Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Overførsels-samfundet

Tom Jensen, ansvarshavende chefredaktør Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Med nogen ret kan man sige, at vi alle er på den ene eller den anden overførsel. Måske får man børnepenge. Måske er man på barsels- eller sygeorlov. Måske er man ansat på et medie, der får statsstøtte. Måske er man på kontanthjælp eller dagpenge. Det sidste er ganske vist delvist en forsikringsordning. Men også en offentlig overførselsordning. Dem er der mange af, og der er fortsat mange på dem. Sigtet med dagpengereformen fra 2010 og nu også dagpengekommissionens anbefalinger, der resulterede i et politisk forlig, er at tilskynde til at flere kommer i arbejde. Det burde de fleste kunne enes om må være målet. Alligevel har der over de seneste år, hvor der er gennemført flere reformer af netop overførselsindkomsterne, bredt sig den ikke ualmindelige holdning, at der er tale om en heksejagt på de svage og de ledige. Som eksempelvis Trine Pertou Mach udtrykte det, da hun for nylig meldte sig ud af SF: »Der har udviklet sig en kultur, hvor også politikere er med til at sparke nedad ved at udtale mistro til, at dem på kanten af samfundet overhovedet vil bidrage til fællesskabet.« Der har da også været eksempler på, at debatten har været harsk, ligesom ingen af de nu ikoniske figurer, Fattig-Carina og Dovne Robert, formentlig gjorde noget godt for den brede opfattelse af mennesker på offentlige ydelser. Men det bør være muligt at tage en strukturel debat om forskellige balancer i samfundet, uden at det ender i nogen stigmatisering.

Og den strukturelle debat om et samfund på overførsler er og har der været brug for. Forleden postede jeg nogle simple data på Facebook, som skulle illustrere, hvilken næsten revolutionær omkalfatring Danmark gennemgik i årene 1970-94. I 1970 var der således 307.000 mennesker i den arbejdsdygtige alder på forskellige former for overførselsindkomst. I 1994 var det tal vokset til mere end det tredobbelte – til 982.000. Medregnet er ikke folkepensionisterne, der naturligt nok som følge af den stigende levealder også blev og er blevet flere i antal. Men tallene syntes at forbløffe en del. Gennem de sidste 20 år har det været en løbende opgave for skiftende regeringer at få tøjlet det overførselssamfund, som Danmark på mindre end en generation havde udviklet sig til. Hvorfor? Jo, fordi samfundet var kommet ud af balance. For mange mennesker på for høje overførselsindkomster dræber vækst, mindsker tilskyndelsen til at tage et arbejde og skaber livslange sociale klienter. Det er ikke nogen heksejagt at konstatere det. Det er ikke noget spark nedad på den enkelte svage og/eller ledige. Danmark er et godt samfund – for dem der er aktive i det. Men alt for mange er stadig marginaliserede. Det er skidt for dem. Og for samfundsøkonomien. Hvert år kastes der i omegnen af 200 milliarder kroner i systemet med overførselsindkomster. Det er penge, som kommer fra skatteborgere, der har gået på arbejde og tjent dem. Det siger sig selv, at hvis ikke sådan et system tøjles, er der en balance mellem bidragende og modtagende, som risikerer at tippe. Den problemstilling kan man godt diskutere, selv om vi ved, at vi sådan set alle sammen er på støtten på en eller flere måder. Og det er det, disse års reform-diskussioner handler om. Ikke om at sparke nedad.