Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Oprejsning til en anti-kommunist

Dragsdahl/Jensen. I min tid i den Moskva-dirigerede kommunistiske bevægelse i Danmark var Bent Jensen en farlig modstander; den slags folk hæftede vi skældsordet anti-kommunist på, og det havde en langt mere modtagelig grobund, end man skulle tro.

Østre Landsret har i dag fredag den 25.oktober frifundet koldkrigsforsker Bent Jensen for injurier mod journalist Jørgen Dragsdahl. (Foto: Niels Ahlmann Olesen/Scanpix 2013) Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Selv om professor Bent Jensens værk om Den Kolde Krig ikke når juletræerne, så glæder jeg mig i denne tid, fordi vrang omsider er vendt til ret, efter at Jørgen Dragsdahls retssag imod ham faldt til jorden. Jeg ser nu frem til, at vi i det nye år uhindret kan få et oplyst syn på alt det, som PET-Kommissionen ikke kunne eller ville kaste lys over; alt det som er blevet skjult og ikke mindst fortrængt.

Retssagen var ikke et personligt opgør mellem to forfængelige mænd, men et principielt opgør om, hvordan danskernes opførsel i efterkrigstiden skal dømmes; de, der åbent valgte side, og de, der i dag bortforklarer det tunge ansvar, de pådrog sig ved at hævde, at de anbragte sig i midten - mellem den frie og den lænkede verden.

I min tid i den Moskva-dirigerede kommunistiske bevægelse i Danmark var Bent Jensen en farlig modstander; den slags folk hæftede vi skældsordet anti-kommunist på, og det havde en langt mere modtagelig grobund, end man skulle tro: flere år efter at jeg gradvis havde erkendt karakteren af den landsskadelige bevægelse, jeg havde været en aktiv del af, slog det overraskende tilbage imod mig, en dag i 1996 på Danmarks Radio, hvor jeg arbejdede som journalist. Jeg foreslog – og ikke engang for at prøve grænser af – at Bent Jensen blev inviteret til at medvirke i et program, hvor hans viden virkelig var relevant. En kvindelig kollega stirrede bestyrtet på mig og snerrede: »Den mand er jo antikommunist!«

At den Sovjet-dirigerede fredsbevægelse havde held til at gøre sine modstandere suspekte ved blot at kalde dem for anti-kommunister, fortæller, at ikke alt, hvad Kreml rørte ved, slog fejl. Selv om det var nemt at iagttage ægte kommunistisk magt få kilometer fra vore egne grænser, så lykkedes det op gennem 70’erne at give folk dårlig samvittighed, hvis de kaldte kommunismen for den ene af to slags pest, der havde ramt Europa. DDR – vort ukendte naboland, Sorgmunter socialisme og den slags, var dumme bøger skrevet af dumme mennesker, som inviterede Den røde Armé til at voldtage Vesten. Men i dag udkommer der kloge og antikommunistiske bøger som Iron Curtain – the crushing of Eastern Europe, Savage Continent og Bloodlands. Arkiverne siger det klart: målt i mængden af blod og bundløs sorg fremstår venstrefløjens forsøg på at sidestille de socialistiske diktaturer med den frie verden i dag, i lyset af, hvad vi nu ved, som intellektuelt uhæderligt, ja, rentud løgnagtigt.

Jørgen Dragsdahl spillede en stor rolle i meningsdannelsen fra slutningen af 1960erne, nærmest som en slags nedrustnings- og fredsekspert. Som medarbejder på Information påvirkede han en ung generation med antiamerikanisme og en tilsvarende fordrejet forståelse for Sovjetunionens hensigter. Det var naturligvis ikke nok for danske kommunister, for hvem kun ubetinget loyalitet over for Moskva talte, men han var nyttig, og det er helt koldkrigslogisk, at både russerne og PET anså ham for at være agent.


Informations, venstrefløjens og Jørgen Dragsdahls største svigt var vel, at de anstrengte sig for at dele sol og vind lige: med fifty-fifty til Kreml og Washington, fifty-fifty til McCarthy og Moskvaprocesserne, fifty-fifty til Warszawa-pagten og NATO. Fordi regimerne i Moskva og Peking smykkede sig med socialistiske og anti-imperialistiske floskler og symboler, blev de behandlet nænsomt, som »kammerater, der fejler«; deres bureaukratiske socialisme var ikke perfekt, og deres mangel på revolutionær elan svækkede kampen mod det virkelige monster, USA-imperialismen.

Derfor blev Information også tumlepladsen for de utallige sekter og store egoer, som ville overgå hinanden i revolutionært ordskvalder – og ikke mindst dyrke deres slet skjulte penis-misundelse mod nabolagets helt store bølle, Danmarks Kommunistiske Parti, som i ryggen havde et stort land med et rødt flag, dets hær og efterretningstjeneste, en stor ambassade med guld og spændende agenter, som man kunne mødes med på mørke parkeringspladser eller få til at give én mad og spiritus, når man legede betydningsfuld diplomat.

Til forskel fra skribenterne på Politisk Revy og Information, som valgte vietnameserne, de sorte pantere og fredsbevægelsen og forvildede sig ned i lommen på KGB, så vidste indbyggerne i Østblokken godt, hvordan utopien var at leve i. Derfor holdt de af antikommunister som Churchill, John F. Kennedy, Reagan og Thatcher og den skov af Pershing- og Cruise-missiler, som til sidst befriede dem. De står i gæld til Solsjenitsyn, Sakharov, Vaclav Havel og Bukovskij, men også til modige mænd som Bent Jensen, der havde det svært, mens Jørgen Dragsdahl havde det nemt. Nu forholder det sig omvendt, og det var sandelig også på tide.