Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Pårørende til multihandicappet: Nej, I må ikke låse min søster inde

»Men er det store omsorgssvigt ikke at fratage borgerne deres frihed?« Fold sammen
Læs mere

Den seneste tid har pårørende til beboere i bostedet Landsbyen Sølund kritiseret de nye retningslinjer om ulåste døre på institutionen. Kritikken går på, at de udviklingshæmmede voksne bliver udsat for omsorgssvigt, hvis ikke de beskyttes af lukkede døre.

Men er det store omsorgssvigt ikke at fratage borgerne deres frihed? Min storesøster Sidsel på 25 år er multihandicappet og diagnosticeret epileptiker. Hendes kognitive udvikling svarer til et barns, hvilket gør sig gældende for mange beboere på Sølund. Ikke desto mindre er hun et voksent individ med de samme rettigheder som alle os andre.

Jeg kender om nogen til de bekymringer, der ligger til grund for de pårørendes kritik. Hvad, hvis hun går ud en kold vinternat? Hvad, hvis hun ikke kan finde hjem eller bliver påkørt af en bil? Vi må aldrig negligere disse bekymringer. Jeg er bare i tvivl, om vi stiller de rette spørgsmål.

For hvor ender vi, hvis vi accepterer at lempe reglerne for magtanvendelse? I min optik er låste døre falsk omsorg, der peger på den åbenlyse problematik at den lette løsning foretrækkes over den gode.

Historisk set er der sket en stor udvikling, når det gælder udviklingshæmmedes rettigheder, og på mange punkter er Landsbyen Sølund frontløber på området.

Læs også: »Tankegangen er rigtig«

Med den specialpædagogiske kompetence, som Sølund og mange andre institutioner i landet besidder, burde der findes løsninger, der er mere befordrende for udviklingen af fremtidens institutioner. Det, der betyder noget, er ikke, hvorvidt der indføres teknologiske eller pædagogiske løsninger på problemet med beboere, der forlader deres hjem. Det, der betyder noget, er, at løsningerne bliver udviklet på baggrund af en professionel vurdering af det enkelte individ og i dialog med de pårørende.