erne, i meget høj grad begrundet i de meget store betalingsbalanceunderskud - et resultat af en lav privat opsparing.

Hvis det skal lykkes at holde fast i den høje opsparing, kræver det ro og stabilitet - med politikere, der afholder sig fra at plukke snart her og snart dér i rammebetingelserne for opsparingen. Det skal kunne betale sig at spare op til sin pension, og man skal kunne have tillid til, at hvad der gælder i dag også gælder i morgen. Pensionsopsparing er langsigtet opsparing. En pensionsopsparing løber typisk meget længere end man gennemsnitligt ejer et hus. Så stabile rammer og dermed tillid er altafgørende.

Undermineres tilliden, undergraver det pensionsopsparingens kontrakt. Konsekvensen kan blive, at danskerne ikke længere tør binde deres penge i en pensionsopsparing, der beskattes hårdere og hårdere, men vil foretrække selv at disponere over deres penge. Ruller den bold først, kan resultatet blive en skæbnetime for det gode danske pensionssystem.

I Danmark har vi fradrag for pensionsindbetalingerne og beskatter først, når pensionen udbetales. Det ligger der ikke noget subsidie i. Staten får sin skat - udskudt og med renters rente. Systemet sikrer, at den udskudte skat er der til at finansiere sundhed, ældrepleje og andre offentlige ydelser, præcis når de store årgange går på pension.

Danskerne har over 3.000 mia. kr. i deres pensionsopsparinger. De kommer til udbetaling (og beskatning!), når den enkelte går på pension.

Det er fristende at forgribe sig på alle de penge. Det er præcis, hvad Færøerne har gjort. Her har man, presset af store underskud på de offentlige budgetter, gennemført en stor skattereform, der sænker skatten på arbejde markant - med helt op til 35 mia. kr., hvis man regner om til dansk målestok. Finansieringen skal hentes ved at fremrykke skatten på pension. Det betyder, at den færøske regering fremover vil beskatte, når færingerne betaler ind til deres pension - mod til gengæld at undlade beskatning ved udbetalingen.

Det pynter unægtelig på de officielle budgettal. Fordi straksbeskatningen giver penge i kassen nu; men på længere sigt vil pengene mangle. Prisen kommer færingernes børn og børnebørn til at betale. Når de vokser op, skal de ud og skaffe ekstra penge for at kunne betale for forældrenes overforbrug af offentlig service.

De færøske finanser bliver ikke en krone sundere af den øvelse - snarere tværtimod; men det er en længere historie. Der er ikke en krones reel finansiering, og øvelsen er reelt ren regnskabssminke.

Den færøske skattereform er hastet igennem på mindre end én måned. Måske synes regeringen at kunne tillade sig den form for hastværk, fordi Fær­øerne har en økonomisk trumf i baghånden, som Danmark ikke har. De kan tage en tur til København og bede om flere penge. Det er set før.

Færøerne har i parentes bemærket samtidig med skattereformen bedt Danmark om at få forøget sit bloktilskud. Det har ellers været låst fast siden 2002 motiveret af Færøernes ønske om at opnå større uafhængighed af Danmark.

Det færøske eksempel bør tjene til skræk og advarsel. Vi bør opføre os klogere i Danmark. Men vi er desværre allerede - heldigvis i mindre skala - slået ind på den færøske kurs.

Med skattelofterne over ratepension straksbeskatter vi også i stigende grad pensionsindbetalinger. Lofterne giver lavere pensionsopsparing (ca. 20 mia. kr. om året) og på kort sigt store ekstra beløb (ca. otte mia. kr.) i statskassen.Det kan måske isoleret set synes fornuftigt. Men det er det ikke, når vi samtidig kender de kæmpe udfordringer, der venter forude med at finansiere velfærdsservice til de fremtidige generationer. Det skal regeringen huske, når den skal finde penge til sin skattereform. Og den skal kigge mod nord for at blive mindet om, hvordan man absolut ikke bør gøre.

Det vil kræve stor politisk disciplin ikke at falde for fristelsen og beskatte pensionen yderligere. Men der er ikke brug for et kortsigtet fix, men ansvarlig finanspolitik.