Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Pengeliderligheden har indtaget forskningen

»Man kan nu møde sprænglærde, superbegavede forskere, der er helt blinde af pengeliderlighed. Ja, de bruger desværre mere tid på at samle penge end på at søge sandheden. Universitetet er nemlig blevet en kæmpestor, neoliberal Ayn Rand-Smaugdrage fra Hobitten.«

   Fold sammen
Læs mere

I middelalderen måtte videnskaben tage en religiøs form for at overleve. Hvis sandheden ikke kunne forklares religiøst, var den forkert. Universitetet var sat i verden for at bekræfte, at verden var skabt af Gud i Guds billede. Videnskabsmænd, der som Giordano Bruno benægtede dette, blev brændt levende.

I dag må videnskaben tage en kommerciel form for at overleve. Kun forskere, som kan tiltrække penge fra samfundets fonde og virksomheder, overlever i universitetsverdenen. Videnskabsmænd. som ikke kan samle penge, bliver brændemærket.

Et universitet er nu en markedsplads, hvor der søges penge hos rige fonde. En evig jagt på nådegaver, ligesom Giordano Bruno måtte tigge den katolske kirke om hjælp. Naturligvis penge, han kun fik, så længe han stadig kunne bevise, at Jorden var flad som en pandekage.

Hvad er der så i vejen med det? Er det ikke godt, at universitetet får nogle penge? Er det ikke godt, at erhvervslivet kommer tættere på universitetet?

Jo da, men penge er ikke alt. De fylder alt, alt for meget nu. Det er blevet til en egentlig magtovertagelse, kommercialisering og kapring af sandheden – meget lig den katolske kirkes forsøg på at dreje og knække sandheden i Guds navn.

Penge har altid et budskab og en binding. Penge er sandhedens modsætning og fjende. Viden, som kan bruges til noget for nogens penge, har som en dræbersnegl spist enhver blomst af sand, sublim erkendelse. Man kan nu møde sprænglærde, superbegavede forskere, der er helt blinde af pengeliderlighed. Ja, de bruger desværre mere tid på at samle penge end på at søge sandheden. Universitetet er nemlig blevet en kæmpestor, neoliberal Ayn Rand-Smaugdrage fra Hobitten.

Det er samtidig et kæmpestort økonomisk tabu, som få tør diskutere af frygt for karriere og ikke mindst fremtidige pengestrømme. Penge gør bare noget ved folk, og de gør noget ved universitetet. Det er universitetets hemmeligstemplede politiske økonomi.

Sagen er ellers meget klar. Sandheden er ikke noget, som den katolske kirke, Novo, Mærsk, Carlsberg eller Velux Fonden skal eller kan finde ud af. Videnskab er ikke et socialt matadorspil. Sandheden finder man ikke på et kræmmermarked for viden. Det er at se og finde det, som er større og uden for mennesket, uden om og bag ved ussel mammon. Det, som ikke er socialt konstrueret og socialt iscenesat.

Sandheden river og bider. Den findes aldrig i direktionslokalet eller Peterskirken. Universitetets opgave er at være det sted i samfundet, hvor pengene ikke råder – modsat alle andre steder. Det er rent faktisk derfor, vi betaler skat til det som et fælles, helligt, gratis gode. Opgaven er at sige sandheden på trods af – ikke på grund af pengene. For universitetet har svigtet sin rolle i samfundet. Rollen er søgen efter erkendelse på trods af alt og på trods af alle dem, som har pengene. Jagten på penge er ikke jagten på sandheden. Som der står ved universitetets port: Coelestem adspicit lucem. Til den som skuer det himmelske lys.