Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Pas på religion i den demokratiske proces

Mai Mercados kronik i Berlingske 2.4. antyder, at anledningen til at inddrage religion i politik er islams indtog i Danmark og Europa. Både den relativt stille islamisering med halalregler alle vegne, terror og udstillingen af demokratiets sårbarhed, når islamister får flertal i danske boligforeninger. Jeg tror, man skal gøre sig gevaldig umage med hensyn til, hvordan man har tænkt sig at bringe religion ind i den demokratiske proces. Behovet for at bekende sig religiøst i politik forekommer, i hvert fald delvis, at opstå som kompensation for følgerne af den udbredte berøringsangst over for at ytre sig islamkritisk. Men ideen om at blande politik og religion er essentielt rundet af et præ-demokratisk verdensbillede.

Det fornemmes f.eks. bag Sherin Khankans kronik i Berlingske 5.4 og hendes udtalelser i Religionsrapport P1, 7. april. Khankan demonstrerer basalt fravær af forståelse for sekularismens væsen. Hun mener ikke, at sekularisme står i modsætning til at være religiøs muslim og sharia. Muligt. Men guddommelig legitimering står nu engang i modsætning til sekularisme. Khankan mener, at al religion kan indgå i politik: Vi har ligestillet kønnene, de homoseksuelle og racerne - så nu mangler vi bare »den sidste bastion« - at ligestille religionerne. Her afsløres det afgrundsdybe skel mellem Khankans islamiske horisont og et sekulært værdigrundlag. Selvfølgelig skal vi have frihed og lige ret til at tro på, hvad vi vil. Men Khankan forstår åbenbart ikke, at i en sekulær samfundsdebat er der en kategorisk forskel mellem at kritisere på den ene side religiøse ideer og på den anden side køn, race og seksualitet. Misforståelsen stikker dybt ned i hjerteroden af Sherin Khankans muslimske gruppeidentitet.

Mai Mercado har meldt ud, at kristendommen efter hendes mening er et bedre værdigrundlag for det danske samfund end andre religioner. Her gør en politiker præcis det, Khankan efterlyser »åbner op for det religiøse argument«. Men emblematisk beskylder Sherin Khankan Mercado for at være »usympatisk, reaktionær, dogmatisk« samt dele »lighedstræk med islamister«. Det er nemlig for Khankan illegitimt overhovedet at mene, at kristendommen er bedre for udviklingen i Danmark end islam. Kræver hun også, at alle politikere skal mene, at alle politiske ideologier er lige gode? Ved hun ikke, at formålet med demokratiske debatter netop er at ytre, hvad man finder godt og dårligt?

Khankan må beegribe, at i det omfang, religiøse ideer indskrives i en sekulær debat, nyder de ikke samme beskyttelse mod kritik som køn og race gør det. Før hun sammenbidt trækker islam ned over hovedet på danskheden, ville det også være befriende, om hun udviste respekt for kristendommen. Barmhjertighed er en universel værdi, ja, men kristendommen gjorde den til sin kerneværdi. Uden en lidende skikkelse på et kors til at gennemsyre det kollektive sindelag i århundreder, ville idealet om alles ligeværd næppe have så høj status, som det har i det danske samfund.