Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Papes chassé til højre

31DEBJohn-Wagner.jpg
John Wagner Adm. direktør Fold sammen
Læs mere

»Er der plads?«, lød spørgsmålet.

Min første tanke var et modspørgsmål: »Hvor? På parkeringspladsen? På dansegulvet? I skabet eller skuffen? Til et stykke mad mere?«

Men spørgsmålet, »Er der plads?«, som blev stillet af den kyndige politiske kommentator, Søs Marie Seerup, handlede om noget helt, helt andet, nemlig om den konservative partileder Søren Papes kongstanke om at flytte sit parti ud til højre for Venstre i den økonomiske politik og ud til højre for Dansk Folkeparti i værdipolitikken.

Jeg har klare meninger om, hvor langt ude det på alle måder kan være i dansk politik, men det skal jeg ikke genere partiledelsen med her. Jeg vil jo ikke partiet noget ondt. Tværtimod!

Men jeg vil gerne anholde hele dette fænomen, som politiske kommentatorer og sågar politikere har med at flytte rundt på partier på en forældet venstre-højre skala som om, vi taler om en bil på jagt efter en parkeringsplads ved et supermarked.

For det første handler det vel ikke for et parti – vælgere, som i større eller mindre grad deler anskuelser – om at finde en tilfældig ledig plads? Nærmest indkøbsvognene…

For det andet er diskussionen om lidt til højre eller lidt til venstre, til højre eller venstre for Venstre meningsløs. Dimensionerne i dansk politik er for længst blevet større, mere nuanceret og mere indviklet.

Jeg tror, at det var Centrumdemokraternes Arne Melchior, der sammenlignede det politiske landskab med en stor, flot murermestervilla: I stuetagen til venstre boede Socialdemokraterne, i midten CD (naturligvis) og til højre Det konservative Folkeparti. Partier, der alle ønskede stærke statsinstitutioner, havde tillid til »den danske model« på arbejdsmarkedet osv. På 1. sal – med mere højt til loftet - boede til venstre SF, i midten Det Radikale Venstre og til højre Venstre.

DENGANG EKSISTEREDE HVERKEN Enhedslisten, Liberal Alliance eller Dansk Folkeparti – og jeg skal her undlade at placere dem i kælderen eller på taget…

Men Melchiors politiske hus illustrerer problemerne med at forenkle den politiske geografi. Og de politiske kommentatorer, ja, sågar politikere, banaliserer kompleksiteten i en politisk meningsdannelse og partimønstret, når de gør politik til en omgang »Vild med dans«: Et chassé til højre, to chassé til venstre – for til sidst at finde den ledige plads på dansegulvet eller parkeringspladsen.

Politik handler grundlæggende om godernes fordeling i samfundet, om graden af frihed, lighed og broderskab. Her er der partier, der historisk har en klar ideologisk betinget præference, og partier, der er en reaktion på disse ideologier og – som Poul Schlüter – betragter disse som noget »bras« for i stedet at udfolde et menneskesyn og en politisk strategi, der svarer til dette: »Borgerlige stemmer, der arbejder«.

Men måske hører den slags nu bare fortiden til?

Måske er parkeringspladsen simpelt hen blevet for lille, som Søs Marie Seerup antyder med sit spørgsmål – og her er det så, at læserne selv må tænke videre: Hvem fandt plads i tide? Hvem holder på handicap-parkeringen? Og hvad kan en parkering uden for båsene koste?