Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

»Over for katastrofen på Middelhavet er EU-demokratiet utåleligt i sit hykleri og snakkeri.«

Druknekatastroferne på Middelhavet og de massive reportager fra Italiens middelhavskyst kan ikke undgå at gøre stort indtryk på os, og i sådan en situation er den spontane reaktion: Vi må da hjælpe disse ulykkelige mennesker. Det siger også sig selv, at skibbrudne skal reddes, hvis det er muligt. Det siger medmenneskelighedens lov, men det er også havets lov. Ved den store katastrofe i sidste uge var et af A.P. Møller - Mærsks skibe i aktion, som rederiet og andre danske rederier tidligere har været i aktion ved flugtkatastrofer verden over. Nogle husker måske endnu de vietnamesiske bådflygtninge. Når jeg opholder mig i Nordjylland, træffer jeg nogle af dem i Hjørring, hvor de i årtier har været velintegrerede og meget dygtige samfundsborgere. Men det påtrængende spørgsmål i dag for os europæere er, hvordan vi skal forholde os til flygtningepresset fra Afrika? Jeg vil efter bedste evne tegne en vej.

Selv om det er svært, må vi gøre os klart, at verden over dør dagligt et enormt, men ukendt antal mennesker som følge af naturkatastrofer, sult, sygdom, krig, politiske forbrydelser og kynisk spekulation. Man må slå én ting fast: Europa kan ikke løse Afrikas flygtningeproblemer uden at ødelægge sig selv, og det kan vel de færreste være interesserede i. Presset på Europa er også en pression. Sætter jeg mig foran min nabos dør med en pistol for tindingen og truer med at begå selvmord, hvis jeg ikke får en tredjedel af hans formue, er det ikke hans ansvar, hvis jeg gør alvor af min trussel. Men som enkeltindivider øver de afrikanske flygtninge ikke pression. De forfølger bare, hvad de tror er en mulighed for et bedre liv.

Pressionen øves af de bagmænd, der har gjort menneskesmuglingen til et endog meget lukrativt forretningsområde. Vi ved, at en billet til EU uden garanti for ankomst gennemgående koster omkring 50.000 kroner. I de lande, flygtningene kommer fra, er 50.000 kroner en ubegribelig formue for de fleste. BNP pr. indbygger i Somalia er ca. 900 kr., i Nigeria og Zambia ca. 10.000 kr. – til sammenligning er BNP pr. indbygger i Danmark ca. 340.000. Dette fortæller os, at det enten er velhavende mennesker – som i Syrien – der flygter, eller at der er tale om hele familier, der som en investering skraber sammen til et enkelt familiemedlem. Men det fortæller også, at det handler om en gigantisk milliardforretning for bagmændene. Og med et potentiale, der kun kan blive større.

Hvem bagmændene er, vides der meget lidt om. I hvert fald officielt. Men vi ved jo, at overalt, hvor der kan tjenes store illegale penge, finder vi mafiaen. Det skulle undre mig, hvis de to syditalienske mafiaer har forholdt sig passivt til dette forretningsområde i stor vækst. Det kan vel heller ikke udelukkes, at IS opererer her? Men det er alt sammen som antydet gisninger fra min side. Derimod er det et faktum, at med den ti-punktsplan, som EUs stats- og regeringsledere vedtog i torsdags, er menneskesmuglernes pression endnu engang kronet med held. Beslutningen om at udvide den såkaldte Triton-operation vil ikke svække, men styrke deres forretning.

Over for katastrofen på Middelhavet er EU-demokratiet utåleligt i sit hykleri og snakkeri. Når TV-reportagerne med forkomne eller druknede mennesker begynder at rulle over skærmene, og den i øvrigt højtlønnede godhedsindustri griber mikrofonen og begynder at tale om vores menneskelige ansvar, så reagerer regeringslederne, men kun halvhjertet. Men en plan, der duer noget i det korte perspektiv, må efter min vurdering omfatte følgende fire punkter: For det første må europæerne stramme udlændingelovgivningen, så det står glasklart, at ingen kan flygte til Europa alene af økonomiske årsager. For det andet må man omgående – ikke om en måned eller når man i øvrigt har ævlet sig færdig – iværksætte vedvarende militære operationer mod menneskesmuglerne, bl.a. tilintetgøre deres både, som italienerne allerede har udarbejdet planer for. Eksperter, også danske, advarer mod dette. Hvis et lignende hav af universitetseksperter havde eksisteret i 1940, ville de have advaret mod at gå i krig mod Hitler.

For det tredje må man gå i gang med at arbejde på den løsning, som Australien har gennemført med meget stort held, dvs. oprette asylbehandlingslejre i Libyen og andre kyststater og skånselsløst opbringe enhver båd, der illegalt forsøger at krydse Middelhavet og bringe dens passagerer tilbage til asyllejrene på det afrikanske kontinent. Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) indvendte i torsdag, at den løsning ikke kan bruges, fordi Libyen mangler et stabilt centralt styre. Dette er rigtigt. Og derfor skal det fjerde punkt være at formå golfstaterne til at tage deres ansvar i Libyen. Med Saudi-Arabien i spidsen har de netop afsluttet en vellykket operation i Yemen. Som min gamle kollega, Mellemøsten-eksperten Anders Jerichow, skriver i Politiken, torsdag: »Hvis det er muligt at sikre, det vil sige spærre Yemens grænser, er det også muligt at spærre Libyens.« Til de mange, der med den italienske forfatter Roberto Saviano (citeret i Berlingske, onsdag) kun ser tragedierne i Middelhavet som et medmenneskeligt problem, vil jeg blot sige, at det er ikke nok have hjertet med sig, man skal også have hjernen med. Ellers skaber man flere problemer, end man løser.