Ved De, hvad der er endnu sværere at kritisere, end det forkerte? Det er at kritisere det smårigtige. Det smårigtige er nemlig ikke helt forkert. Og derfor går det ikke an at omtale det som sådant. På den anden side er det heller ikke superrigtigt, så man derved opnår større indsigt. Men tillad mig nu at illustrere.

Forleden forklarede professor ved CBS, Ove Kaj Pedersen, til Berlingskes læsere, at »nationalismen er i fremmarch, og kernespørgsmålet i nationalismen er, hvad der udgør den fælles identitet«.

Længere nede i artiklen perspektiverede en anden professor, Marlene Wind fra KU: »Historisk er det ikke ret længe siden, at Danmark var en del af en meget større statsdannelse med dele af Tyskland og Norge, og derfor er der heller ikke noget naturgivent ved, at vi skal finde tilbage til rødderne og dyrke noget meget snævert dansk«.

Intet af dette er forkert, hvis man betragter det isoleret. På den anden side hænger der så mange spørgsmål i luften, at man heller ikke kan kalde det superrigtigt.

Hvorfor indførte man i 1776 et krav om, at embedsmænd skulle have dansk indfødsret, hvis folk ikke bekymrede sig om nationale distinktioner?

Hvorfor udspandt der sig i 1790 en »tyskerfejde«, hvor dansksprogede og tysksprogede intellektuelle lå i strid med hinanden?

Hvorfor var det en skandale, at Peter Hiort Lorenzen »vedblev at tale dansk« på den slesvigske stænderforsamling i 1842?

Hvorfor var sønderjyderne ikke ligeglade med, at de kom under tysk overherredømme i 1864?

Hvorfor er der et helt afsnit med henved fyrretyve tonesatte digte om dansk identitet i Højskolesangbogen?

Hvorfor udgav Ebbe Kløvedal Reich i 1972 en såkaldt folkebog om Grundtvig for at advare mod EF?

Hvorfor definerede DRs daværende generaldirektør i 1985 institutionens opgave som at »være forpligtet til aktivt at fungere som kultursamlende faktor, en brobygger mellem generationerne hen over de sociale, geografiske og kulturelle skel i befolkningen, i forsøget på at fastholde og udvikle, hvad det måtte være at være dansk«?

Hvorfor var en af begrundelserne for at indføre TV2 det følgende år, at dansk kultur havde behov for en styrkelse i forhold til den udenlandske?

Man kunne blive ved, og det er og bliver til stadighed kun smårigtigt, at dansk patriotisme hører hjemme et bestemt sted i det politiske spektrum, eller at dansk patriotisme bunder i modvilje mod resten af verden. Der har været kosmopolitiske patrioter. Og venstreorienterede patrioter. Og xenofobiske patrioter. Og højreorienterede patrioter. Og de har eksisteret hen over mange århundreder og adskillige afgrænsninger af Danmark.

Så måske er den store sandhed bare, at det ikke er videre kontroversielt at holde af det område, hvor folk taler ens modersmål, og hvor skik og brug sidder lige så bekvemt på sjælen, som yndlingstøjet på kroppen?