Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

På de sociale medier er vi ensomme – sammen

Smartphone users Fold sammen
Læs mere

Hver morgen sidder danskerne begravet i deres telefoner i bussen. De er på sociale medier som Instagram, Snapchat og Facebook. Men hvor socialt er det lige?

Jeg tager bussen hver morgen ligesom mange andre danskere. Øjenkontakten med mine medmennesker er svundet hen med årene. Nu er det iPhones og Androids, der har stjålet opmærksomheden og blikfanget.

Min tur varer 20 minutter og udgør seancen for et typisk billede af danskernes medievaner i den offentlige sfære. Der er særligt ét træk, der udspiller sig under hver tur: Danskernes kærlighed til mobilen.

Jeg kommer til at tænke på mine egne vaner. Jeg er jo ikke en skid bedre. Jeg sidder uafbrudt begravet med snuden nede i skærmen. Jeg starter på Facebook, hvor jeg sender en besked eller to. Og derefter til historierne fra vennerne på Snapchat.

97 procent af alle unge mellem 15 og 18 er på sociale medier. Tre ud af fire unge har en profil på både Snapchat, Instagram og Facebook. For ti år siden fandtes der ikke sociale medier, som der gør nu. Der fandtes chatrum, men ikke for alvor noget, man kunne kalde sociale medier.

I dag er det unge, der føler sig mest ensomme, viser undersøgelsen »Ensomhed i Befolkningen« fra 2015. Unge er også dem, der bruger sociale medier mest af alle aldersgrupper. Siden 2005 er den unge generation blevet mere ensom. Det er sket i takt med, at stort set alle unge har gjort deres indtog på de sociale tjenester.

Hvordan hænger det sammen? Var meningen med sociale medier ikke, at vi skulle blive mere sociale og mindre ensomme?

Den amerikanske psykolog Sherry Turkle har muligvis svaret. Hun har skrevet bogen »Alone Together«, og hun mener, at sociale medier og nyere teknologier ikke hjælper på ensomhed. Tværtimod. Hun siger noget, der tyder på, at moderne teknologier gør mere skade end gavn.

»Via netværk er vi sammen, men vores forventninger til hinanden er i den grad formindset, så vi kan føle os frygteligt alene. Og der er risiko for, at vi kommer til at betragte hinanden som objekter, der kan tilgås – men kun for de dele, som vi finder nyttige, behagelige eller underholdende.«

Måske forventer vi for lidt af hinanden, fordi vi alligevel altid er tilgængelige på mobilen. Måske er de nære venner gennem årene reduceret og forvandlet til en eksplosion af flygtige bekendtskaber. Bekendtskaber, som vi hverken har tætte bånd eller store forventninger til. Det bliver højst til en udveksling på Facebook. Eller en grimasse på Snapchat. Uforpligtende og distanceret.

Dagen er slut på Journalisthøjskolen. Jeg venter på bussen. På stationen står fire unge piger, der sludrer. Bussen ankommer, og pigerne slår sig ned på et sæde.

De tager straks mobiltelefonerne frem. Intet bliver sagt. De sidder i deres små bobler. I det øjeblik er de alene sammen. Mon de føler sig alene?

Nicolai Pein er journaliststuderende.