Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Pelle Dragsted er altid venlig at tale med, og man kan let lade sig rive med, når han for øjeblikket rejser med budskabet om, at der kan komme mere »pluralisme« og »demokrati« i ejerskabet i det danske samfund.
Han kalder sin vision for »nordisk socialisme«. Det lyder trygt og rart, lidt som et godt rugbrød, og Pelle Dragsted forklarer, at han henter sin inspiration i andelsbevægelsen. Hvem kan have noget imod det?
Der er meget godt at sige om Pelle Dragsteds nye bog, der også bærer titlen »Nordisk socialisme«. Manden, der længe har været betragtet som Enhedslistens chefideolog, går i rette med de sidste revolutionære på den yderste venstrefløj, der stadig måtte fantasere om en voldelig overtagelse af magten.
Dragsted sværmer stadig for »ædle hensigter«, som kommunistiske revolutionære har lagt for dagen gennem historien, men han peger på, at »stort set alle« revolutioner efter leninistisk forbillede er endt i despoti.
Hvorfor kun skrive »stort set« alle? tør man nok spørge, men det er måske bare en sidste flig af revolutionsromantik. Dragsted afslører sjovt nok ikke, hvor en væbnet socialistisk magtovertagelse skulle have ført til andet end diktatur.
Til gengæld vil han gerne have sine venner på venstrefløjen til at kigge i en anden retning: Glem udenomsparlamentarismen. Glem den sovjetiske tilgang med statsvirksomheder og central planlægning.
Dragsted nærer en sund skepsis mod koncentrationen af statslig magt, så han er ikke ude på at nationalisere hele økonomien for at lade politikere og bureaukrater overtage styringen. Han har også fat i noget, når han minder om, at vi i Danmark har lange traditioner for alternativer til det rene, kapitalistiske ejerskab. Tænk andelsbevægelsen, COOP, realkreditinstitutter og andels- og sparekasser. Tænk boligforeninger og forsyningsselskaber.
Kunder kan være ejere. Det samme kan medarbejdere. Man kunne tilføje, at erhvervsdrivende fonde har givet robuste rammer for flere af landets største virksomheder. Og at familieejede virksomheder ikke kun tænker på næste kvartalsregnskab, men på næste generation.
Men Pelle Dragsteds virkelige ærinde er ikke at hylde pluralismen i ejerformer. Kernen i hans tænkning er kapitalismekritik. Der findes en god og »demokratisk« del af økonomien, og den er for Dragsted den offentlige sektor og virksomheder, som er organiseret som kooperativer eller forbrugerejede.
Det onde er kapitalismen, som ifølge Dragsted »koloniserer« resten af økonomien og uundgåeligt fører til både stigende ulighed, ringere velfærd, klimakatastrofe, artsudryddelse og autoritære politiske tendenser.
Som en tro marxist ser Dragsted enhver arbejdsrelation som en relation mellem herre og »undersåtter«. Privat ejerskab fører altid til udbytning og i sidste ende til oligarki, og derfor skal privat ejerskab bekæmpes. Det er logikken.
Jeg vil ikke gå i den modsatte grøft og påstå, at der ikke er noget at komme efter i den kapitalistiske verden. Men jeg undrer mig til stadighed over, at det skal være så svært for socialister at anerkende den private sektors positive bidrag til samfundet.
Mistænkeliggørelsen af det private er uovervindelig, og den fører også en mand som Pelle Dragsted på analytiske afveje.
Hele vejen igennem sin bog skriver han om en »lille elite«, som sidder på kapitalen og udbytter resten, men den beskrivelse er en Olsen Banden-karikatur af det danske samfund.
Virkeligheden er, at stort set alle på arbejdsmarkedet gennem deres pensionsordninger ejer både aktier, obligationer, ejendomme og jord for samlet over 5.000 mia. kr. (mere end 200 pct. af BNP). Virkeligheden er, at over tre millioner danskere bor i ejerbolig, og at 1,2 millioner danskere personligt ejer aktier i dag.
Vi har reelt folkekapitalisme i Danmark, men det er ikke godt nok for Pelle Dragsted. Derfor skal der ikke bare indføres højere skatter på formuer og kapitalindkomster. Pelle Dragsted genopfinder LO-forslaget fra de tidligere 1970ere om »Økonomisk Demokrati«, som i sin oprindelige form skulle føre til, at lønmodtagerne langsomt overtog selve ejerskabet af virksomhederne.
Nu foreslår Dragsted, at alle virksomheder med over 100 ansatte hvert år pålægges at udvide aktiekapitalen med to procent, som lægges i en lønmodtagerfond kontrolleret af de ansatte i virksomheden.
Som en neosocialistisk grønthøster vil mekanismen år for år udtynde de oprindelige ejeres andel af virksomheden, og lægger man den mekanisme ned i et regneark, vil en virksomhedsstifter kunne se, hvor længe han selv kan bevare aktiemajoriteten – højst 37 år vil der gå.
Derudover skal alle virksomheder med over 35 ansatte fra dag 1 underlægges et »tokammersystem«, som giver en medarbejdervalgt bestyrelse lige så stor indflydelse som ejernes bestyrelse.
Herfra fortsætter den nordiske socialisme med oprettelsen af en offentlig bank, en statslig vaccinefabrik, åbning for flere kommunale virksomheder, forbud mod at sælge offentligt ejet jord til private og kommunal anvisningsret til 20 procent af lejlighederne i private udlejningsejendomme.
Så nej, det er ikke guerillalederen Che Guevara, som kommer ned fra bjerget med våben i hånd, men det er en snigende, total magtovertagelse.
Virksomhedsejere vil blive udsat for en tvangskollektivisering, som ikke bare vil gøre det ekstremt svært at lede virksomhederne – men også virke dræbende på lysten til at ofre nætter og weekender på at etablere noget nyt. Ville en Lars Larsen have været i stand til at lede JYSK frem mod at blive en af Danmarks største koncerner, hvis han skulle have delt ledelsesretten med de ansatte? Og ville han overhovedet have haft lyst til at stifte virksomhed i Danmark, hvis hans ejerskab var sat på nedtælling?
Danmark vil hurtigt blive langt fattigere, og det er ikke kun en »lille elite«, som vil blive fattigere.
Vi vil alle blive mere lige og mere fattige. Det vil endelig være den virkeliggjorte socialisme.
