Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Overpolitiserede embedsmænd

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De seneste måneders skandalesager har medført en genopblussen af diskussionen om forholdet mellem politikere og embedsmænd. Nogle har foreslået, at løsningen på problemerne i den forbindelse består i etableringen af politiske sekretariater med partitro embedsmænd rundt om ministeren, andre har slået til lyd for indførelsen af vice- eller juniorministre, og endelig er der dem, som mener, at de mange skandalesager skyldes de nuværende ministres uerfarenhed.

Jeg vil pege på, at årsagen til de mange skandalesager muligvis skal findes et helt andet sted. Det vil jeg gøre med udgangspunkt i en personlig historie.

Før jeg blev lokket over i forskningsverdenen, var jeg i nogle år i midten af 1980’erne embedsmand i et ministerium i centraladministrationen på Slotsholmen. Det var før spindoktorernes tid. Ministeren blev betjent loyalt og korrekt, men vedkommende blev også på det bestemteste frarådet at gennemføre ønskede beslutninger, hvis embedsværket overhovedet mente, at han eller hun af juridiske, politiske eller økonomiske grunde var forkert på den.

Jeg husker eksempler på embedsmænd, som det gik godt med karrieren, selv om de havde ry for at hælde ønsker fra ministeren ned ad brættet, f.eks. fordi de mente, at de var i bedste fald på kant med lovgivningen. Den slags blev endda ligefrem set på med beundring, fordi de tilsyneladende besad en høj grad af faglig integritet.

Efter en lang årrække i forskningsverdenen fik jeg orlov og vendte tilbage til centraladministrationen i en periode. Nu var ånden ændret radikalt. Spindoktorer havde sat sig tæt på ministeren. De var blevet ministerens øjne og øren i ministeriet. Embedsmænd, som formastede sig til at argumentere imod gennemførelsen af ministerens ønsker, blev betragtet som i bedste fald obsternasige og i værste fald som havende en egen politisk dagsorden.

Der var i den forbindelse især én sag, som anvendtes til at retfærdiggøre kulturskiftet i centraladministrationen. Sagen var udlændingepolitikken. Følgende argumentation blev fremført: Der var fra politisk hold i skiftende regeringer et ønske om at stramme udlændingepolitikken i Danmark. Ønsket blev imidlertid gang på gang forkastet med henvisning til, at det ville være i strid med en række internationale konventioner.

Da det kom til stykket og ønsket blev stærkt nok, viste det sig imidlertid, at embedsmændenes vurderinger ikke holdt vand. Det var faktisk muligt at stramme dansk udlændingepolitik betydeligt inden for rammen af konventionerne, således som et flertal i Folketinget ønskede. Var det derfor blot embedsmændenes egne politiske holdninger, som i årevis havde spillet ind?

Det sammen med andre ting betød under alle omstændigheder, at der kom en politisering af embedsværket. Holdningen var ændret til, at loyalitet og korrekt ministerbetjening bestod i, at man tænkte sig selv ind i ministerens projekt og ideelt set efterkom alle ønsker. Resultatet blev den overpolitiserede embedsmand, vi nu ser, og som muligvis er i hvert fald en del af forklaringen på det accelererende antal skandalesager.