Mørket er symbol på Jesu korsfæstelse og død, uretfærdigheden og alt det andet, der gør os ondt. Omvendt skal vi glæde os, når påskelyset er båret ind, og alle får tændt det lys, de sidder med i hænderne, for lyset symboliserer Jesu genopstandelse, lykken, Guds velsignelse og alt, hvad der er af det gode. Lysene tændes.

De andre glædes sammen i lyset, men jeg ser det ikke rigtigt. I stedet slår det mig stille og voldsomt: Jeg tror ikke. Ikke engang et »min Gud, hvorfor har du forladt mig?« kan det blive til. Alverdens moderne teoretikere med fornemme tanker om det postmoderne liv og den vilde frisættelse fra normer, traditioner og kulturer overdøver præstens oplæsning af en oldgammel passage skrevet i et oldgammelt sprog. Kulturel frisættelse. Egenverden. Aftraditionalisering. Neoliberalistiske tendenser. Individualisme. Dekonstruktion. Fragmenter. Social konstruktion.

Er det mon det, jeg er en del af, når jeg blot oplever de kirkelige handlinger som en art højtideligt teater – en kulisse for ord og handlinger uden betydning for mig og min navle? Human- og socialvidenskaben giver mig mulighed for at kreere min helt egen ’skabelsesberetning’ – en beretning om, hvilken skabning jeg er. Men er min oplevelse af mig selv og min helt egen unikke sandhed alt, hvad der er virkeligt i en moderne verden? I så fald må jeg vel tage konsekvensen af min manglende tro på andet end mig selv og ændre motto til »fra navlen – herfra min verden går«?

Men det dogme tror jeg heller ikke på. Jeg tror ikke på Jesu flakken rundt mellem jord og himmel. Jeg tror ikke på en gammel gut med gråt skæg. Jeg tror ikke på, at alting sker af en grund. Jeg tror heller ikke på den rene relativisme, den postmoderne verden og den totale frisættelse. Til gengæld tror jeg på det åndelige, på den større sammenhæng og på menneskets transcendens ud over egen navle. Jeg tror på den spiritualitet, der går igen i den førkristne, religiøse, kultiske mystik, som genfindes i kristendommens budskaber, og jeg tror på meditation og mindfulness i en moderne verden. Den tro må jeg bekende, og med den er jeg nok, som danskere er flest: Vi er kulturkristne, og vi tror på ’noget’ – også i en postmoderne verden.