Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Parallel-aftale: For lidt, for længe og for usikkert...

Det vil koste Danmark dyrt i indflydelse, hvis ikke politiet kan sidde med ved det bord, hvor der træffes beslutninger for det internationale politisamarbejde.

"Afstemningen 3. december handler om at gøre danskernes tilværelse tryggere og lettere. Vi har ikke brug for usikkerhed. Et ja vil være en stemme på det gode politisamarbejde, vi kender." Foto: Claus Fisker Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når danskerne de kommende dage for alvor tager fat på overvejelserne om et ja eller et nej 3. december, vil mange være i tvivl. Det viser tallene – og erfaringerne fra andre EU-afstemninger. Der er til gengæld ikke megen tvivl om danskernes opbakning til det europæiske politisamarbejde, Europol. Her peger målinger på, at ni ud af ti danskere er positivt stemt. Nok ikke så mærkeligt, når man tænker på det fortræffelige samarbejde, som dansk politi har megen ære af (især på IT-området, hvor vi har de fremmeste cybercrime-eksperter) - og som fører mange gode tip fra udlandet og livsvigtige resultater med sig, senest i optrevlingen af den forfærdelige børneporno-ring med tråde til Randers.

Europol er jo den konkrete anledning til, at vi skal stemme, fordi samarbejdet ophører, når Europol på et tidspunkt næste år bliver et overstatsligt organ. Ikke desto mindre vil nej-partierne nødigt anerkende, at det er derfor, vi stemmer. Men så alligevel: Hvis nogen trods alt skulle have bemærket fakta – vil Dansk Folkeparti gerne garantere, at danskerne med et nej forbliver i Europol. Hvordan hænger det sammen?

Nyhedsoverblik - Retsforbehold

Ja, det gør det sådan set heller ikke. Men argumentet er, at vi i stedet for at bevare Europol ved en tilvalgsordning (et tag-selv-bord), som vi har forhandlet os til, sagtens kan få en såkaldt parallel-aftale.

Det kunne måske lyde tillokkende for nogle. Men, men... den Sirene-sang skal man ikke lade sig lokke af..! Det eneste sikre ved et nej er, at Danmark ikke længere er en del af politisamarbejdet Europol. En parallel-aftale er der ingen garanti for. Og hvis det skulle komme på tale, vil aftalen være længe undervejs - og af ringere kvalitet.

Problemerne med parallel-aftaler er mange.

Danmark fik ganske vist fire af den slags aftaler på retsområdet år tilbage, men de er alle fra tiden før det tidspunkt, hvor vi forhandlede os til en tilvalgs-ordning. Ingen ved, hvad EU vil sige, hvis vi kommer med hatten i hånden igen, men landets førende jurister på EU-området er ikke positive. Nogen mener, at vi slet ikke kan få nye aftaler, fordi vi retligt er bundet af den nye tilvalgsaftale. Andre nøjes med at konstatere, at det politisk vil blive mere end svært at få overbevist vore 27 EU-partnere om, hvorfor de skulle give os en ny aftale, når vi lige har sagt nej til tag-selv-bordet..!

Læg dertil, at EU allerede, da vi fik fire parallel-aftaler 2005-2006, samtidig fik et klart nej til to yderligere anmodninger om aftaler! Der er altså slet ingen garanti for en fremtidig aftale.

Hvorfor har EU sagt Nej? Fordi de øvrige EU-lande og EU-Kommissionen i udgangspunktet ikke er glade for parallel-aftaler, der er defineret som undtagelsen frem for reglen. Og da slet ikke med et EU-medlem (Danmark), som oven i købet har forhandlet sig til en særdeles favorabel tilvalgsordning. Spørgsmålet er selvfølgelig: Hvorfor vil danskerne pludselig bruge en masse kræfter og penge på at forhandle om noget, der giver ringere muligheder end et tag-selv-bord..?

Skulle Danmark alligevel være så heldig at få et ja til en forhandling – ja, så melder nye problemer sig. Det bliver nemlig ikke nogen nem forhandling. Og prisen bliver formentlig høj! Da briterne (som i øvrigt også har en tilvalgsordning) forrige år ønskede at vælge Europol til, satte Spanien sig pludselig imod. Uofficielt vidste alle, at blokaden skyldtes konflikten om Gibraltar-klippen. Briterne måtte altså i gang med en solid omgang give-and-take for at være med i Europol.

Og så er der tidsfaktoren. Den gennemsnitlige forhandlingstid for de hidtidige danske parallel-aftaler er som sagt fem år! Endelig er alle enige om, at et forhandlingsresultat aldrig vil blive bedre for politiet, end den ordning, politiet har i dag. Det vil blive et B-medlemskab.

Nej-partier tager altså grundigt fejl, når de påstår, at en parallel-aftale om Europol er lige så god, som hvis vi tiltræder hele ordningen. En parallel-aftale er både usikker, besværlig og ringere, hvilket de norske erfaringer på området vidner om.

Nordmændene har slet ikke fået en parallel-aftale, men en såkaldt operationel aftale, der ikke giver norsk politi direkte adgang til Europols database, men tværtimod kræver, at man skal spørge om lov fra gang til gang. Det hæmmer politiets arbejde, og dermed deres muligheder for hurtig og effektiv opklaring af forbrydelser.

Aftalen betyder samtidig, at nordmændene ikke har sæde ved beslutningsbordet i Europol. Nordmændene foretrækker derfor en dansk aftale.

Det vil altså koste Danmark dyrt i indflydelse, hvis ikke politiet kan sidde med ved det bord, hvor der træffes beslutninger for det internationale politisamarbejde. Danmark er desuden et af de lande i EU, som bruger vores adgang til Europols arkiver mest (72.000 gange om året eller 200 gange om dagen, svarende til 19 procent af alle søgninger). Hvis vi skal have denne mulighed i fremtiden, er det vigtigt at vi også er fuldgyldigt med i samarbejdet.

Sidst, men ikke mindst: Parallel-aftaler har endnu en ulempe. Hver gang, ordningen ændres, starter man forfra..! En ny forhandling for at få en ny aftale. Som så – som noget nyt – skal godkendes af Europa-Parlamentet! Nej-sigerne skylder at forklare, hvordan det kan være bedre, at Europa-Parlamentet skal godkende dansk deltagelse i Europol end det danske folketing..?

Nej-sidens argumentation bygger i det hele taget på en mistillid til, at politikerne i Folketinget skal beslutte for danskerne. At danskerne afgiver suverænitet til Christiansborg. Men undskyld: Hvordan kan man bemyndige et dansk folketing til at bestemme, om danske soldater skal i krig, hvilke skatter, der skal udskrives etc. etc. - og ikke have tillid til, at de samme folkevalgte kan bestemme, om dansk politi skal samarbejde om at bekæmpe forbrydere..?

Konklusionen er klar: En parallel-aftale er ikke noget seriøst alternativ til en tilvalgsordning. Der er ingen garanti – det hele er for usikkert, giver for lidt - og varer for længe.

Afstemningen 3. december handler om at gøre danskernes tilværelse tryggere og lettere. Vi har ikke brug for usikkerhed.

Et Ja vil være en stemme på det gode politisamarbejde, vi kender.