De, kære læser, har nok bemærket det samme som jeg: Når kendte folk – fra politikere til erhvervsfolk – bliver interviewet live i en af hovedkanalernes nyhedsudsendelser, ser man dem ofte stå i landlige omgivelser, f.eks. med et velholdt og charmerende bindingsværkshus eller måske en lille gård eller nogle høje træer i baggrunden. Og det kan jeg da godt forstå. For et sådant sted vil rigtig mange af os gerne bo. Hvis der i nærheden var en motorvej eller en jernbane, der kan føre os hurtigt på arbejde. For efter cafélivet følger familielivet, og børn trives bedst i en overskuelig verden.

Når vi i dag i stort tal flytter til byerne, er det først og fremmest for at få arbejde eller for at spare tid og penge på at pendle. Eller fordi nedskæringer i den offentlige trafik gør det svært for vore unge at gå i skole og dyrke fritidsinteresser, hvis de bor i landsamfund. »Landsamfund« kalder jeg dem, for »landsbyer« er der ikke mange tilbage af. Og de sidste vil den nye produktivitetsideologi snart fjerne fra kortet. »Landkortet« hedder det stadig. Men i fremtiden vil der sikkert kun findes bykort. En fremtidsforsker forudsagde for nylig bystatens genkomst. Er Venedig måske ikke på vej til at forlade Italien? Til den tid vil landet være befolket som i middelalderen: af de rige og de fattige. Og folk i byerne vil nægte at finansiere livet på landet.

Tænk blot på Berlingskes lederskribent, der 23. marts i år mente, at »tiden er inde til at se realiteterne i øjnene og sige ja til et skævere Danmark«. Skønt Berlingske rigtignok har ønsket at være andet end den førende hovedstadsavis, gjorde den leder mig så arrig, at min vrede først lagde sig igen, da avisen 4. april bragte en blændende god kronik af sociologen og den københavnske »molbo«, Birthe Linddal, der opfordrede til et »opgør med storbyens provinsialisme«. Et sådant opgør melder jeg mig gerne til. Og jeg bor vel at mærke ikke selv på landet, men i en provinsby. Men hvis man skal tro aviserne, er de nu også blevet en truet art.

Kanten – for jeg nægter at bruge u-ordet – er ikke blevet, hvad den er i dag, hvis den ikke gennem de sidste årtier var blevet frataget vitale arbejdspladser som led i en snigende offentlig centraliseringsstrategi. Ikke på én gang naturligvis, for så ville den koste stemmer. Men drypvis og spredt: snart et skattecenter her, snart et miljøcenter der og snart en politigård hisset. Kantens tab af arbejdspladser skyldes ikke »udviklingen« og folks »præferencer«. Den skyldes politiske beslutninger. Og som Birthe Linddal gjorde opmærksom på, skyldes den også mediernes italesættelse af urbaniseringen som »uundgåelig«.

Lad mig selv tilføje mediernes tavshed om kulturlivet uden for Danmarks fire største byer. Og hvem gider i dag leve i byer uden kultur? 15. juni sidste år åbnede Museet for Religiøs Kunst i Lemvig en fornem udstilling med grafik af Käthe Kollwitz og Ernst Barlach. Også dagbladet Politikens anmelder var glad for den – da hun anmeldte den for to uger siden ved genåbningen på Øregaard Museum i Hellerup. For at sige det, som det er: af de seks »landsdækkende« aviser, er der kun tre, der reelt lever op til betegnelsen og dækker det rige kulturliv uden for København, nemlig Kristeligt Dagblad, Jyllands-Posten og Weekendavisen. Jo, der er i sandhed behov for et »oprør fra Kanten«.