Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Pas på de pæne piger

Lad nu de pæne piger, der går efter 12-taller, dyrker sport og passer fritidsarbejde uden problemer, gøre det uden at skulle omklamres af bekymring. Vi kan godt tåle mosten og har selv valgt den.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I efteråret var der fokus på de »pæne piger«, der alle får stress grundet pres fra omverdenen til at være perfekte. I de glade hippiedage skulle man være naturlig. For ikke så længe siden skulle man være perfekt. Lige indtil der gik mode i ligefrem at skælde ud på de pæne piger, skræmme dem med ord som »stress« og sige, at »du skal ikke være perfekt hele tiden«.

Men hvad så? Nu sidder jeg her – en af de der »alt for perfekte piger« – og føler mig truffet på det groveste. Jo, jeg kan da godt se, at det er forfærdeligt, at så mange unge piger knækker nakken og må se sig slået af al den perfekthed, der efterhånden præger vores samfund. Man hvad med alle de piger, der ikke knækker nakken og stadig lever i bedste velgående på trods af, at de kører derudaf med 180 km/t?

Personlig føler jeg mig ramt. Forældre, bedsteforældre og venner skæver bekymret til mig og spørger forsigtigt, om jeg nu har det godt. »Er der noget, du vil tale om, lille Amalie?«

NEJ, der er ikke noget, jeg vil tale om. Jeg går i gymnasiet, samler 12-taller sammen på stribe, passer mit fritids­arbejde og mit skøjteløb samtidig med, at jeg går til fester og familiefødselsdage. Ja, jeg har travlt. Men jeg kan lide det. Og hvis jeg skar ned på fritidsaktiviteterne, hvad skulle jeg så bruge den ekstra tid til? Se de seneste afsnit af Luksusfælden og Paradise Hotel?

Jo, engang imellem er det da rart at kunne sove længe og rende rundt i pyjamas dagen lang, men det skal helst ikke ske for ofte. For ærligt talt synes jeg, at det er det rene tidsspilde. Jeg bliver sur og irri­tabel, når jeg ingen verdens ting udretter en hel dag. Og så fortæller hele min omverden mig, at det burde jeg gøre noget oftere. Nej, ellers tak.

BERLINGSKE BRINGER FOR tiden en artikelserie om kvindelige ledere. Vi ser en tendens i erhvervslivet til at have fokus på flere kvinder i bestyrelser og på de tungere ledelsesposter. Men hvordan er det lige, det hænger sammen med, at det nu nærmest er blevet forbudt at være ung pige med drømme og ambitioner (og at arbejde for disse)?

Jeg har drømme og ambitioner, og jeg knokler for at få dem til at blive til virkelighed. Jeg kan se målstregen ude i horisonten og glæder mig som en sindssyg til endelig at nå den og kunne sige: »Jeg gjorde det sgu!«

Men rejsen derhen er mindst ligeså spændende. Hvert 12-tal, hvert klap på skulderen, hvert et rosende ord og anerkendende bemærkning er som et fix for mig. Et fix, jeg er tæt på afhængig af. Og jeg skammer mig ikke over det. Tværtimod er jeg stolt af det. Stolt af det, jeg har opnået, og det, jeg kommer til at opnå i fremtiden. Jeg er en af de »pæne piger,« som alle på det seneste har fået en idé om, at de skal passe på.

Men jeg vil ikke passes på. Det er netop sådan, vi ender med hankønsdominerede bestyrelser og et land, der bliver overhalet indenom af alt og alle. Det skal være okay at have drømme, og det skal være okay at arbejde for dem. Også selv om man er en »pæn pige«. For pæne piger kan også kæmpe med næb og kløer for at komme frem – i skolen, i karrieren, i livet.

JEG ØNSKER INDERLIGT at udrette noget i mit liv. Jeg følger diskussionen om »ligestilling i erhvervs­livet« og »flere kvindelige ledere«, og hvordan temaerne ellers har lydt den seneste tid. Men egentlig er jeg ikke den store fortaler for at indføre kvoter for antallet af kvindelige bestyrelsesmedlemmer og topledere. Jovist ville jeg da gerne selv betræde en sådan post en dag, ingen tvivl om det. Men at få tilbudt denne post, blot fordi der var en kvote, der skulle opfyldes, ville for mig næsten være skamfuldt.

Jeg støtter helt sikkert debatten om flere karrierekvinder, men kvoter tror jeg ikke er vejen frem. Det er da fuldkommen hul i hovedet at tildele en kvinde en bestyrelsespost, hvis der er en mand, der er langt mere kvalificeret. Så kan ligestillingskampen jo begynde forfra, blot den anden vej rundt, og så ville vi jo være lige vidt.

Jeg tror, at vi skal udvikle flere karrierekvinder, der kan tage kampen op mod mændene, udelukkende på deres intellekt og kompetencer – og uden hjælp fra højtråbende feminister og ligestillingskvoter. Men for at få disse karrierekvinder frem, må vi lade dem udvikle sig i ro og mag. Lade dem suge viden og kompetencer til sig og derigennem blive kloge, kvalificerede, dygtige ledere.

Det kan de altså ikke, hvis de hele tiden bliver slået oven i hovedet og fortalt, at nu er de lige pludselig for gode og for perfekte. Det er også bevist, at egenskaber som disciplin, målrettethed og dedikation er vigtige at besidde som leder. Og hvem besidder netop disse egenskaber mere end de »pæne piger«?

Det kræver sit at få skole, fritidsjob, sport og andre fritidsaktiviteter til at gå op i en højere enhed, så hvorfor ikke lade dem gøre det? Det er jo tydeligvis til alles – både pigernes og samfundets – fordel. Derfor: Værn om de pæne piger. Hvis alt andet glipper, får vi i det mindste nogle vanvittigt omhyggelige kassedamer og kontormus ud af det.